Forside Debat Vi vil ikke styres fra København

Vi vil ikke styres fra København

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Af spidskandidat for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding

Det, der ikke er svært, skal være nært, hedder det kækt i Lars Løkke Rasmussens sundhedsudspil. Men ser man på, hvad omlægningen indebærer, er sandheden en anden. 3 professionelle bestyrelser skal styre alle landets sygehuse efter direkte ordre fra København. Det er da ikke nært? 

Sporene skræmmer. Skat blev flyttet fra kommunerne og inddrivelsen til Udbetaling Danmark, hvilket har betydet, der siden har været rod. Er det det, vi som patienter skal mødes af? At skat ikke bliver inddrevet handler ”kun” penge, men hvis de samme problemer med at få et nyt system op at stå og kommer til at ramme sundhedsområdet, taler vi menneskeliv og usikkerhed for alle patienter.

Lars Løkkes forgænger Anders Fogh Rasmussen sagde bl.a. i sin nytårstale 1. januar 2002, at vi ikke behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. Han sagde endvidere, at der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie, folkelige debat. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden – men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

Og her er jeg enig. Vi skal som borgere have retten til selv at vælge dem, der skal stå i spidsen for vores sundhedsvæsen og at kunne fyre dem efter et valg, hvis de ikke lever op til vore forventninger.

De, der udpeges direkte fra København, vil bruge al deres energi på at få et nyt system til køre og dermed tage kræfterne fra det. Det, der burde have Lars Løkkes opmærksomhed er mere sikkerhed lokalt i sundhedsydelserne for den enkelte patient.

DEL