Ældre og ansatte i Middelfart Kommune skal fra 2021 designe den  gode ældrepleje sammen. Det er blevet muligt med den velfærdsaftale, som regeringen har indgået med en række af folketingets partier.

Velfærdsaftalen sætter nogle vigtige hegnspæle, som har fokus på ældres retssikkerhed. Men derudover sætter aftalen Middelfart Kommune fri til i de næste 3 år at udvikle en ældrepleje, der tager udgangspunkt i den enkelte ældre og de ansattes faglighed.

– Straks i det nye år vil jeg invitere byrådet til at sætte retning for indsatsen i Middelfart Kommune.  Jeg lægger op til et stærkt og tæt samarbejde mellem Byrådet, Ældrerådet, pårørende, ansatte og ledere om, hvordan vi hos os drager nytte af friheden fra store dele af lovgivningen, udtaler borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

– De ældre skal mærke en ny nærhed i dagligdagen. Vi vil bruge vores gode erfaringer med “prøvehandlinger”, hvor vi tager udgangspunkt i virkeligheden og i den hverdag, der er de ældres, og hvor det er vores dygtige medarbejdere, der kommer til at bruge deres faglighed.

– Dokumentationskrav fylder meget i dag. I fremtiden forventer jeg, at vi kan nøjes med at dokumentere det, der er vigtigt for den ældre, og for at vores ansatte kan sikre en sammenhængende og tryg pleje. 

– Jeg har også store forventninger til vores indsats for rehabilitering – altså den hjælp der gør, at den ældre er mest mulig selvhjulpen – bliver mere relevant og måske i virkeligheden kan være med til at skabe nye fællesskaber mellem ældre.

– Med velfærdsaftalen har vi en stor mulighed for at frigøre ressourcer og lave løsninger baseret på medarbejdernes faglighed samt de ældres faktiske ønsker og behov. Den mulighed glæder jeg mig til at udnytte sammen med de ældre, deres pårørende, vores ansatte og ledere – og naturligvis Ældrerådet.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer