Kun to dage efter sommersolhverv havde Voksenudvalget i Vejle Kommune og Kirkens Korshær et “julearrangement” for byens hjemløse og socialt udsatte. Og selvom julen er noget ganske særligt, er det alligevel ekstraordinært at fejre julen i juni.

Baggrunden var det spørgsmål, der blev stillet under DR’s juleshow sidste år: “Hvorfor fejrer vi ikke jul hele året?” For når det er jul, er der travlhed hos herberger og suppekøkkener, og der er mange danskere, der gerne vil give en hjælpende hånd, donere soveposer eller gøre noget andet godt. I spørgsmålet lå derfor en opfordring til ikke kun at gøre noget for hjemløse og socialt udsatte ved juletid, men at gøre noget godt for dem hele året.

Derfor har flere kommuner siden valgt at fejre jul hver eneste måned i løbet af året. Vejle Kommunes Voksenudvalg, der bl.a. arbejder med sager om voksne, der har sindslidelser eller sociale udfordringer, inviterede sammen med Kirkens Korshær i eftermiddags de udsatte og hjemløse til Sankt Hans hos Kirkens Korshær i Flegmade.

De frivillige hos Kirkens Korshær tændte op i grillen og grillede pølser. Der var bål, og Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget, holdt en båltale.

– Også i Vejle oplever vi, at der er mange, som gerne vil hjælpe de udsatte, når det er juletid, og vinterkulden trænger på. Derfor ville vi gerne bakke op om initiativet og lave et “julearrangement”. Vi valgte juni måned, og så var det oplagt at lave en Sankt Hans fest, som ligesom julen kalder på fællesskab og fællessang – og jeg synes, at vi har haft en dejlig eftermiddag, siger Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget, om initiativet, i en pressemeddelelse.

Arrangementet blev annonceret ved opslag hos Kirkens Korshærs samarbejdspartnere, dvs. Vejle Natherberg, Parasollen og Vejle Misbrugscenter.

DR har samlet de øvrige julearrangementer på denne hjemmeside:
http://www.dr.dk/om-dr/jul-hele-aaret-hjemloese-og-socialt-udsatte