Retssagen mod den tiltalte for skuddrabet i Korskærparken d. 24. februar 2020 kørte videre i dag mandag d. 14. februar. Et vidne, der er fra Sydøstjyllands Politis analyseenhed, kom nærmere ind på den tiltalte og den skuddræbtes relation til bandemiljøet i Fredericia. Et andet vidne fortalte, at der i dagene op til drabet havde været en episode, hvor vidnet og den tiltalte i sagen var blevet jagtet med sværd og knive af ca. 20 personer af anden etnisk oprindelse.

Tredjedagen for retsmødet startede ud med, at tre vidner ikke kom og kun det ene havde meldt afbud, hvilket gjorde, at tidsplanen blev lavet om. Selve episoden omkring de tre vidner, der ikke mødte op, kan man læse mere om her.

Et af de vidner, der til gengæld mødte op, var en ansat fra Sydøstjyllands Politis analyseenhed, som har med banderelaterede sager at gøre. Den ansatte sidder til dagligt på et kontor hos Sydøstjyllands Politis afdeling i Horsens, fortalte han og sagde, at han kender den tiltalte i sagen.

– Jeg kender ham som medlem af LTF (Loyal To Familia, red.) i Fredericia, sagde vidnet og uddybede, hvordan analyseenheden kender til den tiltaltes relation til LTF:

– Der er samlet oplysninger fra politirapporter og hentet oplysninger fra sociale medier, og når man sammenholder det, så laver man en vurdering, sagde vidnet og oplyste, at der er ti medlemmer af LTF i Fredericia pt., men at det varierer.

Vidnet fortalte, at der oftes anvendes forkortelser i LTF-kredse. Foruden LTF er der blandt andet også forkortelsen SYLF, der står for Support Your Local Familia. Vidnet fortalte, at SYLF blandt andet ses i forbindelse med tatoveringer omkring hovedet.

Afdød var medlem af gruppering

Qasim Abdulhafid, der blev skuddræbt d. 24. februar 2020, var medlem af grupperingen KP-gruppen, fortalte vidnet, som kender Qasim af navn.

– Der var ved at opstå en gruppering, som vi havde kendt til i en årrække. I starten af 2020 etablerede de sig mere omkring en kernegruppe, hvor Qasim var en del af det. Man kaldte det for KP-guppen, og det henledes til Korskærparken, sagde vidnet, der fortalte, at politiet pr. 26. februar 2020 registrerede KP-gruppen som en bande.

Anklager Anna Holm spurgte ind til, om der havde været en konflikt mellem KP Gruppen og LTF Fredericia.

– I dagene op til var der forskellige hændelser i området, og derfor var vi opmærksomme på dem, sagde vidnet, der fortalte at konflikten drejede sig om, hvordan de opfattede hinanden og hvem, der havde retten til at være i området omkring Korskærparken.

Vidnet blev blandt andet af forsvarer Tyge Trier spurgt ind til, hvordan strukturen er i KP Gruppen og antallet af medlemmer.

– Der er tale om en flad struktur i modsætning til rockergrupperinger, der er hierarkisk opbygget, sagde vidnet og oplyste, at der er otte-ti medlemmer af KP-gruppen, og Qasim var blandt dem.

– Der kom øgede indberetninger fra området, og øgede opslag på sociale medier, og det er baggrunden for det øgede fokus på KP-gruppen, forklarede vidnet, der af Tyge Trier blev spurgt ind til, om han har kilder i miljøet, som kommer med oplysninger til politiet:

– Vi har kilder i dansk politi, der kan skaffe os oplysninger, og det kan være at oplysninger, der kommer af egen drift, sagde vidnet, der af arbejdsmæssige årsager ikke kunne fortælle om kilder, der har fortalt, at Qasim er tilknyttet KP-gruppen.

Det blev også fortalt, at LTF ikke havde noget klubhus i Fredericia, men holdt til på vandpibecaféer og ledende medlemmer har adresse inden for voldene i Fredericia. Det blev fortalt, at grupperingen blandt andet står for salg af narkotika, laver indbrud og har utrygsskabende adfærd, og det er inden for samme genre, at KP-gruppen opererer fremgår det af en rapport, der blev lavet d. 6. januar 2021.

– Det er typisk narkokriminalitet, hvor man lader de yngre handle på gadeplan, og så skaffer de ledende medlemmer narkotikaen i større mængder, sagde Anna Holm, da hun læste op fra rapporten, hvor der blandt andet også stod, at KP-gruppen har relationer til boligområdet Skovparken i Kolding.

Tiltaltes DNA var 8-9 %

To retsmedicinere var indkaldt som vidner i sagen, hvor der særligt var fokus på DNA fra en jakke, der har relation til den tiltalte. Den første retsmediciner til at vidne var en kvinde, der blev bedt om at redegøre for “særlige forhold omkring DNA-profilerne”.

De særlige forhold, hvis man kigger på tiltaltes profil fra jakken, er at tiltaltes DNA faktorer ikke er i DNA-profilen fra jakken, forklarede hun og kom ind på STRmix, som blev benyttet i sagen:

– Det er et program, der kan lave en matematisk beregning og ud fra det konkludere, hvis DNA det er, sagde vidnet.

Det andet vidne, der er retsmediciner, fortalte at der ikke er usikkerhed forbundet med brug af STRmix.

Det er ikke en problematisk beregning, fordi den er velafprøvet og der er anvendt velanerkendte principper bag, sagde vidnet og uddybede:

Der, hvor der typisk opstår problemer med det er, hvis der er 4, 5, 6 eller flere DNA’er sammen og så kan computerkapaciteten gøre, at der ikke kommer et resultat, sagde vidnet, der efterfølgende blev spurgt om, hvor stor procentdel af DNA’en, der tilhører den tiltalte:

– Omkring 8-9 procent, lød svaret.

Så tiltalte blev anholdt

Et andet vidne i sagen var en mand i midten af 20’erne, der siden d. 13. november 2020 har siddet i arresten i Randers, men som fra 2011 og frem har boet i Ikast sammen med hans forældre og søskende. Siden 2013 har han kendt den tiltalte, som han var sammen med på anholdelsestidspunktet.

– Der kom fire-fem politibiler og hentede ham bagved blokken. Jeg kiggede ud, og kunne se, at han var omkring af seks-syv betjente, der stod med skudsikre veste og maskingevær, forklarede vidnet, der uddybende forklarede, at der var informationer om det i en Facebook-gruppe, hvor der stod information om hvor politiet befinder sig i Ikast.

Også på selve dagen med skuddrabet, d. 24. februar 2020, var vidnet sammen med den tiltalte.

– Han kom til Ikast i en Golf (bil, red.), og hentede en af de små (slang for en gruppering af teenagere der bor i et boligområde i Ikast) mig og sagde, at han (den tiltalte, red.) holdt dernede og ventede på mig. Jeg gik ned til ham, og så røg vi en joint. Vi gik rundt, og så lavede vi en ny joint igen ved 12:30-tiden, og klokken 13:30 kom endnu til person forbi. En lille dreng, der skulle købe noget hash sad på bagsædet i bilen. Drengen skulle sælge det, men fik ikke penge for det, og vi skulle derfor finde ham, sagde vidnet og fortalte, at den tiltalte i sagen kørte til Fredericia omkring klokken 13:50 d. 24. februar 2020.

Vidnet fortalte derudover, at han ser den tiltalte som en ven og fortalte, at de havde talt om, hvordan de skulle fejre den tiltaltes fødselsdag et par måneder senere. 

Blev jagtet med sværd og knive

Det sidste vidne på tredjedagen var en mand i midten af 20’erne. Han var ikke mødt op til tiden, men efter at have læst om udeblivelsen i medierne, ringede han til politiet og blev kørt til Retten i Kolding. Vidnet kom ind iført Carhatt-bukser, kasket, en blå jakke og hvide Adidas-sko. Inden vidnet satte sig på plads klappede han den tiltalte venskabeligt på ryggen.

Dommeren begyndte efterfølgende på den normale procedure, hvortil vidnet sagde, at han var utilfreds med at være indkaldt og udbrød:

– Jeg har fået en hjerneskade, og jeg kan derfor ikke huske særlig meget, sagde han.

Kan du huske skuddrabet?, spurgte Tyge Trier.

– Ja, det kan jeg, svarede vidnet, som blev spurgt til hans relation til den tiltalte:

– Han er min barndomsven, og vi er nærmest som familie. Jeg er venner med hans søster, og jeg har boet hos ham, sagde vidnet.

Vidnet blev også spurgt ind til, om han havde været sammen med den tiltalte i dagene op til d. 24. februar, og det nikkede han til og pegede på en konkret episode, hvor den tiltalte og vidnet var blevet jagtet med sværd og knive.

– Der kom 20 mennesker løbende mod os, så vi løb sku da bare. Jeg kender ikke et øje af dem, sagde vidnet, der blev spurgt ind til hudfarven på personerne, der kom løbende:

– De var mørke, konstaterede han.

Vidnet har været anholdt i forbindelse med skuddrabet, og på Anna Holms spørgsmål om han husker det, svarede han.

– Ja, de kom med maskinpistoler og det hele, sagde vidnet, der efter endt afhøring igen klappede den tiltalte på ryggen og blev ført ud af retslokalet af de to betjente, som førte ham ind.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer