Der var 13 minutter tilbage af fodboldkampen mellem Vejle Boldklub og Vanløse IF, da Superliga-klubben var bagud 3-1. Alligevel formåede de at vende kampen før slutfløjtet. Kampen endte nemlig 4-3 til Peter Sørensens tropper med tre scoringer i overtiden.

Aftenens opgør var ikke set som en dyst, der ville indeholde de store overraskelser, da niveauforskellen er til at få øje på mellem Vanløse IF og Vejle Boldklub. Dog er charmen ved Sydbank Pokalen, at der ikke er langt til mirakler.

Hjemmeholdet, der i de første to runder havde besejret Hørsholm-Usserød IK og Fremad Valby, var ikke spået den store chance, når man ser på profilerne, som Vejle Boldklub stillede med.

Lukas Engel, Jacob Schoop og Denis Kolinger var i aktion for det rød-hvide mandskab, som alligevel endte med at få store problemer i løbet af kampen.

Vejles Saeid Ezatolahi startede ellers med at bringe udeholdet foran med et langskud, mens Kasper Sindahl Lauritzen udlignede før pausefløjtet.

I 2.halvleg kom der gang i sagerne, da Ayoub Sørensen fra Vanløse IF scorede til 2-1 på straffespark, og i slutfasen af kampen holdt 3.divisonen ikke igen med det offensive spil. De gjorde det derfor også til 3-1, da en hårdtkæmpende Esajas Ammitzbøll kom på måltavlen.

Vejle Boldklub var nu presset til at hive nogle kaniner op af hatten, og her formåede Lukas Engel at levere et offensivt og underholdende show. Han gav med to mål i overtiden Peter Sørensens tropper en livlinje i pokalkampen.

Publikummet fik også det syvende mål med, da udeholdet gjorde det til 4-3 og sikrede sig avancement i pokalturneringen.

Skriv en kommentar