Af gruppeformand for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding

Den 28. marts havde Danmark brugt de ressourcer, vi har til rådighed for hele året. Det betyder, at vi resten af året trækker over i forbruget af jordens ressourcer. Forbruget holdes op i mod, hvor hurtigt kloden kan nå at gendanne de ressourcerne. Levede resten af jordens befolkning som os danskere, var der brug for fire jordkloder. Det er rystende.

Mere skidt bliver det, når man ser hvilke lande, vi deler den tvivlsomme ære om at overskride forbruget med. Det er lande som Qatar. Bahrain. Kuwait. Trinidad og Tobago, og dét selskab er der ikke meget grøn førertrøje over.

Det duer altså ikke. Vi skal både forbruge mindre og genbruge mere. Derfor er der fortsat et kæmpe arbejde foran os alle for at få bragt vores forbrug af nylavet plast, papir, sand, vand, metal og meget andet ned.

Det er både en politisk opgave, men også en kulturændring, som vi hver især skal bidrage til. Vi bruger nyt og smider alt for meget væk.

Vi skal sikre, at vores produkter og ting kan bruges igen og igen, bl.a. ved at stille krav til producenter af tekstil, elektronik og plast. Produkterne skal kunne bruges længere, skilles ad, repareres, genbruges og materialerne skal kunne genanvendes.