FC Fredericia leverede en toppræstation mod OB i onsdags, da holdet vandt 3-1 mod fynboerne i pokalturneringen. Søndag vandt FC Fredericia over Kolding. To sejre på en god fredericiansk uge.

FC Fredericia sled en sejr hjem mod Kolding på en dag, hvor spillet med bolden ikke fungerede og den offensive sektor på holdet underpræsterede. Alligevel holdt fredericianerne dog stand, og takket være en individuel aktion af Nicklas Røjkjær, endte det med en vigtig 1-0 sejr, der betyder, at AaB og Sønderjyske ikke stikker yderligere af på de to øverste placeringer i NordicBet Ligaen.

Kampens forløb var dog ikke kønt. FC Fredericia kunne ikke få deres velkendte kombinationsspil til at flyde. I stedet blev fløjlshandskerne taget af, og arbejdshandskerne fundet frem. Ifølge statistikken havde FC Fredericia blot to skud indenfor målrammen, og i statistikken expected goals (forventede mål statistisk ud fra de chancer, der er skabt, red.) var FC Fredericia noteret for 0,16 imod Koldings 0,78.

Dermed var det ud fra spil og chancer ikke den bedste dag på kontoret for FC Fredericia, men en sejr, som den der kom i hus mod Kolding, er den slags et tophold tager, og sådan et er FC Fredericia pt., da de er på tredjepladsen i tabellen.

Efter kampen var FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, ikke sen til at erkende, at spillet ikke var prangende. Han mener dog tilsvarende heller ikke, at Kolding var tæt på at udligne.

– Vores opbygningsspil, vores boldomgang og offensive spil manglede procenter hele vejen rundt. Der var lidt tømmermænd fra OB-kampen, så det er klart, at det blev meget fysik og andenbolde spil, og der bød vi fint ind. Vi holdt dem fra vores mål, men vi var ikke tæt på at lukke den til 2-0, på den anden side var uafgjort ikke tæt på. Det var en god sejr, da vi ikke kan spille godt hver gang. Vi vandt, og det er vigtigt, siger FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Prompte efter Kolding skiftede ud i det 57. minut, reagerede FC Fredericia. Der var dog ikke nogen dybere tanke bag det, selvom Kolding satte den høje angriber, Mathias Kristensen ind. Modsvaret fra FC Fredericia blev blandt andet at sætte Jeppe Gertsen ind i stedet for Mikkel Fischer.

– Fischer er også god til den del, så det handlede ikke så meget om det, men vi ville gerne have deres udspil først, men meningen var at skifte hurtigere ud end normalt og flere samtidig, da vi stillede med samme hold som mod OB, da vi ville komme til at mangle procenter fysisk ellers, forklarer Michael Hansen.

Kolding er notorisk kendt for at “pumpe” bolden enten frem mod en høj angriber eller ind i feltet. Det var FC Fredericia klar på.

– Man ved godt, at de har mange folk i feltet, og de har mange berøringer omkring feltet, så man skal være opmærksom på det, siger Hansen.

https://www.fksslamson.dk/

Mens det mod OB var en toppræstation, som FC Fredericia leverede, var det en kamp på det jævne mod Kolding. Forklaringen på det er simpel fra FC Fredericias cheftræner.

– Det er fordi, man ikke bare trykker på en knap og bestiller den samme ret på restauranten – på samme måde brugte vi mange kræfter på at spille mod OB. Vi var mentalt stærke, synes jeg, da vi accepterede, at vi ikke var så gode som sidst, og alligevel vandt vi, siger Michael Hansen.

Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på fredag på udebane mod AC Horsens.