Kolding Kommune har skudt badesæsonen i gang med digitale skilte på Rebæk Strand og Fjordbadet Lyshøj Allé, som fortæller om badevandets kvalitet. Informationerne på skiltene er koblet direkte op til en varslingsmodel, som er udviklet af DHI Institut For Vand og Miljø i samarbejde med kommunen og BlueKolding. Badevandsudsigten findes også som app og på kommunens hjemmeside.

– Skiltene viser badevandskvaliteten på dagen og 2 dage frem. Ved grønt lys er badevandet fint og ved rødt lys frarådes badning. Når badning frarådes på dagen lyser et stort symbol rødt, fortæller miljøtekniker Timm Jäger fra By- og Udviklingsforvaltningen.

Skiltene giver kommunen mulighed for øjeblikkelig varsling i tilfælde af, at der forekommer en kortvarig forurening af badevandet ved stranden. Det er særligt vandet ved Rebæk og Lyshøj, der har risiko for at blive forurenet. Det skyldes, at kloakkerne i de to områder kan løbe over ved kraftigt regnvejr.

Også varsling til turisterne

Varslingen på skiltene står også på tysk og engelsk og formidles i et let og overskueligt system, der viser forureningens varighed, og varslingsskiltene øger dermed den sundhedsmæssige sikkerhed for badegæsterne. Varslingsskiltene er designet og leveret af firmaet Amphi-Bac fra Aalborg.

Hvis du vil downloade badevands-app’en til din smartphone, skal du søge på ”badevand” i App Store eller Google Play.