Tidligere i år indgik et enigt byråd et budgetforlig, et forlig der indeholder mange forskellige dele. En af de dele, som man i Venstre er mest glad for, er det fokus der er på erhvervslivet.

Venstre i Fredericia havde en ønskeliste med til budgetforhandlingerne, en ønskeliste der indebar flere tiltag for at styrke erhvervslivets forhold.

“Det som Venstre gik ind til forhandlingerne med var, at vi ville forbedre erhvervslivets vilkår – noget der altid er vigtigt for Venstre. Virksomhederne er dem der skaber de arbejdspladser vi har brug for, så derfor har det været vigtigt for os at understøtte erhvervslivet”, lyder det fra Gruppeformand Peder Tind.

Det var tydeligt at høre på Gruppeformanden, at han var glad for de aftryk han og hans byrådsgruppe fik sat på budgettet.

“Vi synes, at der i budgettet er meget med, der understøtter erhvervslivet. Erhvervslivet efterspørger bedre infrastruktur, især omkring DanmarkC. Der har været en fantastisk vækst i området, men infrastruktur-delen har haltet efter”, fortæller Tind og fortsætter:

“Vi ville sende et klar signal om, at vi ville prioritere dette. Derfor endte vi med 30 millioner i 2020 og 2021, så vi kan forbedre infrastrukturen i DanmarkC. Det løser ikke alle problemer, det er vi klar over, men det er en rigtig god start. Det er vigtigt at vi kan fortsætte udviklingen de kommende år også”.

Der foretages en symbolsk reduktion af dækningsafgiften på 0,2 promille svarende til 990.000 kr. Det udløser en præmie fra staten over de kommende 4 år – Således lyder det blandt andet i budgetforliget. Selvom det er symbolsk, så mener Peder Tind, at det sender de rigtige signaler.

“Vi ser gerne, at den helt forsvinder, men vi er klar over, at det ikke bare er noget man gør. Vi er glade for, at man i et budget tænker over dækningsafgiften, det er et fint signal til erhvervslivet – og så synes vi, at det er et skridt i den rigtige retning. Det var for os også et vigtigt element i vores budget”, lyder det afslutningsvist fra Venstres Gruppeformand.

https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

Leave a Reply