Lørdag formiddag var der lancering af 7.udgave af Skærbækfortællinger og den var henlagt til Dagli’Brugsen i Skærbæk, der sammen med VELUX-FONDEN og Ørsted A/S har støttet bogens tilblivelse. Cirka 30 mennesker var mødt frem og Bente Ankersen fra Kultur- og Idrætsudvalget var inviteret til at holde tale før afsløringen af årets udgave af den populære bogserie.

Bente Ankersen fra Kultur-og-Idrætsudvalget holdt tale ved lanceringen af Skærbækfortællinger7 (Foto: Claes Andersen)
Bente Ankersen fra Kultur-og-Idrætsudvalget holdt tale ved lanceringen af Skærbækfortællinger7 (Foto: Claes Andersen, Fredericia AVISEN)

Bente Ankersen betonede værdien af, at Skærbæks lokalhistorie både fortælles for områdets nuværende beboere, men så sandeligt også for eftertiden.

Bente Ankersen klipper sløjfen omkring Skærbækfortællinger 7 (Foto: Claes Andersen)
Bente Ankersen klipper sløjfen omkring Skærbækfortællinger 7 (Foto: Claes Andersen)

Og efter Bente Ankersen havde klippet sløjfen til kassen med årets udgave af bogserien, var der trængsel for at få sikret sig et eksemplar og flere købte endog flere, da den er en oplagt gaveidé til jul for lokalhistorisk interesserede eller mennesker med tilknytning til Skærbæk. Iøvrigt bringer Fredericia AVISEN en artikel med ideer til lokalhistoriske julegaver i alle prislejer.

Forsiden af Skærbækfortællinger 7 (Foto: Claes Andersen)
Forsiden af Skærbækfortællinger 7 (Foto: Claes Andersen, Fredericia AVISEN)

Bogens omslag er prydet af en smuk akvareltegning af den lokale Jens Gibe, der også har stået for forsideillustrationerne i de tidligere udgaver af Skærbækfortællinger, der udkom for første gang i 2012. Årets motiv er fra Beddingen i Skærbæk Havn.

Studiegruppen bag den populære bogserie har stadig masser af fortællinger på lager, der sikrer at bogserien nok fortsætter i mange år fremover.

Bogen sælges i Dagli’ Brugsen i Skærbæk, i Billunds Boghandel, i Tavlhøjcentret og hos studiegruppens medlemmer.

Og man kan som lokalhistorisk interesseret undre sig over, hvorfor indbyggerne i Trelde, Bøgeskov, Egeskov, Herslev, Taulov, Erritsø, Snoghøj  osv. ikke har ladet sig friste af den fine bogserie fra Skærbæk og får formidlet de gode historier der helt sikkert også venter på at blive fortalt fra de områder.

En hurtig gennemskimning af bogens 95 sider viser at der er godt læsestof til de mørke vintermåneder og jeg vender snarest muligt tilbage med en decideret anmeldelse af bogen som den helt klart fortjener.

Som et lille kuriosum har Fredericia AVISENs kulturredaktør, Thomas Lægaard, en lille aktie i bogen, i det et billede taget af ham ved en springopvisning i Elbohallen er blevet medtaget i kapitlet “Elbohallen bliver til” og ligeledes pryder de små foldere som studiegruppen flittigt har omdelt som reklame forud for lørdagens boglancering.

http://perhaps.dk/