Vejle Boldklub har indgået en kontrakt for efterårssæsonen med Valdemar Sadrifar. Den 20-årige midtbanespiller er rykket op fra Akademiet, hvor han har spillet i fire sæsoner.

Flere unge spillere har trænet med i sommeropstarten, og endnu en af dem indgår nu en permanent aftale med Vejle Boldklub. Det er Valdemar Sadrifar, der i de sidste sæsoner har været en stor offensiv profil på U19 Liga-holdet, som nu tager skridtet op i A-truppen.

Johan Sandahl, teknisk chef i Vejle Boldklub, sætter ord på den hårdtarbejdende spiller, der har gjort sig fortjent til en forlængelse.

– Valdemar Sadrifar har været en markant profil på Akademiet i flere sæsoner, og vi har længe haft et godt øje til ham. I sommeropstarten har han imponeret trænerne på træningsbanen, men så sandelig også i kamp, hvor han særligt mod Esbjerg gjorde en forskel med tre assist på ti minutter. Valdemar spillede længere fremme på Akademiet, hvor han var angriber eller kant, og var en spiller, der både kunne score, men også have næstsidste fod på målene, men han har været brugt på midtbanen her. Han er smidig, har en god fysik og gode egenskaber med bolden, så han er ret alsidig, og det tror jeg også, at man kommer til at se i de kommende måneder, siger Johan Sandahl.

– Vi har en tro på, at Valdemar kun bliver bedre, og i debutkampen mod Randers FC kunne man se, at han har noget at byde ind med. Nu skal han bevise sig over en længere periode, og jeg tror, at det er en spiller, som vil vokse med tilliden. Der er i hvert fald bred opbakning til Valdemar i klubben, og det er fortjent, at han har arbejdet sig til en plads i A-truppen, siger Johan Sandahl.

20-årige Valdemar Sadrifar, der kom til VB i sensommeren 2017 fra AGF, er tidligere dansk mester som U17-Ligaspiller hos aarhusianerne. I Nørreskoven har Valdemar Sadrifar været igennem en periode på Akademiet, hvor han har imponeret, og nu byder de kommende seks måneder på udfordringer i 3F Superliga-truppen.

– Det er en perfekt aftale for mig. Den nye aftale giver mig tid til at bevise mig overfor de nye trænere og vise, at jeg skal være med på den lange bane. Opstarten har været god, og jeg har vist mig godt frem. Trænerne ser mig lidt længere tilbage på banen. De ser mig som en boldfast spiller med fint blik for spillet, og det er kompetencer, jeg nu skal spidse til, hvis jeg skal gøre en forskel i 3F Superligaen, siger Valdemar Sadrifar, der kort efter underskrivelsen af den nye kontrakt kom ind til sin officielle VB-debut.

– I fredags efter træning underskrev jeg kontrakten og havde en god samtale med trænerne og Johan Sandahl, og de sidste dage har været hektiske. Da jeg stod på sidelinjen og skulle ind til min debut, fik jeg gåsehud. Det var kæmpestort at høre mit navn og en milepæl i min karriere. Jeg vil gerne sende en tanke til mine trænere og holdkammerater. Der er mange i VB, der har troet på mig, og det er blandt andet derfor, at jeg står her i dag og har debuteret og fået en plads i A-truppen, siger en stolt Valdemar Sadrifar.

20-årige Valdemar Sadrifar har fået trøjenummer 13.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer