Hyppig håndvask er ekstra hårdt for børn, der har tyndere og mere sart hud end voksne. Det er vigtigt med ordentlig pleje, så de røde hænder ikke ender med en børneeksem. Fredericia AVISEN har talt med Krone Apoteket om gode råd i denne forbindelse. 

Røde hænder, der svider og brænder. Det er desværre virkeligheden for mange børn, som nu er vendt tilbage til skole og daginstitution. Her står den står på håndvask hver anden time for at mindske smitterisikoen for COVID-19.

“For tiden ser vi på apoteket ser mange ødelagte børnehænder, og at mange fortvivlede forældre kommer og søger råd og vejledning om, hvad de skal gøre for at mindske generne for deres børn,” siger Tine Klingsten, Fredericia Krone Apotek.

Hun forklarer, at børns hud er tyndere end voksnes og derfor mere følsom og sart. Sæben og den hyppige håndvask udtørrer huden og gør den ru, og dermed bliver den mere følsom over for eksempelvis bakterier.

“Derfor anbefaler vi generelt at vælge en sæbe, der ikke er for hård ved huden. En fast håndsæbe er ofte meget basisk, og derfor bør man vælge en flydende sæbe, der bedre matcher hudens egen pH-værdi,” fortæller Tine Klingsten.

Kan føre til børneeksem

Apoteket peger på, at man skal tage problemet med de røde børnehænder seriøst og være ekstra omhyggelig med at pleje børnenes hænder med creme. For bliver skaden på huden så alvorlig, at den begynder at sprække, kan det føre til børneeksem. Her er symptomerne typisk rødt udslæt med hævelse og undertiden væskende blærer.

“Ifølge Sundhedsstyrelsen har 15-20% af alle børn en ekstra sart hud, og for nogle kan håndeksemen udvikle sig til en kronisk lidelse. Det er smertefuldt for barnet og kræver medicinsk behandling. Derfor skal man straks søge læge, hvis de røde barnehænder begynder at hæve op og sprække,” siger Tine.

Krone Apotek - produkter
Flere produkter kan afhjælpe den hårde medfart børnenes hænder udsættes for.

Creme kan forebygge

Heldigvis kan man gøre meget for at forebygge problemerne. Barnet skal lære, at man ikke alene skal være omhyggelig med håndvasken. Man skal også huske at skylle sæben ordentligt af, når man er færdig med at vaske, og man skal slutte af med at tørre hænderne grundigt.

Desuden skal hænderne smøres ind i creme, som erstatter det naturlige hudfedt, man lige har fjernet:

“Al creme kan i virkeligheden bruges. Men fordi barnet måske synes det er ubehageligt at være alt for fedtet på hænderne, kan man i dagtimerne vælge at bruge en mere fugtrig og mere fedtfri creme, der trænger hurtigt ind i huden. Så kan man inden sengetid give barnet en mere fed creme på, som kan virke, mens barnet sover,” slutter Apoteker Tine Klingsten Nielsen

Hun opfordrer til, at man kommer ind på apoteket, hvis man vil have vejledning i at finde den rigtige håndcreme til barnehænder. Typisk anbefaler apoteket en fed fugtighedscreme uden parfume.

Faktaboks:

Gode råd til at passe på barnets hænder:

  • Brug en flydende sæbe med en hudvenlig pH-værdi. Mange faste sæber har en høj pH-værdi og er derfor unødigt udtørrende
  • Vask hænder i lunkent og ikke for varmt vand, og gør hænderne våde, før du kommer sæbe på
  • Husk at skylle alle sæberester af og tør hænderne grundigt
  • Smør efter håndvask hænderne ind i en let fugtighedscreme, som ikke fedter for meget. Det behøver ikke være efter hver håndvask, men hyppigheden afhænger af hudens tilstand
  • Smør hænderne ind i en mere fed creme ved sengetid

 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer