Den 16. november 2021 klokken 20.00 er det officielt slut med valgkampen. Så er de sidste stemmer afleveret i stemmeboksen, og valget er slut. Herefter må partierne og deres kandidater pænt vente på optællingen rundt omkring i kommunen. Men i de spændende timer hvor mange politikere venter på at finde ud af om de er købt eller solgt, begynder det taktiske spil også for alvor at sætte ind.

Fredericia har historisk været en socialdemokratisk by. Der skal enormt meget til at vride borgmesterkæden ud af hænderne på socialdemokraterne, der nærmest betragter den som socialdemokratisk arvesølv. Det manglede da også bare andet i en arbejderby.

Men vindene er blæst i andre retninger de sidste årtier, hvor meget tung industri er blevet suppleret og senere erstattet af nye erhverv og anderledes typer af virksomheder. Samtidig slår det for alvor igennem, at mange borgere blandt en stor generation af tidligere ”arbejderbørn” har fået lange uddannelser, bedre vilkår og mere sikkerhed i deres hverdag. Det betyder at behovet for fagbevægelsen, der har et kærlighedsforhold til Socialdemokratiet, er blevet svækket hos de tidligere ”arbejderbørn”. Den generation er mere optaget af sig selv end fællesskabet, og få har en solid erindring om arbejderbevægelsens succeser. Det ses blandt andet i Voxmeters meningsmåling, som AVISEN for nyligt fik lavet, der viser markant flest vælgere til Socialdemokratiet i de ældste rækker.

Udviklingen kan også få betydning i Fredericia, hvis ikke nu, så på sigt. De blå i Fredericia haler gevaldigt ind på Socialdemokratiet. Byfornyelsen og styrkelsen af erhvervslivet har sat sine spor. Selv den forhenværende borgmester gik for at være mere blå end rød, når det kom til erhvervspolitikken. Steen Wrist (A) er barn af fagbevægelsen, hvor han har gjort karriere. Derfor står han også særdeles stærkt i de kredse. Han mangler endnu at slå igennem på den erhvervspolitiske scene, men man gør klogt i ikke at undervurdere hans politiske evner, også på erhvervsområdet. Samtidig er han flankeret af Søren Larsen (A), der er en dreven og dygtig politisk håndværker. Både Søren Larsen og Steen Wrist nyder bred tillid og opbakning, de er begge kendt for at ville holde deres ord, og har gennem det mest turbulente år i Socialdemokratiet Fredericias historie opbygget et sammenhold, der har ført dem ud på den anden side af en mediestorm.

Men overfor dem står der nogle blå politikere, der ikke er tabt bag en vogn. På den diskrete sideplads er Christian Jørgensen (V) en af de mest vellidte byrådspolitikere i erhvervskredse, hvor han har en stor popularitet og opbakning. Specielt hans politiske visioner og tro på fremdrift, har været med til at skabe respekt omkring hans person og virke i byrådet. Venstre har valgt Peder Tind (V) som deres spidskandidat, og han flankeres af Pernelle Jensen (V), der er en fighter. Hun bider sig fast og bliver ved. Tind er selv en anderledes type af politiker, der ønsker at omfavne bredt. Han har længe holdt på at Fredericia ikke kan måles på andre måder end demografien, og det er sandsynligvis en af årsagerne til, at hans holdninger er fokuseret på menneskelige, rummelige og brede perspektiver. Bagerst i Venstres bus er Kenny Bruun Olsen (V), der har haft æren af at sidde som borgmester i en anden krisetid. Han er drevet af politisk viljestyrke, og vil næppe være en af dem, der har lyst til at give slip på politiske mærkesager.

Ud af det blå har Det Konservative Folkeparti genskabt sig selv i Fredericia. Det er sket med en helt ny profil, der pludselig trådte ind på scenen i januar 2020. Tommy Rachlitz Nielsen (K) har uden undtagelse været den mest fremtrædende spidskandidat under hele valgkampen, hvor han gang på gang har formået at indtage scenen og få publikum med sig. Ikke sjældent med humor, af til med hårdhed. Nielsen lader alle forstå, at han vil have Det Konservative Folkeparti i Fredericia på landkortet. Med erfaring som byrådsmedlem i Vejen Kommune, kommer han til at gå aktivt ind i forhandlingerne for at opnå det, han har besluttet sig for. Med Tommy Rachlitz Nielsen er der næppe noget, der hedder ”business as usual”. 

Men den store joker er Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti (O). Partiet er presset af den landspolitiske tendens, hvor der er tilbagegang at spore. Men hun har ufortrødent kæmpet for Dansk Folkepartis mærkesager, og få er i tvivl om, at hun har mod og evner at stå fast. Samtidig har hun enorm, politisk erfaring, hvilket ingen betvivler. Hvis der kommer blåt flertal, vil Eilersen være en kandidat, der kan hente opbakning mange steder. 

Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige (D) har klart meldt ud, at han peger på Peder Tind (V) som borgmester, hvis der er blåt flertal. Men først i morgen aften kender man det reelle styrkeforhold blandt de blå partier, når det kommer til antallet af valgte kandidater og stemmeprocenter. Det har knebet med at få et klart svar ud af Tommy Rachlitz Nielsen, der dog vil medgive, at der skal arbejdes på at man får en blå borgmester. Spørgsmålet er, om der er forhandlingsmuligheder i blå blok. Meget tyder på at det netop kommer an på styrkeforholdet mellem partierne.

Socialdemokratiet har i deres storhedstid i de to forrige valgperioder satset på et bredt samarbejde. Men det var før sagerne begyndte at rulle. Ikke desto mindre kan de forsøge igen, når der skal forhandles. Hvis de alligevel ender med at kunne beholde magten baseret på deres egne, SF’s og Enhedslistens mandater, vil Steen Wrist sandsynligvis satse på at få inkluderet så mange som muligt. Kommer vi i den situation at Socialdemokratiet på egen hånd kan afgøre sagen, vil en ny socialdemokratisk epoke i Fredericia være begyndt. 4 år med Wrist vil give ham mulighed for at opbygge sin borgmesterposition, præcis som Bjerregaard gjorde det. Når først Socialdemokratiet har nøglerne, bruger de traditionelt kommunens ressourcer og muligheder maksimalt til at sikre partiets dominans og interesser i byen. Hvis partiet derimod er slået, vil de bruge spliden i blå blok til deres fordel.

Det vi derfor kan forvente på valgnatten, afhænger af partiernes styrkeforhold. Man skulle tro at socialdemokraterne var i knæ, men det er ikke tilfældet. De har så meget fedt på kroppen fra en periode med absolut flertal, til at de godt kan tåle at miste noget vægt. Bjerregaards genistreg var også, at han lod alle, uanset partifarve, stå på mål for politikken. Derfor har alle partier, undtaget Det Konservative Folkeparti, aktier i den eksisterende dagsorden. Når Eilersen er jokeren, så er det også fordi hun oprigtig har følt sig røvrendt af den forhenværende borgmester. Samtidig er ingen klar over, hvad det betyder, når Det Konservative Folkeparti med Tommy Rachlitz Nielsen, står klar til at sætte deres egen kurs.

Skriv en kommentar