ADP A/S, som ejer og driver Fredericia Havn, er med sine aktiviteter på havnen med til at skabe vækst og udvikling i Fredericia. En langsigtet udviklingsplan skal sikre tiltrækning af nye virksomheder og fastholdelse af arbejdspladser i byen. Byens store værktøjsgrossist, EA Værktøj, flytter ind i nyt domicil på et areal tilhørende Fredericia Havn.

Fredericia Havn er en bynær havn med aktiviteter på en række arealer. Et areal ved Vestre Ringvej sættes nu i spil til én af Fredericias grossistvirksomheder. EA Værktøj flytter i løbet af 2019 ind i et nyt kontordomicil med butik på et 3.300 m2 stort areal på Vestre Ringvej.

EA Værktøj A/S er én af Danmarks store værktøjsgrossister med en lang, lokal historie i Fredericia. 

”Vi har gennem længere tid arbejdet på at finde en ny placering til vores butik i Fredericia, og er meget glade for at vi gennem samarbejdet med ADP nu får mulighed for at flytte vores butik til en attraktiv placering på Vestre Ringvej. Det har været afgørende for os, at vi har kunnet finde en placering, hvor synlighed, tilkørselsforhold og gode parkeringsforhold for vores kunder var i højsædet”, siger Michael Damborg, Afdelingsleder i EA Værktøj – Fredericia.

EA Værktøj er grundlagt tilbage i 1961 og er sidenhen blevet udvidet med afdelinger i Middelfart, Vejle, Esbjerg, Odense, Aarhus og senest i Brøndby. Virksomheden har i dag 100+ medarbejdere fordelt på de syv butikker, webshop og central administration.

”Vi er glade for at kunne understøtte det lokale erhvervsliv i byen, og derforglæder det os, at vi nu får mulighed for at sætte arealet i spil til en lokalvirksomhed, hvis produkter importeres via oversøiske markeder. Fredericia Havn er i forvejen knudepunkt for import og eksport af produkter fra lokale og regionale virksomheder, så virksomheden ligger i god forlængelse af vores øvrige forretning”, siger Rune D. Rasmussen, CCO i ADP A/S.

Annonce