Fredericia AVISEN var i byens drømmeteater og en ting er helt sikkert, skuffet går man aldrig fra Fredericia Teater. Klokkeren fra Notre Dame gav genlyd hele vejen hjem.

En ting er premiere, men at se et stykke, lad os sige udenfor sæsonen kan noget helt specielt. Guld og glimmer, bobler og rødløber-interviews er udskiftet med Familien Danmark og det gør ingenting, for castet er så professionelle, at hvis du vækkede dem klokken fem om natten, ville de præstere i søvne.

Vi er tilbage i den store ikoniske kirke fra Paris, der har været under tragiske omstændigheder i den virkelige verden, da den stod i flammer. Her i Fredericia er der også flammer i Notre Dame, men det er grundet en samlet pakke som viser sig at være tilbage i topform. Scenografien, musikken, led-teknik, skuespillet, sangerne og roberne alle står de i kø for at præstere langt over middel, men ingen af dem skinner for sig selv, de skinner sammen.

Sidst jeg så Klokkeren fra Notre Dame sad jeg på balkonen, ved denne forestilling er jeg helt nede foran scenen midt i. Der går ikke mange sekunder fra stykkets start, før jeg føler, at jeg sidder i kirken. Selvom jeg har været med som teatermaler på produktionen, lader mig rive med af det dygtige illusionsarbejde holdet bag kulisserne kan, krydret med lys og lyd. Man er i Notre Dame og hvis man har set den før og har sans for detaljer er der altså skruet og pillet ved nogle små ting, så forestillingen fremstår om muligt endnu skarpere.

Imponerende effekter spiller en stor rolle. Foto: Søren Malmose

Det at have set forestillingen før, giver ens øjne noget ro, for der er altså virkelig fart på undervejs. Jeg kan nu uden at miste noget af handlingen fokusere på andet end hovedrolleindehaverne, på et tidspunkt tæller jeg 21 skuespillere på scenen. Det er lidt her, at jeg må tabe kæben, selv de skuespillere med de mindste roller eller funktioner, spiller undskyld mig, røven ud af bukserne. Det kan være en gargoyle som står på en balkon helt ude af syne, skuespillerne er i fællesskab med til at få Klokkernen fra Notre Dame til at fremstå som en mesterværk.

Der er nogle koreografier og kostumer som har en så levende og realistisk skildrende fortælling. Da en stor gruppe sigøjnere entrerer scenen, overvejer jeg at mærke, om jeg stadig har min pung i baglommen. I stykket forfører Esmeralda alt og tryllebinder mænd, rollen spilles så overbevisende af Bjørg Gamst, at hun er samtaleemne blandt flere mænd i pausen. På vej op ad trappen mod anden akt, kan jeg selv inde i hovedet høre de hviskende lyde som var i hovederne på både, Frollo, Kaptajn Phoebus og Quasimodo.

Den forførende Esmeralda. Foto: Søren Malmose

Det er netop det drama som skildres, at alle vil have Esmeralda. Men hendes dødsensfarlige charme bliver i den grad overtrumfet af den overbevisende og til tider skræmmende figur som Mads M Nielsen får ud af Claude Frollo. Hvis man som mand kan blive tryllebundet af Esmeralda, så kan Frollo skræmme de fleste, så godt spiller han. Lars Mølsted er Quasimodo og han vinder også folks hjerter, måden han entrer som baby giver stærke følelser og man vil ham det bedste hele forestillingen igennem.

I slutningen står Quasimodo og græder, få meter fra, hvor jeg sidder. Jeg har interviewet Lars Mølsted flere gange og jeg er faktisk i tvivl om han står og græder rigtigt, det er altså højklasse. På den anden side har jeg svært ved at fremhæve nogen frem for andre, for som skrevet tidligere, så leverer alle lidt ekstra for den samlede helhed. Jeg kan faktisk være i tvivl om teknikken også har det sådan, at processorkraften bag computerne også yder lidt ekstra til LED-grafikken, det er den ubetingede bedste forestilling, jeg har set, det var det også sidst. Jeg har aldrig forstået dem der kan se et klassisk stykke som har kørt i mange år flere gange, det forstår jeg nu. Med Klokkeren fra Notre Dame har Fredericia Teater skabt en klassiker, der kan køre mange år, det fortjener den.

Lars Mølsted i sin glasrolle som Quasimodo. Foto: Søren Malmose

Sangene er fyldt med så meget power og harmonier, hvor man ikke kan regne ud, hvor mange der synger. Det lyder som et kæmpe kor, man kun ser ved helt store højtider som i Vatikanet. Der sker så meget på scenen i perioder og antallet af personer, der danser på samme tid er imponerende. De mange indviklede koreografier vidner om mange timers træning og koordination. Lyset, lyden ja jeg kunne blive ved, selve historien er så god og faktisk fremstilles den på en mørk og dyster måde, uden for meget nutidig humor, hvilket gør den tidsløs.

Jeg anmeldte ikke forestillingen sidst, men jeg husker, hvad jeg skrev på min egen Facebook, da jeg kom hjem. Det er den bedste forestilling, jeg har set nogensinde, og jeg ville ønske jeg aldrig havde givet et sekstal før. Den her udgave af Klokkeren fra Notre Dame er endnu bedre end den første, og det er en standard, der bliver svær at slå, selv for det fremragende Fredericia Teater.

******

https://kanalbyen.dk/