En aktindsigt hos Fredericia Kommune afdækker, at kommunen i 2025 anvendte knap 36 millioner kroner på medier, sport og kultur. 5,95 millioner kroner gik til 170 private leverandører og medier. Hertil kommer 29,80 millioner kroner i særskilte tilskud til elitesport og kultur.

Blandt posteringerne finder man, at mediehuset JFM, der står bag blandt andet Fredericia Dagblad, modtog 564.000 kroner. Næsten det samme beløb, 583.000 kroner, landede hos Meta, Google og andre amerikanske techgiganter.

Det lokale mediehus matches krone for krone af amerikanske techgiganter

Blandt posteringerne finder man også, at skatteborgerne betaler tusindvis af kroner for, at byrådsmedlemmer kan læse Fredericia Dagblads dyreste abonnementer. Alene til byrådet er der bogført 69.064 kroner for et årsabonnement, hvortil kommer en række enkeltabonnementer på 3.849 kroner til individuelle politikere. Kommunen køber dog også plus-artikel-abonnement til 79 kroner stykket, blandt andet til medarbejdere i forvaltningerne.

Læs også: Sådan brugte en kommunal attraktion næsten 3 millioner på reklamer

Der er noget mærkeligt ved den måde, kommuner taler om økonomi på, når det strammer til. Først kommer meldingen om merforbrug. Så kommer listen over besparelser. Og på den liste står der næsten altid det samme: åbningstider i daginstitutioner, normeringer i ældreplejen, rengøring på skolerne, tilskud til foreningslivet.

Sjældent står der: direktørlønninger.

Næsten aldrig står der: markedsføringsbudgetter i de kommercielle datterselskaber.

Og stort set aldrig står der: chefstillinger i de attraktioner, kulturhuse og eventselskaber, som kommunen driver ved siden af kernevelfærden.

Middelfart Kommune forventer i år et merforbrug på 36,3 millioner kroner på Social- og Sundhedsudvalgets område og 21,4 millioner kroner på Børn-, Kultur- og Fritidsudvalgets område. Tilsammen knap 58 millioner kroner. Årsagerne er velkendte: stigende udgifter til anbringelser, dyrere botilbud, flere børn med behov for specialiseret skoletilbud. Det er kernevelfærd, og det er her smerten mærkes.

Men det er også her, diskussionen stopper.

Det parallelle univers

Spørgsmålet ingen stiller er, hvorfor en kommune med økonomisk pres fastholder et parallelt univers af kommercielle enheder, hvor løn- og driftsniveauet ligner privat sektor, men uden samme krav til bundlinje. Bridgewalking Lillebælt. Brobygning Middelfart. Klimafolkemødet. KulturØen. Turistorganisationer, eventselskaber, besøgscentre. Hver for sig ikke store tal. Samlet set en ikke uvæsentlig post på kommunens konto.

Når en privat virksomhed kommer i økonomisk modvind, begynder man øverst. Man kigger på ledelseslag. På repræsentation. På markedsføringsbudgetter. På konsulentforbrug. Det er ikke, fordi topløn er årsagen til krisen. Det er, fordi det er det signal, der sendes indad og udad: vi tager det alvorligt, også hvor det er ubehageligt.

Den samme logik findes ikke i kommunal budgetlægning. Her tages besparelserne nedefra. En SOSU-assistent mister et aftenhold. En skoleleder får besked om at finde 200.000 kroner. En daginstitution skal klare sig med færre hænder. Mens en kommerciel attraktion fortsætter med tre millioner kroner i årligt markedsføringsbudget og en direktør på en million.

Det er ikke et spørgsmål om, at alle lønninger er for høje. Det er et spørgsmål om rækkefølge.

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at alle lønninger er for høje, eller at al markedsføring er spild. Det er et spørgsmål om rækkefølge. Om rimelighed. Om at den byrde, der lægges på kernevelfærden, også bør lægges på de kommercielle grene, før man beder en sygeplejerske tage endnu en vagt.

Ingen ville finde det urimeligt i en privat virksomhed. Men fordi de kommunale datterselskaber er organiseret som selvejende institutioner, §60-selskaber eller driftsenheder uden for det almindelige budget, undgår de den prøvelse, resten af kommunen går igennem hvert eneste år.

En simpel regel

Måske var det på tide at indføre en simpel regel. Når kommunen sparer på kernevelfærden, gennemgår man også de kommercielle enheder. Ikke for at lukke dem. For at stille det ene spørgsmål, som enhver bestyrelse i en privat virksomhed ville stille: Kan det gøres for halvdelen? Kan lederens løn forsvares mod benchmark? Kan markedsføringen skæres ned, uden at det rører omsætningen?

Det kan være, svaret er nej. Men spørgsmålet skal stilles. Og det skal stilles, før man beder om den næste besparelse i ældreplejen.

For ellers risikerer vi, at ordet »besparelse« betyder noget forskelligt alt efter, hvor i kommunen man arbejder. For nogle betyder det lukkedage, fyringer og færre hænder. For andre betyder det en samtale om, hvorvidt næste års markedsføringskampagne skal være på 2,8 eller 3,1 millioner.

Det er ikke økonomi. Det er prioritering. Og prioritering er politik.

På valgdagen den 24. marts 2026 tog to af AVISENs redaktører til Christiansborg for at opleve, observere, dokumentere og rapportere fra valgaftenen på Borgen. Mens regeringsforhandlingerne stadig er i sine indledende faser i kølvandet på valgets resultat og dets efterdønninger, er der nu tid til at reflektere over valgaftenens forløb, indhold og indtryk, som vi i dag står tilbage med fra denne »festaften« for demokratiet. Og der er mange interessante iagttagelser at komme ind på. Det er blevet til en artikelserie i tre akter, for at blive lidt længere i dramaturgimetaforen fra tidligere samfundsanalyser. Her kommer 1. akt, som vi har valgt at kalde, iscenesættelsen.

Ankomsten

Turen over Lillebæltsbroen, Fyn, Storebæltsbroen og Sjælland foregik i let regn sidst på eftermiddagen d. 24. Trafikken var flydende, og med en enkelt kaffepause undervejs nåede vi ind i hovedstaden Københavns centrum kl. ca. 18.30. Valghandlingen var stadig i gang frem til kl. 20. For at være på den sikre side parkerede vi bilen tæt ved Politigården. P-skiven blev sat og elektronisk registreret. Fotoudstyret blev taget ud af bilen og fordelt, og vi begyndte vandringen mod Borgen. Den lette regn var stilnet af, og gåturen gik gennem et øjensynligt helt normalt bybillede for en storby.

Via Niels Brocks Gade, forbi Glyptoteket på venstre hånd, nåede vi frem til Christiansborg, drejede til venstre ad Frederiksholms Kanal og til højre ad Vindebrogade langs Thorvaldsens Museum og Christiansborgs Slotskirke, forbi rytterstatuen af Kong Frederik 7. på Christiansborgs Slotsplads.

Først her konstaterede vi, at noget ikke var, som det plejer at være på en normal tirsdag i marts. Hen imod indgangen til Rigsdagsgården var der en let strøm af velklædte mennesker, og dele af politiets ryttersektion var placeret ved indgangen til Rigsdagsgården. Sammen med flere bevæbnede, gående politifolk overvågede de pladsen og situationen. Vi følte os helt trygge.

Den traditionelle opstilling af pressefolk, sikkerhedsfolk og folketingsbetjente på hovedtrappen foran indgangen til Christiansborg var for længst på plads. De særligt indbudte (VIPs) var så småt på vej op på Borgen. Vi skulle dog ind ad sideindgangen (»køkkendøren«) til højre for hovedindgangen. Her blev vi mødt af en venlig folketingsbetjent, som tjekkede vores pressekort, guidede os ind til sikkerhedstjekket og ønskede os en god aften. Sikkerhedstjekket var omhyggeligt og bestemt. Alt skulle tjekkes, og intet blev overladt til tilfældighederne.

Vi var nu ankommet backstage i forhold til publikum ude bag de mange tv-skærme og kanaler rundt omkring i landet. I garderoben, som mindede mig om en miniudgave af hovedbanegårdens garderobe, efterlod vi overtøj og det fotoudstyr, som vi umiddelbart ikke skulle bruge under 1. akt.

Iscenesættelsen

Vi bevægede os herefter op ad den smalle trappe til Forhallen, »hovedscenen« og til »de 5 mindre scener«. For kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at indrette »valgfest« i nogle af de større sale/lokaler på Borgen. Socialdemokratiet i Fællessalen, Venstre i Landstingssalen, Danmarksdemokraterne i lokaler ved siden af Snapstinget, Borgernes Parti i Snapstinget og Dansk Folkeparti nærmest symbolsk, som valgets store sejrherre, i party-telt i Indre Gård. De 7 andre partier var ikke på Christiansborg denne aften. De havde valgt at holde valgfest andre steder i København, hvilket satte en underlig dæmper på udfoldelsen af demokratiets festdag på tværs af partiskel i magtens centrum, Christiansborg. Dette blev senere understreget af aflysningen af den traditionelle partilederdebat efter valgresultatets offentliggørelse. »Forestillingen« var reduceret og delt ud på endnu flere scener i forhold til tidligere.

Folketinget angiver på deres hjemmeside, at »omkring 2500 gæster og pressefolk deltog i den traditionsrige valgaften« på Christiansborg. Ca. 500 pressefolk var akkrediteret, heraf ca. 20 udenlandske medier.

Forberedelserne har været omfattende for de mange forskellige aktører, der har været involveret heri. Cirka 130 medarbejdere fra Folketingets Administration var på arbejde og hjalp med den praktiske afvikling. Hertil kom øvrigt sikkerhedspersonale, politi, beredskab og andre betydningsfulde myndigheder, som skulle sikre, at alt foregik i et elegant styret kaos med nøje indøvede og koordinerede adfærdsmønstre, som jeg vender tilbage til i 2. akt.

De danske medier var naturligvis talstærkt til stede. DR var dog kun til stede i form af mindre tv-teams og bevarede sin hovedbase på hjemstationen. TV2 sendte derimod direkte fra det etablerede studie i Vandrehallen hele valgaftenen. Dette gav en unik lejlighed til at studere TV2s backstage, både når »skuespillerne« (tv-værterne og kommentatorerne) var på live og ikke var på.

Det asymmetriske informationsspil, som Erving Goffman omtaler i sin Impression Management teori, og de fem karakteristiske hemmelighedstyper, som foldede sig ud Back Stage, var synligt for alle 2500 gæster hele aftenen.

Her skete der mange maskeskift, ingen nævnt, ingen glemt. For en af de sorte eller måske strategiske hemmeligheder mellem pressen er, at man ikke sætter fokus og/eller stiller skarpt på pressen, når den samlede forestilling går i luften. Her lægger der sig et usynligt tæppefald mellem front stage og en fiktiv back stage, som også understøttes af andre uskrevne regler.

En forholdsvis ny hovedaktør, »influencerne«, var stærkt dominerende denne gang, både front stage og back stage. Et hav af mobiltelefoner, smartphones og alle mulige typer af kameraer var på arbejde hele valgaftenen. Og det gjorde, at der i forhold til tidligere ikke kun afspillede sig forestillinger fra »gammelmedierne« og de lokale tv-stationer, men fra et hav af miniforestillinger med hver sin vinkel og hvert sit indhold, aktører og tilskuere. Et multiplum af interrelaterede forestillinger, et ægte totalteater.

Et multiplum af interrelaterede forestillinger. Et ægte totalteater.

Så var der naturligvis også politikerne og de politiske embedsfolk, spindoktorerne og hjælperne, samt ikke mindst repræsentanter fra ungdomspartierne, der var tildelt og spillede helt særlige roller i forestillingen. Politikergruppen bestod både af de politisk opstillede kandidater, netop afgåede og tidligere folketingsmedlemmer, som blev draget af »savsmuldet i manegen«, og den helt særlige stemning og specielle spænding, der var på spil for den enkelte opstillede folketingskandidat, »Bliver jeg valgt eller vraget?«.

Først langt henne i valgfesten, og for manges vedkommende først dagen efter, når mandaterne er talt op og det enkelte folketingsmedlem er fundet, sker forløsningen, »Jeg kom ind«, eller nedturen, »Det gik ikke«. Det er svært for os andre, udenforstående, at forestille os, hvilke vilde tanker og følelser der løber igennem den enkelte kandidat sådan en aften.

Også AVISENs to redaktører var velforberedte og havde strategien klar til at glide ind i hovedforestillingen. Selv om vi kun udgjorde under 0,1 % af det samlede antal aktører, ønskede vi at få gode observationer og reportager med hjem. Vi foretog efter ankomsten til Christiansborg derfor en taktisk og strategisk rekognoscering rundt på Borgen for at lokalisere hotspots og kontakte nogle af de lokalt opstillede kandidater fra Fredericia, som var på Borgen.

Og her slutter 1. akt, og 2. akt, »Opførelsen«, kan begynde og kommer i næste artikel.

Overgangen mellem 1. og 2. akt i forestillingen om valgaftenen d. 24. marts 2026 var flydende. Alligevel karakteriseres 2. akt ved opførelsen af nogle helt særlige adfærdstræk og gentagende adfærdsmønstre, hvori alle involverede aktører og »skuespillere« deltager. Træk og mønstre, som rammesætter den demokratiske proces yderligere og tydeliggør festaftenens betydning for, hvilket indtryk vi som borgere, politikere og medier kommer til at stå tilbage med i den efterfølgende regeringsdannelsesperiode og tiden derefter.

De sidste forberedelser

De sidste forberedelser bliver gjort, så ankomsten af partilederne kan foregå præcist, koordineret og gnidningsløst. Timingen mellem de mange forskellige aktører i forestillingen er vigtig. Aftalerne mellem de større medier (TV2 og DR) synes for længst afklaret, kun et kamerahold inden for passageafspærringerne, som kan følge politikerne op ad trapperne til højre og venstre til salene/lokalerne. Optagelser, som kan deles live, mens de foregår.

Pressen finder sine positioner i hallerne, salene og på gangene i Christiansborg. De har tæt kontakt med kollegaerne på selve hovedtrappen uden for Borgen og de hold, der følger politikerne på vej til Borgen og får information om, hvilke politikere der er på vej hvornår. De allervigtigste politikeres vej til Christiansborg følges naturligvis live med droner, som nu for alvor har afløst de tidligere velkendte helikoptere eller efterfølgende tv-vogne.

Inden for foregår »forestillingen« i flere afsnit. Et for hver partileders ankomst. Afsnit, der er mere eller mindre identiske. Jo højere politikeren er i det politiske hierarki, jo senere ankomst, jo tættere bliver sikkerheden, afspærringerne, og jo mere intens bliver pressens jagt på det helt rigtige billede og interview.

Et stykke tid før hvert afsnit af forestillingen løber af stablen, positionerer de involverede aktører sig ud fra den anviste rute (afspærret med røde bånd) og destinationen for den enkelte partileder, partiets valgfestlokation. Tæt omkring partilederen dannes den aftalte kortege og sikkerhedszone. Aktørerne følger præcist forestillingens drejebog og fastlagte koreografi. Og selv om det for udenforstående kan se kaotisk og turbulent ud, er der mening i den helt særlige form for koreograferet og tætte »fællesdans«, som de involverede parter interagerer med hinanden i.

Partilederne ankommer og taler

Morten Messerschmidt ankom kl. ca. 20.46 i Forhallen og blev mødt af pressen og de mange feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 20.50, til stor jubel i Dansk Folkepartis partytelt i Indre Gård, sin sejrstale med ordene: »Kære venner. Dansk Folkeparti er tilbage. Det er den største fremgang, jeg kan mindes. Og det er et kæmpe rygstød for danskerne i forhold til det projekt, som vi satte i søen i fællesskab for en 3-4 år siden, imens vi har set en regering …«

Det endelige valgresultat viser, at Dansk Folkeparti går fra 5 til 16 mandater (fra 2,6 % til 7,5 %). Det svarer til en stemmemæssig fremgang på 288,5 %, altså næsten en tredobling.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Kenneth A. Howery, kigger forbi til et kort besøg ved kl. 22-tiden. Ambassadøren bliver bl.a. mødt af miljøminister Magnus Heunicke, Socialdemokratiet, og vises rundt på Borgen.

Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne ankom kl. ca. 22.13 i Forhallen og blev også mødt af feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 22.18 sin valgtale i lokaler ved siden af Snapstinget med ordene: »Tak for det. Tak, venner. Tak for den kæmpe, kæmpe, kæmpe indsats, I har gjort hver og enkelt. Jeg synes simpelthen, at det er fantastisk. Og det er jo rigtigt. Vi er gået en lille bitte smule tilbage, men det er altså relativt tæt på vores seneste valgresultat.«

Det endelige valgresultat viser dog, at Danmarksdemokraterne går fra 14 til 10 mandater (8,1 % til 5,8 %). Det svarer til en stemmemæssig tilbagegang på 28,4 %.

Troels Lund Poulsen ankom i Forhallen sammen med næstformanden fra Venstre, Stephanie Lose, kl. ca. 23.55. De blev mødt med høje tilråb og jubelsang fra Venstres ungdomsorganisation, og Troels Lund Poulsen indledte omkring kl. 23.59, under fortsat jubelsang fra ungdomsorganisationen, sin valgtale i Landstingssalen.

Ambitionen om at blive det største blå parti var blevet indfriet, men valgresultatet er det dårligste nogensinde i partiet Venstres historie. En tilbagegang fra 13,3 % ved sidste folketingsvalg i 2022 til 10,1 % denne gang. Det svarer til en stemmemæssig tilbagegang på 24,1 %, fra 23 til 18 mandater.

Lars Boje Mathiesen ankom kl. ca. 00.17 i Forhallen. Han kom ikke ind ad den sædvanlige højre dør som de andre, men ind ad den venstre indgang forbi folketingsbetjentenes »kommandocentral« i midten. Lars Boje blev mødt af en talstærk skare af Borgernes Partis ungdom, og han indledte sin valgtale i Snapstinget omkring kl. 00.22.

Statsministeren ankommer og taler

Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, ankom kl. ca. 00.59 i Forhallen og fortsatte hurtigt til højre op mod Fællessalen og blev mødt af en begejstret, propfyldt sal, hvor partiets ungdomsorganisation råbte: »Mette, Mette, Mette« og andre traditionelle, socialdemokratiske slagord.

Kun ca. 2 min. efter ankomsten i Forhallen indledte Mette Frederiksen, omkring kl. 01.01, sin valgtale i Fællessalen. Dette års valgresultat var Socialdemokratiets værste i 123 år. Ikke siden 1903, hvor procenten var nede på 20,5 %, har vælgertilslutningen været så lav som ved valget den 24. marts 2026.

Dette års valgresultat var Socialdemokratiets værste i 123 år

Tilbagegangen fra sidste valg 1. november 2022 på 5,6 procentpoint bliver dog behændigt pakket ind i en fortælling om en tilbagegang på kun 4 % i forhold til forrige valg fra 2019 (48 mandater). Reelt er det dog en procentmæssig tilbagegang på 20,4 %, altså et tab på lidt over 1/5 af partiets tidligere stemmer. Fra 27,5 % til nu 21,9 %. Et tab på 12 folketingsmandater, fra 50 (ved valget i 2022) til nu 38 mandater.

Valgfesten er ovre, vi går alle hjem

Efter partiledernes valgtaler slutter valgfesterne hurtigt rundt omkring på Christiansborg. Valget er afgjort. Den traditionelle afslutningsdebat gennemføres som tidligere nævnt ikke denne gang. Kun hos Dansk Folkeparti og Borgernes Parti synes deres positive valgresultater at kunne give mere lyst til at fortsætte. Deadline for valgfestens afslutning var dog fastlagt af Folketingets administration til senest kl. 02.

Mange flere berigende episoder kunne der berettes om fra valgaftenen på Borgen. Det vender jeg tilbage til i 3. akt. Fraværet af de 7 andre opstillede partier har helt sikkert flyttet noget af den tidligere traditionelle valgfest på Borgen til en valgaften ude bag tv-skærmene. Selv om demokratiets festdag dermed er blevet mere fragmenteret, må vi glæde os over, at der ikke, så vidt jeg ved, var grund til og blev talt et ord om valgsvindel eller større påvirkningsforsøg fra fremmede magter.

Hermed slutter 2. akt, og 3. akt, »Eftertanker om det danske demokratiske valg«, kan begynde og kommer i 3. artikel, der afslutter miniserien om valgaftenen den 24. marts 2026.

Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet ud i Christiansborgs sale og gange. Oprydningen gik hurtigt i gang, og enkelte kulisser stod tilbage som tavse vidner om, at demokratiets festdag endnu engang var blevet gennemført med præcision, alvor og en helt særlig form for højtidelig uro.

3. akt var ikke formet på forhånd. 3. akt blev bevidst og ubevidst overvejet og formet undervejs: både før, under og efter 1. akt, Iscenesættelsen, og 2. akt, Opførelsen. 3. akt er på flere måder forskellig fra 1. og 2. akt. Den væsentligste er, at 3. akt aldrig slutter, men fortsætter i en uendelig række af loops, der lukkes, og nye åbnes. Nye eftertanker vil vedblive med at dukke op, også fra 1. og 2. akt. Men samtidig er 3. akt en forlængelse og fortsættelse af 1. og 2. akt.

Men det er ofte først, når lyset dæmpes, og tæppefaldet er sket, at forestillingens egentlige betydning træder frem.

I denne 3. akt handler det om noget andet. Ikke om endnu en genfortælling af valgaftenens forløb, men om spørgsmålet: Hvad stod tilbage, da forestillingen var slut? Hvad fortalte valgaftenen os om tilstanden i det danske demokrati? Og hvad bør vi som borgere tage med os, når tæppet er faldet, og den egentlige politiske opgave først begynder?

Når salen tømmes

På vej ud fra Christiansborg sent på natten og ud gennem det københavnske natteliv var det ikke først og fremmest de højeste jubelråb, der stod tilbage i erindringen. Det var snarere kontrasten mellem aftenens tætte dramaturgi og den pludselige stilhed bagefter.

For få timer tidligere havde alt været i bevægelse. Pressefolk og fotografer havde positioneret sig. Sikkerhedsfolk, folketingsbetjente og embedsfolk havde holdt den praktiske koreografi stram. Politikere, partifolk, spindoktorer, tidligere ministre, ungdomsorganisationer, kommentatorer, gæster og influencere havde alle haft deres roller i en samlet forestilling, hvor selv de tilsyneladende tilfældige bevægelser ofte viste sig at være del af et større mønster.

Men når sådan en aften ebber ud, sker der noget særligt med blikket. Det bliver roligere. Mere præcist. Mindre påvirket af lyden, lyset og de mange simultane indtryk. Og netop derfor bliver det muligt at se noget, som let forsvinder midt i opførelsen: at valgaftenen ikke kun var et billede på demokratiets vitalitet, men også på dets voksende fragmentering.

Det er ikke et argument for nostalgi. Ikke et suk efter en fortid, som måske i virkeligheden heller aldrig var så samlet og gennemsigtig, som vi i dag kan bilde os ind. Men det er en konstatering af, at noget har ændret sig i det demokratiske rum. Noget i formen. Noget i rytmen. Noget i vores fælles måde at være til stede på i den samme politiske fortælling.

Et mindre fælles rum

Noget af det første, der gjorde indtryk på mig allerede i 1. akt, var, at kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at holde valgfest på Christiansborg. De øvrige 7 partier havde valgt andre steder i København. Det er der naturligvis mange praktiske og politiske forklaringer på. Men symbolsk er det ikke uden betydning.

For Christiansborg er ikke bare en bygning. Christiansborg er, på godt og ondt, det fysiske og institutionelle centrum for det danske folkestyre. Når en stadig mindre del af valgaftenens samlede politiske liv udfolder sig netop dér, siger det noget om det fælles demokratiske rum. Det bliver mindre samlet. Mindre fælles. Mindre ceremonielt forankret i det sted, der ellers burde være hele folkestyrets hus.

Aflysningen af den traditionelle partilederdebat på Borgen efter valgresultatets offentliggørelse understregede dette yderligere. Også den havde selvfølgelig sine praktiske og taktiske forklaringer, fx at partilederdebatten dagen efter i Publicistklubben blev fastholdt. Men som symbol var den vanskelig at overse. For den afsluttende partilederdebat har tidligere fungeret som et slags fælles efterritual, et sidste møde mellem de centrale aktører i samme rum, hvor valgets umiddelbare dom kunne modtages, deles og fortolkes under nogenlunde fælles betingelser.

Demokratiet lever ikke kun af stemmeafgivning og mandatfordeling. Det lever også af fælles fortolkningsrum.

Et multiplum af forestillinger

Samtidig blev det tydeligt, at det fælles rum ikke blot er blevet mindre; det er også blevet mere komplekst.

Valgaftenen udspillede sig ikke alene i Fællessalen, Landstingssalen, Snapstinget, Indre Gård eller i de tilstødende gange. Den udspillede sig også på mobilskærme, i direkte tv-transmissioner, i korte videoklip, på sociale medier, i influenceres livesendinger og i et utal af små parallelle udsendelser med hver deres vinkel, rytme og publikum.

Det var med andre ord ikke kun »gammelmediernes« forestilling. Det var et multiplum af interrelaterede forestillinger. Set i lyset af Erving Goffmans dramaturgiske teori er det en væsentlig pointe. Front Stage er ikke længere én scene. Back Stage er ikke længere ét afgrænset rum. Outside er ikke længere en passiv zone, hvor de udenforstående blot betragter begivenhederne på afstand. I dag er »de udenforstående« selv aktive medproducenter af forestillingen. De filmer, deler, kommenterer, sammenligner og omfortolker i realtid.

Det har en demokratisk styrke. Flere kan komme til orde. Flere vinkler bliver synlige. Flere lag af virkeligheden slipper igennem.

Men det har også en pris. For når opmærksomheden spredes på så mange samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde et fælles blik. Vi ser ikke længere nødvendigvis det samme. Vi oplever ikke længere nødvendigvis den samme rækkefølge. Vi drager ikke nødvendigvis de samme konklusioner ud fra de samme hændelser.

Fortællingen efter dommen

Noget af det mest interessante ved valgaftenen var ikke blot resultaterne i sig selv og spredningen af stemmerne på de 12 indvalgte partier, men den hastighed, hvormed partilederne forsøgte at definere, hvad resultaterne skulle betyde.

Det er i sig selv ikke mærkeligt. Tværtimod. I politik begynder kampen om fortolkningen ofte i samme sekund, tallene tikker ind. Valgaftenen er derfor ikke blot en måling af vælgernes dom; den er også et intenst forsøg på at forme dommens betydning.

Hos Dansk Folkeparti var der en tydelig sammenhæng mellem resultat og fortælling. Den store fremgang gjorde det muligt for Morten Messerschmidt at tale ind i en reel triumf. Her passede Front Stage og de faktiske tal godt sammen. Forestillingen havde et troværdigt forhold til den målbare virkelighed.

Hos Borgernes Parti var fortællingen en anden, men lige så tydelig: outsideren, der trods hån, tvivl og modstand alligevel brød igennem. Også her var der en indre sammenhæng mellem rollen, retorikken og den oplevede sejr.

Mere komplekst blev det hos andre. Inger Støjberg formulerede tilbagegangen som »en lille bitte smule« og placerede dermed partiets valgresultat i en fortælling om fortsat styrke og robusthed. Troels Lund Poulsen kunne med rette glæde sig over, at Venstre blev det største blå parti, men samtidig var resultatet historisk svagt for netop Venstre. Og hos Socialdemokratiet blev et af partiets dårligste valg i nyere tid pakket ind i fortællingen om fortsat at være danskernes foretrukne parti.

Her er det fristende at nøjes med at tale om spin. Men det ville være for letkøbt. For i Goffmans perspektiv er dette ikke blot manipulation. Det er også et nødvendigt led i teamets opretholdelse af situationens definition.

Demokratiets styrke, trods alt

Midt i disse kritiske iagttagelser er det vigtigt at holde fast i noget andet, som også stod tilbage efter valgaftenen.

Der blev, så vidt jeg ved, ikke sat spørgsmålstegn ved selve valghandlingens legitimitet. Der blev ikke talt om valgsvindel. Ikke om manipulerede stemmer. Ikke om et system, der grundlæggende havde mistet sin ret til at dømme. Det er i sig selv en demokratisk styrke.

I en tid, hvor flere demokratier omkring os kæmper med langt mere grundlæggende erosion af tillid til selve valgprocessen og demokratiet, er det ikke nogen lille ting, at den danske valgaften, trods al fragmentering, trods alle strategiske iscenesættelser og trods alle de konkurrerende fortællinger, stadig hviler på en grundlæggende accept af, at resultatet var resultatet.

Det bør vi aldrig tage for givet.

Når tæppet falder, og lyset slukkes

Eftertanken begynder derfor for alvor først nu. Ikke fordi valgresultatet skal omgøres eller bortforklares. Ikke fordi forestillingen var falsk, og alt bag scenen nødvendigvis er mere ægte. Men fordi enhver valgaften kun er et øjeblik i et længere demokratisk forløb. Når tæppet falder, begynder arbejdet med det, der skal bære samfundet videre bagefter.

Valgaftenen 2026 viste et demokrati, der stadig har ritual, alvor og symbolsk kraft. Men den viste også et demokrati, hvis fælles rum er blevet mindre, mere fragmenteret og mere afhængigt af konkurrerende former for impression management.

Det forpligter ikke kun politikerne. Det forpligter også os som borgere.

For vores fælles opgave er ikke blot at lade os underholde, begejstre eller provokere af forestillingen. Vores opgave er at fortolke den. At spørge, hvem der efter applausen faktisk kan skabe sammenhæng, fællesskab og handling. Hvem der kan bære mere end en rolle. Hvem der kan omsætte ord til ansvar og handling.

Valgaftenen er slut. Eftertanken fortsætter.

Resultatet af de igangværende regeringsforhandlinger vil forhåbentlig give os en samlet overordnet fortælling, der vil give mening for de fleste af os, også i fremtiden.

Denne samfundsanalyse blev offentliggjort i ugerne op til Folketingsvalget den 24. marts 2026 og er her optrykt uændret som baggrund for trilogien om valgaftenen.

I den seneste samfundsanalyse skrev jeg om »Hvordan genskaber vi en meningsfuld verden anno 2026?, Fra eksistentiel diagnose til konstruktiv handling«. Den var skrevet umiddelbart før Folketingsvalget blev udskrevet d. 26. februar, og udgivet d. 01. marts, få dage efter. Analysens måske vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl og Karl E. Weick, de to teoretikere, som jeg anvendte, var, at Frankl mente, at »genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig, selv når verden føles kaotisk«.

Valgets udskrivelse fik mig til at stoppe op og stille spørgsmålet: Hvordan kan vi som borgere bruge denne tese og dette teoretiske baggrundstæppe midt i en hektisk, kaotisk og uoverskuelig valgkamp?

To teorier, der mødes, og tilsammen peger fremad

For at forstå, hvad mening er, og hvordan vi skaber den, tager jeg fortsat afsæt i de to tidligere omtalte og anvendte tænkere, der sjældent sættes sammen, men som supplerer hinanden med næsten påfaldende præcision: den østrigske psykiater Viktor Frankl og den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick.

Viktor Frankl overlevede Auschwitz og Dachau og vendte derfra tilbage med en erkendelse, der er mere aktuel end nogensinde: At det ikke er omstændighederne, der bestemmer et menneskes indre frihed, men de valg, vi træffer i mødet med omstændighederne.

»Mennesket har alt fra sig taget, alt undtagen én ting: den sidste af de menneskelige friheder, friheden til at vælge sin holdning under enhver omstændighed, friheden til at vælge sin egen vej.«

Frankl beskriver tre veje til mening: At skabe noget af værdi, at opleve noget eller nogen af dybde, og, den sværeste, at vælge sin holdning i mødet med lidelse og begrænsning. Det er ikke en passiv eller nostalgisk filosofi. Det er en radikal påmindelse om, at mening ikke er noget, vi finder, men noget, vi aktivt skaber og bærer ansvar for.

Karl E. Weick tilfører en anden og komplementerende dimension. Hans begreb sensemaking, meningsskabelse, beskriver den proces, hvorigennem mennesker og organisationer fortolker og reagerer på en kompleks og tvetydig virkelighed.

Frankl giver os det individuelle meningsansvar. Weick viser os, at mening altid skabes i et socialt rum. Tilsammen udgør de et stærkt fundament for det, vi kan kalde meningsfulde liv i en meningsfyldt verden.

Modellen: Mening i Bevægelse

På baggrund af disse to teorier og mine egne ledelseserfaringer foreslår jeg en model med tre sammenvævede elementer, en model, jeg kalder Mening i Bevægelse.

M, Mennesket er udgangspunktet. Det enkelte menneske bærer et unikt potentiale og et reelt ansvar for at fortolke og handle. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker med os, men vi kan altid vælge, hvad vi gør med det, der sker.

F, Fællesskabet er det rum, hvori mening tager form. De fælles fortællinger, vi bærer og vedligeholder i fællesskabet, hvad enten det er familien, arbejdspladsen eller lokalsamfundet, afgør, om vi oplever livet som sammenhængende eller fragmenteret.

H, Handlingen binder de to første elementer sammen. Mening opstår ikke altid før handling, men ofte igennem den.

Spørgsmål til politikerne, og til os selv som borgere

Vi er i disse uger vidne til et dansk Folketingsvalg, og de politiske partier konkurrerer om vores stemmer med programmer, løfter og dagsordener. Men som borgere har vi ret til, og ansvar for, at stille et grundlæggende spørgsmål, der sjældent stilles højt nok i en valgkamp:

»Hvilken fortælling om Danmark tilbyder I, og hvad er jeres svar på det voksende behov for mening, sammenhæng og fællesskab i vores samfund?«

Det er ikke et spørgsmål om økonomi, enkeltsager eller velfærdsbudgetter alene. Det er først og fremmest et spørgsmål om, hvilken vision for det menneskelige liv, det danske samfund skal bære og blive bære- og væredygtige af.

Weick minder os om, at de fælles fortællinger, et samfund bærer, former den virkelighed, vi lever i. Frankl minder os om, at ansvaret for mening ikke kan delegeres til politikerne, det begynder hos os selv. Men politikerne kan enten understøtte eller undergrave de betingelser, der gør meningsfulde liv mulige.

Lad os som borgere kræve svar. Og lad os stille spørgsmålene ikke blot til kandidaterne, men også til os selv. Og gør det sidste først.

»Når du først ved, hvor du selv står og vil hen, og når du ved, hvad der giver mening for dig selv og dine nærmeste, så ved du også, hvor krydset skal sættes.«

Denne samfundsanalyse blev offentliggjort i de sidste dage før Folketingsvalget den 24. marts 2026 og er her optrykt uændret som baggrund for trilogien om valgaftenen.

I slutningen af i den danske valgkamp anno 2026, som af mange betegnes som hektisk, kaotisk og uoverskuelig, og hvor mange endnu ikke ved, hvor de vil sætte deres kryds, hverken på parti eller kandidat, er det på høje tid til, ikke at dvæle ved spørgsmålet om hvorfor, men om hvordan vi, som ganske almindelige borgere i Danmark, alligevel kan få et bedre klarsyn på, hvad og hvem vi med fordel kan stemme på den 24. marts 2026.

Det »glemte« valgtema

I mine seneste samfundsanalyser har jeg forsøgt at komme tættere på, hvordan vi som borgere kan styrke vores egen beslutningskraft til at træffe valget, »hvor krydset skal sættes« d. 24. En beslutningskraft ud fra den enkelte borgerens egne overbevisninger, overvejelser og forestilling om et meningsfuldt liv. Ikke om de mange enkelte og usammenhængende valgtilbud, som partierne lægger frem dagligt med det ene overbud efter det andet (Ask Rostrup nævnte på Tv2 forleden, at vi nu var oppe på 86 forslag).

Nej, det drejer sig om et valgtema om sammenhængende fremadrettet vision, en mere konkret retning og strategi for den kommende valgperiode i op til 4 år.

Det handler om, hvordan kan vi dreje valgdebatten henimod besvarelse af spørgsmålene: »Hvad er egentligt meningen med livet i det danske kongeriges demokrati i dag og i fremtiden?«, og det begynder med at afklare spørgsmålet om, »Hvordan forstår vi egentlig begrebet demokrati i en dansk kontekst?«

»De indre dæmoner«

Under overfladen i fortællingen om det danske demokrati ligger strømninger af, hvad jeg vil kalde for »det danske demokratis indre dæmoner«. Vi kunne også kalde dem for »det danske demokratis indre fjender« i modsætning til »vores ydre fjender«, som vi ofte hellere vil tale om, men ikke »de indre fjender«, »De indre dæmoner«.

Ved »det danske demokratis indre dæmoner« forstår jeg de underliggende forhold, som hæmmer os, holder os fastlåst og holder os væk fra at videreudvikle vores demokratiske samfund ud fra vores ønsker om at skabe meningsfulde liv.

De »indre dæmoner« er vokset frem og har udviklet sig over mange årtier. De kommer til udtryk i forskellige former for styringsmekanismer, politikker og strategier, der lag på lag og i stadig stigende grad hæmmer, tilsidesætter og dermed nedbryder de oprindelige idéer og tanker om udviklingen af den bedst mulige demokratiske styreform.

Hvilke dæmoner skal vi tage fat på?

Nogle af de indre dæmoner, som jeg umiddelbart tænker, at vi bør tage fat på, handler om:

Den stigende meningsløshed i samfundet. Magtens og magtfuldkommenhedens sande ansigter. Uærlighedens og illoyalitetens snærende bånd. Utroværdighedens og mistillidens ødelæggende karakter. Forestillingen om »vi/jeg alene vide«, kun én model af verden. Lov- og bureaukrati-epidemiens utæmmelighed.

Det handler grundlæggende om at få styr på vores fælles værdier og overbevisninger om verden omkring os, så de indre dæmoner stille og roligt visner bort i takt med, at vi italesætter, definerer og styrker vores fælles værdier og overbevisninger, og handler ud fra dem.

Behovet for en ny grundlæggende demokratidebat

Jeg er overbevist om, at muligheden for at opløse og/eller i det mindste tæmme »de indre dæmoner« ligger i at få italesat og få igangsat en ny grundlæggende debat om udviklingen af vores demokrati.

En revitalisering af den demokratiske samtale, hvor vi begynder med at redefinere, hvad vi forstår ved begrebet demokrati i dag. Dernæst en demokratisk samtale om reformulering af vores fælles værdisæt og overbevisninger. Først derefter og med det grundlag kan den demokratiske samtale gå videre med form og indhold af fremtidens demokratiske styreform og indhold.

Det er ikke noget, vi kan klare på 4 ugers hektisk valgkamp.

Nej, det er noget, som vi må tage fat på i den kommende valgperiode.

Denne samfundsanalyse blev offentliggjort i ugen op til Folketingsvalget den 24. marts 2026 og er her optrykt uændret som baggrund for trilogien om valgaftenen. Erving Goffmans dramaturgiske teori danner det teoretiske fundament, trilogien trækker på.

Et Folketingsvalg er et af demokratiets mest koncentrerede øjeblikke. I løbet af få uger skal partier og partiledere overbevise vælgerne om, at netop de fortjener magten. Men hvad ser, hører og føler vi egentlig, når vi følger en valgkamp? Politikernes sande overbevisninger, eller en nøje tilrettelagt forestilling, hvor hvert ord, hver gestus og hvert pressemøde er koreograferet præcist for at skabe et bestemt indtryk?

Den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) ville svare, at spørgsmålene er forkert stillet. For i Goffmans verden er al menneskelig interaktion performance, en kontinuerlig proces, hvor vi forsøger at styre det indtryk, andre danner sig af os. Det gælder i hverdagens samtaler, på arbejdspladsen, i familien. Og det gælder i allerhøjeste grad i politik og det forstærkes, når der er blæses til valgkamp.

Det teoretiske afsæt, Goffmans dramaturgiske verden

Erving Goffman beskrev sin teori i bogen »The Presentation of Self in Everyday Life« fra 1956. Bogens grundlæggende argument er enkelt og radikalt: Al menneskelig interaktion kan forstås som teater. Vi er alle performere, der optræder for et publikum, og vi forsøger alle, bevidst eller ubevidst, at styre det indtryk, vi afgiver og efterlader.

Front stage er den scene, hvor forestillingen opføres for publikum. Her kontrollerer performeren sin fremtoning, sit sprog og sine gestikker. Backstage er rummet bag scenen, hvor forberedelserne sker, hvor maskerne kan falde, og hvor teamet bag forestillingen frit kan tale uden publikums blikke. Outside er den zone, der hverken er scene eller bagscene, det rum, hvor helt andre regler gælder, og hvorfra de »udenforstående« observerer.

Performance er den aktivitet, en person udfolder foran observatører med henblik på at påvirke deres opfattelse. Goffman skelner her mellem det, performeren bevidst »gives«, den verbale kommunikation, de formulerede budskaber, og det, performeren ubevidst »gives off«, de nonverbale signaler, kropssproget, tøven, et kort øjebliks irritation, som publikum ofte tillægger større troværdighed netop fordi de opfattes som ufrivillige.

Impression management er Goffmans overordnede betegnelse for alt det arbejde, der udføres for at kontrollere andres opfattelse. Idealisering er tendensen til at fremstille sig selv i overensstemmelse med samfundets anerkendte værdier snarere end med den faktiske virkelighed.

Forestillingen, Partiledernes front stage

En valgkamp er front stage i sin mest koncentrerede form. Alt, hvad partilederne gør i de offentlige rum, Tv-debatter, pressemøder, valgmøder, opslag på sociale medier, er performance i Goffmans forstand. Ikke nødvendigvis bevidst manipulation, men en konstant styring af det indtryk, der afgives.

Det afgørende i Goffmans perspektiv er distinktionen mellem det, der bevidst »gives,« og det, der ubevidst »gives off.« En partileder kan formulere et budskab om handlekraft og samarbejdsvilje, det er det, der »gives.« Men et kort øjebliks tøven, et irriteret blik mod en modstander, en ufrivillig gestus kan »give off« noget helt andet: usikkerhed, arrogance, foragt.

Og publikum, vælgerne, tillægger ofte disse ubevidste signaler større troværdighed end de formulerede budskaber.

Backstage, Det, der ikke skulle ses

Bag enhver valgkamp ligger en bagscene, der er mindst lige så intens som den offentlige forestilling. Det er her, strategierne lægges. Det er her, kampagneteamet diskuterer angrebslinjer mod modstanderne, tester budskaber, gennemgår meningsmålinger, forbereder partilederne til debatter og håndterer de kriser, der uundgåeligt opstår.

Goffman beskriver bagscenen som det rum, hvor performerne kan »slappe af, tage maskerne af og være mere sig selv, eller måske snarere tage andre masker på«. Det er en afgørende nuance. Bagscenen er ikke nødvendigvis stedet, hvor »sandheden« bor. Det er stedet, hvor en anden performance foregår.

The guarded passageway, den bevogtede adgangsvej mellem scene og bagscene, er i en valgkamp under konstant pres. Partierne investerer betydelige ressourcer i at kontrollere, hvad der slipper ud fra bagscenen. Men i den digitale tidsalder er denne kontrol blevet dramatisk vanskeligere at opretholde.

Outside, Borgernes og de sociale mediers nye magt

Goffman skrev sin bog i en tid, hvor kommunikation foregik ansigt til ansigt eller gennem massemedier med klare afsendere. Den digitale revolution har forandret dette fundamentalt. »Outside« er i dag det mest dynamiske rum i det politiske teater.

Disse »outside«-aktører kan i realtid dekonstruere politikernes impression management. Når en partileder afgiver et løfte i en Tv-debat, kan tusindvis af borgere inden for minutter finde og dele gamle klip, hvor den samme partileder sagde det modsatte.

I Goffmans terminologi har »outside«-aktørerne overtaget dele af den rolle, der traditionelt tilhørte dem, han kaldte bærere af »discrepant roles«, personer med adgang til information fra både scene og bagscene.

Impression management i den digitale tidsalder

Tre fundamentale forskydninger har ændret spillets betingelser.

For det første er bagscenen blevet mindre. Det digitale allestedsnærvær har gjort det næsten umuligt at opretholde et bagscenerum, der er fuldstændig afskærmet fra offentligheden.

For det andet har »outside« fået en eksplosiv magt. I Goffmans verden var de »udenforstående« passive. I den digitale virkelighed er de aktive medskabere af fortællingen.

For det tredje er tempoet i det dramaturgiske sammenbrud accelereret. I 2026 kan et dramaturgisk sammenbrud ske i løbet af en eftermiddag, ja, i realiteten få øjeblikke.

Konklusion, Hvad fortæller teatermetaforen os om demokratiet?

Goffmans dramaturgiske perspektiv afslører noget, som andre analytiske tilgange til politik ofte overser: at formen på den politiske kommunikation er uadskillelig fra dens indhold. Det er ikke nok at analysere, hvad politikerne siger. Vi må også analysere, hvordan de siger det, hvornår de siger det, hvem de siger det til, og, ikke mindst, hvad de ikke siger.

Goffman rejser et dybere spørgsmål, som rækker ud over det enkelte valg: Hvis al politik er performance, hvad betyder det så for demokratiet? Er vælgerne det taktfulde publikum, der høfligt opretholder illusionen, det, Goffman kalder »tact«, eller er de ved at forlade ”teatret” i frustration over, at forestillingen ikke længere føles troværdig?

Når impression management erstatter substans, når hemmeligholdelsen bliver vigtigere end åbenheden, og når bagscenens spil afgør mere end scenens debat, er det ikke bare demokratiets teater, der er i krise. Det er demokratiet selv.