SF foreslår at kommunen satser offensivt på solceller. Opsæt solcellepaneler på skolernes, plejecentrenes, Sundhedshusets og Rådhusets tagarealer, når man renoverer bygningerne i de kommende år. Også Idrætscentret og boligforeningernes ejendomme kan udnyttes til solenergi anlæg. Kommunen bør opfordre de store virksomheder i Danmark C til at opsætte solcellepaneler. Ved nye lokalplaner for erhvervs- og boligområder kan kommunen også indføre vilkår om, at der etableres solenergianlæg.  

Vi ved at der er planer om en solcellepark nord for Ydre Ringvej – fint nok. Som byrådskandidat mener jeg, at vi skal langt videre af den vej i den grønne omstilling. Jeg vil pege på to områder, hvor kommunen kan købe jord og lade en energivirksomhed drive solcelleparker:

1) Det åbne areal, der omgiver Ammoniakhavnen og afgrænses af Lyngsoddevej i syd og Ballevej i nord fra industriområdet i vest og ud til Lillebælt i øst.

2) Området fra Kolding Landevej i syd til Kongens Kvarter i nord og Audi i vest til Vejle Landevej i øst. 

Vi anerkender at Fredericia Kommune ikke er egnet til vindmølleparker på havet eller på landjorden. Der er for lidt havområde, og det er en ret lille kommune i areal. Men til sammen vil initiativerne med solcelleanlæg kunne give vedvarende strømforsyning til tusindvis af husstande samt mange virksomheder og offentlige institutioner. Hvad venter vi på?

Per A. Moos Laursen
Byrådskandidat for SF Fredericia
Lumbyesvej 4, 10. -2
7000 Fredericia

1 KOMMENTAR

  1. Når pædagogerne har stimuleret alle børn.
    Når de gamle er mætte af oplevelser og god mad.
    Når alle bleer er skiftet.
    Når alle psykiatriske patienter er anbragt og behandlet.
    Når alle sygeplejersker har afspadseret.
    Når ambulancer og læger har en acceptabel responstid.
    Når alle forbrydelser er opklaret, og de skyldige bag lås og slå med tilstrækkeligt personale.
    Når alle cykelstier er lappet.
    (fyld selv flere ting på)

    Så skal vi stadig ikke bruge tvangsinddrevne skattekroner på modediller!

    Hvor tror du at brændstoffet til din hellige strøm(bil) og din nat-forsinkede vaskemaskine kommer fra når det ikke blæser om natten, og det heller ikke har regnet (nok) i Sverige og Norge?

    Den moderne atomkraft er lige om hjørnet. Og til jer som tror det er noget med Tjernobyl…. Vær venlig at søge noget information.

    Hokeystaven er på vej!

Skriv en kommentar