Forside Fredericia Vi lander i 2049 og det virker realistisk

Vi lander i 2049 og det virker realistisk

DEL

Blade Runner 2049, jeg kender den gamle og vil nemt kunne blive skuffet.

Blade Runner er en amerikansk science fiction-film fra 1982, og her 35 år efter kommer så et forsøg på at lade os træde ind i fremtiden igen. Det blev lidt af en filmklassiker, Ridley Scott viste os filmkunst og Harrison Ford suverænt skuespil.

Nu er der gået 35 år, og hvad der er sket med special effects og animation, kunne gøre mig usikker på denne udgave af Blade Runner 2049.

Men man er slet ikke i tvivl fra første sekund, man føler, at man kommer svævende ind i et futuristisk Los Angeles i 2049, der er smog skyer og alt er mørkt og koldt.

Da filmen er lang er der rig mulighed for et roligt tempo med høj vægt på fantastiske flotte billeder, og som scenografinørd, taber jeg også kæben et par gange.

Historien skal man kunne lide eller acceptere, altså at mennesker er blevet replikeret eller med andre ord er avlet og robotificerede, det skaber problemer bagud.

Blade Runner er en politimand, der finder og udrydder undslupne replikanter, men alt den snak om robotter, glemmer vi hurtigt, da vægten i skildringerne minder mest om mennesker, vi kender. Ryan Gosling støder også på den originale Blade Runner Harrison Ford undervejs, men jeg vil ikke afsløre handlingen. Kvinderne er de smukkeste i filmen og senere finder man måske ud af, hvorfor de er så vigtige selvom de er replikanter.

Ryan Gosling er en værdig Blade Runner, og Harrison Ford spiller lidt dybere end han plejer og det klæder rollen. Stilen er fra den første, og lidt som filmen, “Det femte element” er videreudviklet og har elementer fra Blade Runner, lykkedes det alligevel at gøre 2049 mere realistisk, mere sort og det hele meget bedre og smukt.

Filmen bliver aldrig hollywoodplat, eller drukner i effekter, og er man til film uden den vilde hurtige action men flotte billeder og super musik er det her et mesterværk.

Den er dragende på sådan en måde, at du kan sammenligne den med en Netflixserie på et niveau, man ikke har set, selv om den varer næsten 3 timer, har man lyst til at afsnit mere.

Den efterlader også et par spørgsmål, så jeg er næsten sikker på, at vi skal se mere til Blade Runner.

Filmen er i en klasse for sig selv, og kan man ikke lide den stil, kan jeg nok godt forsvare at man giver den 1, 2 eller 3 stjerner, men jeg bøjer mig i støvet og dommen er klar.

Blade Runner 2049 – 6 stjerner.