Et af de politiske temaer pt. er, om der skal laves en byskole i Fredericia. Flere partier på venstrefløjen stemmer i og siger, at de ønsker det. Sådan forholder det sig ikke ikke på den anden fløj hos Venstre, der hellere ser, at man renoverer de eksisterende skoler.

SF og Enhedslisten ser gerne, at man i Fredericia afsætter penge til at lave en byskole, og den debat fylder i mediebilledet. Nu melder Venstre sig på banen i den debat.

»Hvis man kigger på andre kommuner, hvad det koster, så er beløbet 250 millioner kroner. I det beløb er der ikke medregnet, hvad det koster at købe en grund, så det bliver et meget højt beløb. Vi ser hellere pengene bliver brugt på at renovere andre skoler og lave en langsigtet plan for det,« siger medlem af Børne- og Skoleudvalget, Pernelle Jensen (V).

Flere af de partier, der vil have en byskole, argumenterer med, at der så kommer en ny folkeskole indenfor voldene, men det argument køber Pernelle Jensen ikke.

»Jeg forstår ikke, at man siger det med inden og udenfor voldene i den her sammenhæng. Der er ikke langt til de skoler, der ligger i nærheden af centrum. Det er kun fordi man har voldene i Fredericia, at man drager dem ind i det. I andre byer er det ikke et problem,« forklarer hun og påpeger, at der i forvejen er tre privatskoler i indre by.

Venstre-politikeren mener slet ikke, at der er behov for en ny folkeskole i Fredericia, faktisk tværtimod.

»Jeg har ikke hørt om, at der skulle være problemer med pladsmangel på byens folkeskoler, og der kommer færre børn til viser tallene. Hvis behovet kommer med tilflyttere, så må vi se på det, men der er ikke et konkret problem pt. Og derfor ser jeg ingen grund til etableringen af en ny skole,« forklarer Pernelle Jensen.

Dansk Folkeparti vil have undersøgelse

Et af de partier, der stiller sig afventende i debatten om en byskole er Dansk Folkeparti. Susanne Eilersen sagde følgende om emnet i sidste uge, da de holdt pressemøde omkring Budget 2021.

»Det er for tidligt at sige. Jacob Bjerregaard må komme med et oplæg. Så må vi tage stilling. Vi kan ikke sende alle kommunens børn til sådan en skole, og vi skal også se på, hvad det koster at renovere de andre skoler, men vi er naturligivs positive og lydhøre over for tanken, men vi har ikke taget stilling endeligt.«

»Derudover vil en skole i Kanalbyen også kræve en omlægning af vores trafik. Jeg vil ikke sove trygt om natten, hvis jeg ved, at små skolebørn fra 2-4 klasse skal cykle til Kanalbyen. Det er altid vigtigt, hvordan vores små skolebørn kommer trygt til og fra skole,« tilføjede Eilersen.

Leave a Reply