Mange af mine par, der har siddet i min praksis gennem tiden, har kunne starte med den åbningsreplik: ”Vi begærer ikke hinanden længere”. Men hvad betyder det overhovedet at begære et andet menneske, og hvorfor synes det at være så altafgørende for et parforhold?

Mens begæret lever i bedste velgående mellem os som elskende, føles alting som en dans på roser, men så snart vi oplever, at den udebliver, så bliver begæret et pejlemærke for vores lykke, og en tilstand vi skal tilbage til. Ellers føler vi, at vores kærlighed mangler noget.

Ordet ”begær” bliver brugt på mange måder i vores moderne sprog, men den måde jeg møder det på i mit arbejde er typisk med en længsel. Dengang da… Begær bliver synonym med sexlyst, det spontane, den nøgne og dyriske nydelse. Det var ikke nødvendigvis ukompliceret, men det var forløsende. Men det er faktisk ikke den korrekte brug af ordet. 

Begær skal forstås som ”en stærk lyst til at eje, opleve eller råde over noget”. 

Derfor er begær en følelse, der mest af alt er genkendelig fra forelskelsesfasen. Alt er nyt og spændende på dette tidspunkt, og vi søger mod hinanden for at fuldende os selv. Vi overgiver os til hinanden og risikerer os selv for at finde samhørigheden med et andet menneske. Vi ønsker at overtage hinanden fuldt og helt samtidig med at intet er sikkert endnu. Vil han mig? Kunne vi have en fremtid sammen? Begæret er altså lig med usikkerhed, spænding og det risikobetonede. 

Kærlighed er derimod ofte følelsen der afløser begæret – det der kommer efter. Kærlighed blomstrer i en atmosfære af nærhed, gensidighed og ligeværdighed. Vi har alle et grundlæggende behov for tryghed, og det får os til at gå ind i faste forhold. Jeg kan godt nogle gange få indtrykket af, at kærligheden bliver taget som en selvfølgelighed, mens begær bliver sat op på en piedestal. Kærligheden er der bare, mens begæret er en størrelse vi ikke vil leve foruden. 

Det kan være svært at oparbejde spænding, forventning og begær med det selvsamme menneske, som man ønsker tryghed og stabilitet hos, men det er ikke umuligt. Jeg er muligvis idealist som parterapeut, men jeg tror ikke at kærlighed og begær udelukker hinanden – de optræder bare ikke altid samtidigt! Og det er det faktum, der kan vise sig væsentligt at få belyst i de enkelte parforhold. For begæret kan muligvis godt findes frem igen, vi skal bare være forberedte på at kigge efter det i en anden kontekst. 

For nogle få heldige er balancegangen nem. De par kan sagtens renovere badeværelse sammen i dagtimerne for derefter at udleve seksuelle rollespil i soveværelset når mørket falder på. For de par er der ingen modsætning mellem dagligdagens leverpostej og nattens ophidselse, mellem ansvar og liderlighed. Disse par kan bygge deres liv sammen på gentagelser og kontinuitet, og være frække og uartige i de samme rammer. 

Men for mange andre er det lettere sagt end gjort at bevare den pirrende spænding i det samme forhold, som vi etablerer tryghed og varighed i. Og når de mærker den effekt, ringer de f.eks. til mig. Det er fantastisk, når par tager ansvar for deres tilfredshed. 

I min praksis træffer jeg par, der er blevet så gode venner, at de ikke længere kan gå i seng med hinanden. Jeg ser elskende der holder så hårdt på tankegangen, at sex skal opstå spontant, at det aldrig bliver til noget. Jeg ser par, som synes det er alt for besværligt at forføre hinanden, og som heller ikke mener at det burde være nødvendigt, nu hvor de lever i fast parforhold. Jeg ser mennesker, der hellere vil skilte med ”ingen sexlyst” fremfor at forklare deres partner, hvad passion og lidenskab er for dem. Jeg ser par, der har frasagt sig enhver form og individualitet ved at købe ens joggingsæt, at de nu undrer sig over, hvor mystikken er blevet af. Jeg møder mennesker, der i et øjebliks spænding med et andet menneske, er villige til at sætte ægteskabet over styr. Jeg ser par, hvor en affære bliver den ild, der skulle til for at antænde deres slukkede parforhold, mens det for andre sætter et sidste søm i deres forliste kiste. 

Den form for begær vi søger, er forbundet med det uvisse og afstand, og hvor succesfulde vi er på den front, afhænger af, hvor meget uvished og afstand, vi kan holde til. Samlivsguruen Esther Perel siger det på denne måde: ”Det findes ikke noget, der hedder”sikker” sex”. 

Ønsker du at læse mere om min praksis som parterapeut og sexolog, kan du med fordel besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk.

Leave a Reply