Vejle Boldklub er kun noteret for et enkelt point i denne sæsons Superliga. Mandag aften er der en mulighed for at få flere point på kontoen, når AaB gæster Nørreskoven.

Et point efter fire opgør. Det er status for Vejle Boldklub efter, at det er blevet til nederlag mod Randers, SønderjyskE og FC Midtjylland, samt uafgjort mod Brøndby.

Randers, FC Midtjylland og Brøndby er ikke hold, som Vejle forventes at duellere med i tabellen, men nederlaget til SønderjyskE gjorde mere ondt, da det er et hold, der er på det niveau, som vejlenserne skal matche for at sikre sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Efter at være blevet bedre fra kamp til kamp lige siden premieren mod Randers, så kom der et bump på vejen mod FC Midtjylland, hvor det ikke var en prangende indsats, som VB leverede på Heden. Siden den kamp er der kommet en ny tilføjelse til Vejles spillertrup, der har fået tilgang af kantspilleren Brandom Pierrick, der er skiftet til klubben fra Crystal Palace.

Pierrick skal være med til at øge konkurrencen om pladserne i front på VB’s mandskab, der bortset fra kampen mod Brøndby, ikke har været i stand til at skabe mange åbne chancer. Det er Vejles håb, at han den engelske kantspiller sammen med den græske tilgang, Dimitris Emmanoulidis, skal få gang i offensiven hos Vejle sammen med Allan Sousa og Wahid Faghir, hvor sidstnævnte meldes interessant for flere Bundesliga-klubber.

AaB har fået en blandet start på sæsonen. De er noteret for fem point efter, at det er blevet til uafgjort mod FCK og Silkeborg, mens det blev til et nederlag mod FC Midtjylland, og senest sikrede nordjyderne sig sæsonens første sejr, da de vandt med 2-0. Det var samtidig to mål, der slettede det nul på målkontoen, som AaB havde haft to kampe i træk.

Der er kampstart mellem de to hold i Nørreskoven mandag klokken 19:00.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her