Pernelle Jensen og Peder Tind fra Venstre er chokerede over, at byens erhvervsliv er ved at trække sig fra samarbejdet med Fredericia Kommune. Nu står de frem med den interne kritik, de tidligere har rejst i selve byrådet.

Da borgmester Steen Wrist på et pressemøde den 12. marts 2021 offentliggjorde en intern undersøgelse uden forinden at have kontaktet de virksomheder og erhvervsfolk det omhandlede, var det ikke med Venstres billigelse. På lukkede byrådsmøder havde partiet kritiseret metoden og advaret om, at det ikke levede op til en god samarbejdspolitik mellem det offentlige og erhvervslivet, hvis man ikke havde en dialog med parterne inden.

Men også selve orienteringen til byrådspolitikerne omkring advokatundersøgelsen og den interne redegørelse finder Peder Tind stærkt kritisabel:

– Jeg er stærkt bekymret for alt det, der sker i øjeblikket. Jeg er enormt ærgerlig over den udvikling, der nu fører til, at tre erhvervsfolk træder ud af Byforum. Det er stærkt bekymrende, og det er meget ærgerligt. Man har ikke været ordentlig overfor de mennesker og virksomheder, der er involveret i rapporten. Det har vi internt kritiseret og nu går vi også ud offentligt med vores kritik. Processen har generelt været forhastet. Jeg ringede til borgmester Steen Wrist tidligt i forløbet og bad ham tage det stille og roligt, så man kunne få det gjort ordentligt.

Denne hast med offentliggørelse og konklusioner har skabt stor frustration blandt erhvervslivet i Fredericia. I aftes meldte tre af de førende kapaciteter i Fredericia Byforum sig ud af samarbejdet. Pernelle Jensen og Peder Tind har i dag været på besøg hos de tre tidligere medlemmer af Fredericia Byforum, der har meldt sig ud, og de forstår deres frustration:

– Vi har talt med dem, og vi ved godt, at de samarbejdspartnere har gjort meget godt for byen, og været en stor del af Fredericias positive udvikling. De har været med til at levere gode og værdifulde løsninger i samarbejde med kommunen, og det er nu sat over styr, det er rigtig ærgerligt og det skal der findes en løsning på. Det er forvaltningen, der har udvalgt de punkter i den interne rapport, og det er kritisabelt, at der ikke har været en ordentlig dialog med de involverede parter, inden den blev offentliggjort, siger Pernelle Jensen.

Peder Tind mener, at der mangler ledelse og dialog, og efterlyser konkrete initiativer til at genskabe tilliden mellem kommunen og de eksterne aktører. Her understreger han behovet for at virksomhederne kan stole på at aftaler indgået med Fredericia Kommune er ordentlige og i overensstemmelse med alle regler. Han mener ikke at der må opstå så meget tvivl om, hvorvidt virksomhederne har levet op til samarbejdsaftalerne, samt at den nuværende stemning er kaotisk og ubehagelig for byen:

– Der skal ro på, og vi skal finde ud af at vende tilbage til den gode dialog og det samarbejde, der har skabt resultater for byen, slår Tind fast. Pernelle Jensen supplerer med at der nu venter en kæmpe opgave med at tage hånd om fremtidens Fredericia, fordi der er skabt dybe kløfter mellem byens vitale erhvervskapaciteter og forvaltningen. Begge fortæller, at de nu vil undersøge, hvordan man kommer videre.

– Det er meget alvorligt, vi tager deres kritik meget seriøst. Vi vil gerne tale om, hvordan vi kommer videre herfra sammen. Det handler om Fredericias fremtid og vækst, siger Peder Tind

Borgmester Steen Wrist sagde på pressemødet den 12. marts 2021, at man ikke kunne klandre virksomhederne noget. Dette understregede fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal også i forrige uge. På trods af disse udmeldinger føler mange erhvervsfolk sig alligevel hængt ud i offentligheden.

Læs også

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Somsak
Somsak
16:23 - 22. marts 2021 16:23

Der er altid brug for tillid fra alle sider, men det her “se mig jeg har den rigtige holdning” i medierne er ikke befordrende … og når det kommer til tillid imellem borgere og Fredericia Kommune, så er det ikke Venstre der ligger lige for…de sidder lige så dybt i sumpen som resten af holdet på rådhuset, troværdigheden er der ikke. Og nuvel et par erhvervsfolk er måske blevet mopsede, det siger også en pæn del om deres evner, at de bare går og smækker med døren som nogen fornærmede teenagere, ikke noget format der heller. Så drop jeres mediestunts og kom i arbejdstøjet.

Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen (@jensjoernpedersen)
18:51 - 22. marts 2021 18:51

Der er fejl fra mange sider i dette spil. Kommunen med Steen Wrist Ørts gør det ikke godt, men de tre Grete, Ole og Bent gør det endnu dårligere. De forstår ikke, at den eneste vej er dialog. Mit indtryk er, at disse tre er blevet tilgodeset i høj grad. Men nu er de fornærmede (det er især børn, der bliver fornærmede) i stedet for at gå ind i arbejdet med at få det til at fungere.
Det ville klæde Peder Tind og Pernelle Jensen at gå ind i arbejdet med at klinke skårene.

Er planen, at vi skal have borgerkrig i Fredericia?

Sidst redigeret 1 måned siden af Jens Jørn Pedersen