Forside Fredericia Verdenspremiere flyttes fra Fredericia til København

Verdenspremiere flyttes fra Fredericia til København

DEL
Foto: AP Photo, FILE

Det var meningen, at der skulle have været verdenspremiere på musicalen SHE LOVES YOU på Fredericia Teater til efteråret. Det sker dog ikke – i stedet genopsættes Klokkeren Fra Notre Dame, og verdenspremieren på beatlesmusicalen flyttes til København.

Fredericia Teater og Maestro Productions har besluttet at udsætte premieren på SHE LOVES YOU, som skulle have haft verdenspremiere på Fredericia Teater den 11. oktober 2019. Musicalen får i stedet verdenspremiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fredag den 19. juni 2020.

Fredericia Teater har gennem de sidste ni år udelukkende produceret anmelderroste og publikumselskede forestillinger. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Og med Lennon & McCartneys sangkatalog – det største af dem alle – i hånden er alle sejl sat ind for at skabe den optimale forestilling. Publikum kan derfor være sikre på, at kvaliteten altid er helt i top på Fredericia Teater.

Der er blevet arbejdet intenst med udviklingen af adskillige manuskripter, og producenterne har nu endelig fat i det helt rigtige. Det kan dog desværre ikke nå at blive udviklet færdigt til premiere i efteråret, hvis teatrets egne kvalitetskrav skal overholdes.

Verdenspremieren udsættes derfor til sommerens opsætning på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Den bliver derfor fredag den 19. juni 2020, som hele tiden har været den planlagte premieredato i København. Den planlagte forestillingsrække i Fredericia i 2019 flyttes til samme uger i efteråret 2020 med premiere den 9. oktober 2020.

Publikum, der har købt billet til efteråret 2019 på Fredericia Teater, er således automatisk flyttet til samme uge, ugedag og plads og får automatisk tilsendt nye billetter. Publikum, som har købt billet, har fået direkte besked.

Teaterchef Søren Møller udtaler:

”Publikum skal kunne regne med kvaliteten på Fredericia Teater. Køber man billet hos os, er man sikret en musicaloplevelse på internationalt niveau, og det går vi aldrig på kompromis med. Det er selvfølgelig forbundet med nogle udfordringer, og vi er kede af at skulle ulejlige en masse publikummer, men jeg håber og tror, at der findes forståelse for, at vi er villige til at gøre alt for at kvalitetssikre deres oplevelse. Vi glæder os til at præsentere et brag af en verdenspremiere og har nu givet os selv den nødvendige tid til at sikre, at det kommer til at ske.”

Direktør for Maestro Productions, Mikkel Rønnow, udtaler:

”Det er en dybt spændende – og uforudsigelig – proces at udvikle en helt ny musical, og vi glæder os over muligheden for at sikre endnu mere tid til at skabe en helt unik forestilling. Ikke mindst set i lyset af den store interesse for SHE LOVES YOU i udlandet, hvor vi allerede er ved at lave aftaler med store skandinaviske producenter om opsætninger i de kommende år.”

Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME genopsættes på Fredericia Teater i en kort periode

Fredag den 4. oktober genopsættes kæmpe-hittet Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME i en kort periode på Fredericia Teater. Man vil kunne opleve langt størstedelen af det originale hold med prishædrede Lars Mølsted i spidsen som Quasimodo. De suppleres af enkelte nye ansigter bl.a. Emil Birk Hartmann i rollen som Phoebus de Martin.

Fredericia Teaters produktion af Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME gik sin store sejrsgang med totalt udsolgte sale – og fuldt hus hos anmelderne med imponerende 29 gange 6 stjerner. Det er dermed Danmarks formentlig bedst anmeldte forestilling nogensinde med adskillige Reumertstatuetter til følge, inklusiv for ”Bedste Musical.”

Forestillingen har siden spillet med lige så stor succes på Göteborg Operaen og vender nu tilbage til Fredericia, hvor den genopsættes i en kort periode. Og der går ifølge teaterchef Søren Møller længe, inden den genopsættes igen.

Den storslåede opsætning får dansk re-premiere fredag den 4. oktober på Fredericia Teater og spilles kun i Fredericia.

Udsættelsen af verdenspremieren på musicalen She Loves You har medført, at der med kort varsel er opstået en ledig plads på Fredericia Teater i efteråret. Det er derfor blevet besluttet at genopsætte kæmpe-hittet Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME i en kort periode.

Det originale hold samles igen

Langt størstedelen af det originale hold, anført af prisvindende Lars Mølsted i rollen som Quasimodo, vil være at finde på rollelisten i efterårets produktion. Men i enkelte roller sker der udskiftning. Blandt andet vil man i rollen som Phoebus de Martin kunne opleve Emil Birk Hartmann.

Den fulde rolleliste offentliggøres snart på www.klokkerenfranotredame.dk.

Teaterchef Søren Møller udtaler:

”Det er med stolthed og glæde, at vi genopsætter vores produktion af Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME. Der er med garanti mange af de over 160.000 publikummer, der havde en stor oplevelse sidst, som gerne vil opleve den igen – og måske dele den med andre. Vi havde fuldstændig udsolgt sidst, så der var en masse mennesker, som desværre ikke nåede det i første omgang. De får nu chancen – men kun i Fredericia – og kun i en begrænset periode. Der er tale om et mesterværk, som alle bør opleve. Jeg glæder mig til nu at kunne give endnu flere muligheden. Klokkeren vender hjem!”

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL