Som almindelig borger vil jeg gerne komme med et par kommentarer relateret til KV21. For at undgå misforståelse, så stiller jeg ikke op til KV21, og jeg er ikke medlem af Alternativet.

Vi har set gennem de sidste år, at kvaliteten i kommunalbestyrelsen har stor betydning, og vi ser det især, når den svigter. Vi er en del, der har råbt vagt i gevær op til flere gange, men alle har været ude og forsvare, hvilket i sig selv er godt, men dækker det over naivitet, så dur det ikke. Derfor er det vigtigt, at hvert enkelt medlem i kommunalbestyrelsen er selvstændigt tænkende og kritisk indstillet overfor det, der foregår. Samtidig er samarbejde i kommunalbestyrelsen uendelig vigtigt. Det ene udelukker ikke det andet. Så man skal være selvstændig kritisk og samtidig samarbejdsparat.

Således er det afgørende vigtigt, at hvert enkelt kandidat til kommunalbestyrelsesvalget overvejer med sig selv: Har jeg de kompetencer, der skal til for at være et godt kommunalbestyrelsesmedlem? Er jeg selvkritisk nok? Har jeg selverkendelse? Dernæst er det vigtigt, at gruppen/partiet stiller sig kritisk overfor vedkommende kandidat. Kan hun/han håndtere de udfordringer, der er i at være medlem af kommunalbestyrelsen. Vi har set, at det kræver menneskekundskab. Vi har set, at det kræver indblik i økonomi. Foretag disse øvelser før vedkommende opstilles! Det gælder også de siddende medlemmer, hvoraf en del har svigtet deres opgave.

For at nævne et par: De økonomiske problemers omfang og grund blev overset i økonomiudvalget og i Fredericia Teaters bestyrelsen. Det fik man så tørret af på teaterdirektøren. Men de egentlig ansvarlige var vel først bestyrelsen for Fredericia Teater, dernæst økonomiudvalget (indeholdende en bankmand) og sidst men ikke mindst den daværende borgmester? Et andet problem var/er den daværende borgmesters grundkøb, som han af gode grunde ikke selv kunne skrive under på som både køber og sælger, men her kom 1. viceborgmester ind i billedet og skrev under. Viceborgmesteren var måske i god tro, men kan man som supplerende borgmester være i god tro i sådanne sager? Efter min opfattelse kommer det så tæt på noget, der ligner korruption, at alle lamper skulle blinke rødt, hvorfor en advokat skulle indblandes i sagen. Man kan så spørge sig selv, om viceborgmesterens handling skyldes manglende evner eller var det korrumperet?

Ligeledes var der mange lamper, der blinkede rødt, da den daværende borgmesters kone ”fik” et job i et kommunalt ejet selskab. Var det magtfordrejning, og hvorfor var der ingen af kommunalbestyrelsens medlemmer, der råbte op? Var de igen alle godtroende, eller var de for bange/svage til at stille grundlæggende spørgsmål?

Nu kan det så undre, at den bankmand, der sad i økonomiudvalget, da man bevilligede penge til et falleret teater, er blevet valgt til at sidde i bestyrelsen for det nye Fredericia Musicalteater. Hvordan hænger det sammen?

Det er fantastisk, at man nu fra politikerhold spiller ud med, at der skal samarbejdes og der skal være borgerinddragelsen. Det er blot lidt trist, at bankmanden og 1. viceborgmester giver udtryk for noget andet. Den ene sige noget i retning af, at kritiske læserbreve skrives af politikere, der ønsker at blive valgt til kommunalbestyrelsen, den anden siger noget i retning af, at man jo kan komme med sine kritikpunkter og visioner når man går ind i valgkampen. Det vidner jo om en stor mangel på åbenhed og vilje til at tage kritik alvorlig. Skal vi så forstå det sådan, at de ikke gider forholde sig til ideer og visioner?

Det er fantastisk, at en del partier går meget ind for åbenhed og borgerinddragelse. Det gælder især Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Konservative og Venstre.

Jeg har haft rigtig god kommunikation med disse fem partier, der alle ønsker at samarbejde og være åbne, så befolkningen ved, hvad der foregår. Jeg forsøger ikke at være partisk, men at sætte pris på partier, der er bredt samfundsmæssigt funderede uden nødvendigvis at have en bestemt agenda. Mit indtryk er således også, at de til kommunalbestyrelsen vil udvælge kandidater, der besidder de nødvendige kompetencer. Ligeledes tror jeg, at kandidaterne efter egen overbevisning besidder de nødvendige kompetencer og kvaliteter.

Jeg ser derfor frem til et kommunalvalg, hvor seriøsiteten har virkelig gode vilkår, og at den demokratiske bevidsthed er i højsædet. Mit håb er også, at man vil huske ikke at vælge de kandidater, der ikke tidligere har kunnet leve op til almindelig standard. Vi skal i fællesskab løfte Fredericia op i det niveau, hvor det hører hjemme.

Hermed ønsket om et godt valgår!

Jens Jørn Pedersen · Sanddalvej 4 · Fredericia

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Ove Nygaard
Ove Nygaard
1 måned siden

Velskrevet og velbegrundet og som jeg selv, der ikke er medlem af noget parti, men blot almindelig vælger, der hidtil har stemt ved alle valgene i de mange år, jeg har boet i Fredericia, har oplevet situationen i byrådet i de 2 sidste valgperioder. PS: Jeg har ingen personlig aftale med eller kontakt med læserbrevskriveren.