For nylig aflagde jeg min gamle folkeskole et besøg. Desværre bleve det ikke en særlig god oplevelse. Jeg fik rig mulighed for at mindes hvordan det var at være elev der for knap 30 år siden – for alt for meget lignede sig selv. Det blev jeg noget trist over, for det er jo desværre et billede af tilstanden på vores folkeskoler i Fredericia kommune. Gamle, nedslidte, utidssvarende… og det er ærlig talt trist at det er sådanne rammer vi tilbyder vores børn, fundamentet for fores fremtid.

Det er et udtryk for at skiftende byråd gennem tiden har forsømt at vedligeholde de rammer der skal gøre Fredericias folkeskoler til en seriøs konkurrent til privatskolerne. Jeg glæder mig dog over at det nuværende byråd har fundet 340 millioner kroner til at starte renoveringen – og jeg glæder mig over at Socialdemokraterne blev talt fra deres prestige projekt med at bruge hoveddelen af de penge til en nyopført midtby skole. Men vi skal videre.. Det her må kun være starten. Hvis jeg får jeres tillid i stemmeboksen vil jeg arbejde stenhårdt i et nyt byråd for at vi finder flere penge – for langt fra alle skolerne er med i den her omgang, og vores børn fortjener altså bedre end det her vi byder dem nu.

Men det er ikke kun i de fysiske rammer vi skal investere. Det er også i det der foregår inde i folkeskolen. Trivslen skal forbedres, fagligheden skal i fokus og så skal vi altså sikre at vores børn får de rette tilbud. Inklusionen er gået for vidt i folkeskolerne i Fredericia. Vi skal væk fra at der skal sidde børn og gemme sig på bageste række og ikke få den hjælp de behøver. Vi skal investere i de rigtige tilbud og den rigtige hjælp til vores børn. Når Venstre gerne vil have folkeskole lærerne til at arbejde på samme niveau som de gør i de kommuner vi sammenligner os med er det jo ikke en spareøvelse, som vi bliver skudt i skoene, men et ønske om at kanalisere de penge videre til at kunne give et speciel tilbud eller et mellem tilbud til de børn der ikke kan fungere i en almindelig folkeskole.

Lad os nu sammen blive enige om at investere i vores børn. Det er fundamentet til vores fremtid. Vær modig og kig ned ad listerne når du står i stemmeboksen. Så får børnene en ny stemme i Fredericia byråd.

Venlig hilsen

Søren Schou

Ballesvej 11H

7000 Fredericia

Kandidat nummer 8 på Venstres liste