Hensyn til bæredygtighed og klima får fremover afgørende betydning, når Vejle Kommune køber ind. Der er samtidig stort fokus på det lokale samarbejde i den nye indkøbspolitik, som Byrådet netop har vedtaget

Klimaaftrykket skal indgå som en betydningsfuld faktor, når Vejle Kommune indgår indkøbsaftaler fremover. Det vil have en direkte, positiv klimaeffekt på kommunens eget forbrug, og det er forhåbningen, at det ligeledes vil medvirke til at skabe fokus på klima og bæredygtighed i en større sammenhæng. Det er et af de mest centrale elementer i kommunens nye indkøbspolitik, som Byrådet vedtog på deres møde den 9. juni.

Politikken lægger også stor vægt på samarbejdet med markedet – især lokalt. Samarbejdet skal bidrage til at finde de bedste løsninger for Vejle Kommune, samtidig med at virksomhederne får de bedst mulige betingelser for at skabe vækst og arbejdspladser i kommunen.

Det skal bl.a. ske gennem en fortsat dialog om, hvordan kommunen kan understøtte de små og mellemstore leverandører i at byde ind på opgaver. Og hvor udbudsreglerne tillader det, vil man som udgangspunkt lave aftaler med lokale leverandører.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) glæder sig over, at både den grønne omstilling og det brede samarbejde har fremtrædende roller i den nye politik.


-Jeg er rigtig glad for, at Byrådet med denne politik klart har vist, at vi vil sætte handling bag ordene i klimaplanen fra sidste år. Vi skal gå forrest og medvirke til at drive den grønne omstilling. Samtidig synes jeg, det er rigtig fornuftigt, at der lægges op til endnu større fokus på det gode samarbejde med erhvervslivet , fortæller han.

Han understreger samtidig, at kommunen selvsagt fortsat har et samfundsmæssigt ansvar for at forvalte borgernes penge på den bedst mulige måde. Helt grundlæggende gælder det, at der frigives midler til kommunens kerneopgaver, når man opnår en god pris på en aftale.

Politikken skal ses i tæt sammenhæng med den resiliensstrategi, som også ligger til grund for Vejle Kommunes klimaplan.

Fakta

  • Vejle Kommune, som virksomhed, har et forbrug på 2,3 mia. kr. om året. Det er forhåbningen, at den købekraft kan være med til at præge den grønne udvikling både på lokalt og nationalt plan.
  • Den nye indkøbspolitik er i tråd med FN’s 17 verdensmål, herunder målet om ansvarligt forbrug og ansvarlig produktion.
0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer