En række tilfældige personer er lørdag aften kommet til skade i Odense efter en kapkørsel. Helt uacceptabelt siger justitsminister Nick Hækkerup, der efter sommerferien vil skærpe straffen for vanvidskørsel, herunder for kapkørsel.
Fyns Politi kan lørdag aften berette om, at en række personer er kommet til skade efter kapkørsel i Odense.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

”Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel, som har bragt almindelige borgeres liv i fare. Politiet efterforsker selvfølgelig sagen på fuld tryk, så vanvidsbilisterne hurtigst muligt kan blive stillet til ansvar. Sagen viser, at vi bliver nødt til at stramme kursen markant over for disse mennesker. Regeringen vil snarest efter sommerferien derfor fremsætte et lovforslag, der skærper straffen for kapkørsel, ligesom straffen vil blive skærpet for en række andre forhold. Biler brugt til vanvidskørsel skal fremover som hovedregel også beslaglægges på stedet. Og derefter skal bilerne konfiskeres og bortsælges. Uanset ejerforhold. Og bilistens kørekort skal inddrages med det samme. Vi skal have trygheden tilbage på vejene.”

Regeringen fremlagde tidligere på året et udspil med ni tiltag mod vanvidsbilisme, der netop skal sætte ind mod denne hensynsløse adfærd, der udsætter menneskers liv for fare. Et af tiltagene handler om kapkørsel, hvor straffen fremover som udgangspunkt skal være 20 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde. Tidligere var udgangspunktet alene en bøde.

Leave a Reply