Forside Vejle Verdenseliten samles til konference i Vejle

Verdenseliten samles til konference i Vejle

DEL
(Arkivfoto - PublicDomainPictures / Pixabay )

Vejle er igen værtsby for FoodPhoto Festival, som er den største og mest betydningsfulde internationale event inden for moderne madfotografering. Konferencen holdes 18. – 21. maj og forventes at tiltrække 300 af branchens skarpeste fagfolk.

Men FoodPhoto Festival er langt fra kun for fagfolk. FoodPhoto Festival Exhibition er en fotoudstilling med 400 værker, som gratis kan opleves af alle fra den 18. maj – 16. juni. Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Konference med lokale virksomheder
Når de 300 konferencegæster fra 26 forskellige lande indtager Vejle i forbindelse med FoodPhoto Fesitival, er det i samarbejde med udvalgte lokale virksomheder. De mange workshops, som konferencen tilbyder, kommer nemlig til at foregå hos flere af byens restauranter, hvilket skal være med til at skabe de bedste rammer for deltagerne.

-Vi er glade for, at det er lykkedes at lave aftaler med Bredal Kro, MeMu bistro & bar, Restaurant Vedelsborg, ToRVEhallerne, Brød & Co og Bøgedal bryggeri. Det skaber et fantastisk miljø for de forskellige workshops, og samtidig får deltagerne et godt indblik i Vejles skønne byliv, som forhåbentligt giver dem lyst til at komme tilbage, fortæller Annette Kruse fra MeetingVejle.

Når eliten inden for madfotografering tager turen til Vejle, er det for at blive dygtigere. Underviserne på de forskellige workshops er branchens bedste inden for hvert sit tekniske område, og konferencedeltagerne vælger selv, hvilke forløb de ønsker at følge. Samtidig er der mulighed for at få konstruktiv kritik fra eksperter på sit arbejde.

Oplevelser for alle
Man behøver hverken tilhøre eliten eller være fotograf for at tage del i eventen, for festivalens hjerte ligger i mødet med publikum. Med FoodPhoto Festival Exhibition inviteres alle nemlig til gratis fotoudstilling med 400 værker, som kan opleves i Bryggen og Spinderihallerne fra 18. maj – 16. juni. Med udgangspunkt i erfaringerne fra 2015, hvor interessen var stor, har arrangørerne valgt at forlænge perioden for udstillingen.

– Udstillingen er et fantastisk kulturtilbud for alle. I kraft af fotografernes innovative brug af kameralinser og motiv, afspejler udstillingen til fulde den kunstart som madfotografering i virkeligheden er. Publikum kan næsten smage og føle de kulinariske kreationer i fotografiernes udfordrende og æstetisk varierede udtryk, fastslår Annette kruse, som glæder sig til at se værkerne.

Dette års udstilling har også fået et dansk præg, da den internationalt anderkendte fotograf Poul Ib Henriksen fra Århus, er blandt de 20 særligt udvalgte fotografer, som leverer materiale til udstillingen.

Billeder for en god sag
De udstillende fotografer har på opfordring fra FoodPhoto Festival valgt at donere en kopi af deres værker til velgørenhed. Folkene bag FoodPhoto Festival har valgt at støtte “The Stairway Foundation”, som arbejder til gavn for fattige børn i Fillippinerne. Organisationens grundlægger Lars C. Jørgensen er faktisk født og opvokset i Vejle, så også her forsøger arrangørerne at trække en rød tråd ud til Vejle som by.

Da Lars i sin tid kom til Fillippinerne, undrede han sig over, at den lokale skole stort set var uden elever. En undersøgelse viste, at børnene udeblev, fordi deres familier var så fattige, at de måtte bruge tiden på at lede efter mad fremfor at gå i skole. Derfor introducerede The Stairway Foundation et madprogram med to daglige måltider til skolens børn og skabte en stigning fra 20 til 150 elever inden for relativt kort tid. Effekten af indsatsen er betydelig. Vægtstigning og den markante forbedring af børnenes generelle sundhed er de mest tydelige resultater. Det langsigtede perspektiv er den positive effekt, der giver børnene mulighed for at få en skoleuddannelse og derigennem vise dem en vej ud af den omfattende fattigdom, som har præget området i alt for mange år.

Få lokale nyheder direkte på Facebook:
Kolding - Vejle - Middelfart - Fredericia
DEL