Vejle Boldklub har i dag solgt klubbens 23-årige venstreback til MLS-klubben New York City FC.

En handel, som teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger ikke er sen til at kalde en succeshistorie og helt i tråd med klubbens strategi.

-Vi sælger Malte Amundsen, som vi hentede til klubben, efter en periode, hvor Malte ikke spillede i henholdsvis Rosenborg og Eintracht Braunschweig. Der var dog ingen tvivl om Maltes kvaliteter og potentiale. Vejle Boldklub har siden 2016 haft en klar strategi om at hente spillere, der besidder et potentiale, der af den ene eller anden årsag ikke lige er blevet forløst. Vi har tiltro til vores setup og de muligheder, som dette rummer for spillere, der vælger Vejle Boldklub til. Det har vi nu bevist endnu engang, og dermed bliver dette en god case for VB. Både udviklingsmæssigt og økonomisk. Jeg vil også rose Malte for sin tilgang til opgaven og udviklingen i Nørreskoven. Malte har arbejdet målrettet og ambitiøst og har grundet dette påkaldt sig opmærksomhed fra flere klubber. Dette er et skulderklap til Malte og endnu et ”proof of concept” i vores måde at tilgå tingene. Vi ønsker Malte alt det bedste i fremtiden, og der vil altid være plads til ham hos os, fortæller Jacob Krüger.

For Malte Amundsen venter der nu en ny og spændende fodboldopgave i MLS og et liv i millionbyen New York.

-Vejle Boldklub og jeg indgik en aftale, da jeg skiftede til klubben. Jeg skulle give den gas og vise, at jeg kunne forløse mit talent og blive en profil på holdet, og dernæst ville klubben sørge for, at jeg kunne komme til udlandet igen. Det har jeg arbejdet målrettet for sammen med Vejle Boldklub. Det har været en fornøjelse at bære den røde trøje og sammen med mine holdkammerater først rykke op, og nu skabe fine resultater i 3F Superligaen. Jeg er sikker på, at holdet med den kvalitet, det besidder, nok skal sikre sig overlevelse i ligaen. Der skal også lyde en stor tak til VBs fans. De har støttet og heppet på mig og holdet fra dag et. Selv i en coronatid har vi kunne mærke dem. Den støtte er jeg taknemmelig for.

Vejle Boldklub ønsker Malte Amundsen det bedste i fremtiden og held og lykke i USA.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer