Danmark har fået et godt udgangspunkt til mellemrunden i kvindehåndbold efter, at det tirsdag aften blev til en sejr mod Sverige på 25-23.

De danske håndboldkvinder havde sat sig selv i en dum situation, da de tabte åbningskampen ved slutrunden til ellers upåagtede Slovenien, som de normalt burde vinde sikkert over. Fra at have drømme om at få maksimum point med over blev det i stedet et mål at få to med over, da den skæbne var i egne hænder.

For at det kunne lade sig gøre at få fire point med over skulle Slovenien tabe til Serbien i tirsdagens tidlige kamp, og faktisk lignede det et realistisk scenarie efter første halvleg. Serbere gik til pause foran 15-13, men i anden halvleg gik de ned med flaget. 

Slovenien udlignede til 16-16 og så buldrede hjemmeholdet afsted og kom foran med 27-22 efter en periode, hvor Serbien havde det svært angrebsmæssigt. I slutningen af kampen lykkedes det serberne at få pyntet på resultatet, men det ændrede ikke på, at Slovenien vandt kampen med 27-24 og sikrede sig videredeltagelse ved EM-slutrunden.

Danmark havde derfor to ting at spille for mod Sverige. Dels at sikre sig sejren for at få to point med over i mellemrunden, og dels at gå efter førstepladsen i gruppen, men førstepladsen ville kræve en sejr på minimum syv mål, og det var derfor ikke noget, som man på forhånd kunne forvente.

Som første halvleg skred frem lugtede det af muligheden for at jagte en storsejr. Sandra Toft pillede de svenske skytter ned, og angrebsspillet kørte også på skinner. Det gav en dansk føring på 8-4 midtvejs i først, og ved pausen var føringen udbygget til 13-5 efter en dansk magtdemonstration.

I anden halvleg ændrede billedet sig. Sandra Toft kunne ikke håndtere de svenske langskytter. Særligt Tyra Axnér gjorde ondt på danskerne, der slet ikke kunne stoppe hende. I alt endte hun med at lave ni kasser, hvilket gjorde, at svenskerne fik skrumpet det danske forspring ind.

Inden da var den danske føring oppe at være på 19-11, men så begyndte det at gå ned ad bakke. Det danske angresspil blev uskarpt, og samtidig fik svenskerne skudt hul på den danske defensiv, da de fik iscenesat langskytterne.

Sverige fik reduceret til 23-18. Landstræner Jesper Jensen tog i slutfasen timeout to gange, men lige lidt hjalp det. I den ene timeout lød budskabet, at danskerne ville gå efter en sejr på syv mål, hvis det lykkedes dem at score på det efterfølgende angreb.

Der blev scoret, men svenskerne svarede hurtigt igen. Til sidst endte Sverige derfor med at komme endnu tættere på, men den danske sejr blev dog aldrig i fare og kampen endte med en sejr til Danmark på 25-23.