Crossbridge Energy afholdte åbent hus lørdag fra klokken 10:00 – 14:00. Det var første gang siden 2016, at raffinaderiet åbnede op for offentligheden, og på en dag, hvor vejrguderne viste sig frem fra deres bedste side, var der mange besøgende.

En af de største og mest markante virksomheder, med en synlig beliggenhed, i Fredericia er Crossbridge Energy. Normalt er det lukket land for offentligheden, men lørdag var der mulighed for at komme om bag kulissen.

Normalvis, når Crossbridge Energy omtales i dagspressen, er det som regel, når flaren er større grundet eksempelvis vedligeholdelsesarbejde, men Crossbridge Energy, er meget mere end det. Virksomheden producerer omkring 35 procent af det danske forbrug af brændstoffer, og har en vision om at blive CO2 neutral.

Til åbent hus-arrangementet var flere af Crossbridge Energys samarbejdspartnere mødt frem. Det gjaldt eksempelvis Everfuel, men også mere kommercielle samarbejdspartnere som Fredericia Håndboldklub, FC Fredericia, Fredericia Eliteidræt og Fredericia Musicalteater var til stede. Det var muligt at spørge repræsentanter fra Everfuel ind til emner indenfor deres felt, ligesom det også var muligt at komme på en rundtur med bus på raffinaderiets ellers normalt lukkede land.

FHK’s salgskonsulent, Nikolaj Mehl, sammen med målmanden Emil Tellerup. Foto: AVISEN

Busserne kørte i pendulfart rundt med en guide, der fortalte om de forskellige ting, der rører sig hos Crossbridge Energy. Blandt andet blev der fortalt, at der er en entreprenørgård, hvor der hver dag er omkring 100 medarbejdere i gang med at hjælpe med alt lige fra smedearbejde til malere og lignende håndværk.

På rundturen kunne man se nogle af de store tanke, og for at skære det ud, på en sjov måde, hvor meget der er i dem, blev der fortalt, at en af tankenes indhold svarede til 150 millioner ølflasker, og det var altså noget den bus, som AVISENs udsendte var med i, kunne forholde sig til.

Byrådsmedlem Søren Larsen arbejder til dagligt hos Crossbridge Energy. I dagens anledning af åbent hus hjalp han til ved busserne, der kørte rundt. Foto: AVISEN

Busturen gik også forbi flaretårnet. Flaren var i dagens anledning ikke særlig stor, og det var helt efter planen, fortæller Crossbridge Energys pressechef, Torben Øllegaard Sørensen. Helt efter planen var det også, at Crossbridges brandberedskab blev vist frem. På den store virksomhed er omkring 100 uddannede brandfolk, der kan træde til, hvis der skulle ske noget, som gør, at der er behov for dem. Virksomheden har også selv flere brandbiler, der i dagens anledning blev vist frem. For barnlige sjæle var der også mulighed for både at komme ind i brandbilerne, men også prøve at styre vandslangen.

Uden mad og drikke duer helten ikke. Til det formål var der gratis is, sodavand, pølser og brød til de mange fremmødte, der fik set Crossbridge Energy fra en anden side end den man normalt ser fra porten.