Den 1. oktober har MESSE C Fredericia premiere på “Et Godt Fund”, som bliver et mekka for alle fans af retroting, designklassikere, genbrugsguld, antikviteter, eksklusive loppefund og vintage-effekter.

Mens Hal D er forbeholdt de professionelle forhandlere – dem med CVR-nummer – så er det de private, der regerer på luksusloppemarkedet i nabohallen Hal E. Her kan private tømme skabe, skuffer, kældere og lofter for luksusdesign, møbler, smykker, arvestykker, vintagetøj, spisestel, samlerobjekter med videre. Betegnelsen luksus loppemarked er seriøst ment – der skal være tale om gedigne ting af en vis værdi – og naturligvis ingen nye, ubrugte varer.

Der er gratis entré til Et Godt Fund, og de besøgende kan blandt andet komme og få vurderet deres arvestykker, loppefund og design-klassikere, når Lauritz.com holder vurderingsarrangement mellem klokken 11 og 14.

Gennem et samarbejde mellem Lauritz.com‘s Odense- og Kolding filial, vil du på Et Godt Fund møde de anerkendte vurderingseksperter Flemming Have Poulsen og Stina Tingkær.
Alle er velkomne til at kigge forbi og få en vurdering af både kært som særegent indbo med henblik på auktion. De to vurderings-eksperter står klar for at give dig en vurdering på dine effekter indenfor kunst, smykker og sølvtøj, ure, keramik og porcelæn, antikt legetøj, møbler og lamper.

– Ofte har folk utroligt mange ting hjemme, som de ikke aner, kan give en god pris på auktion. For eksempel er teak- og palisandermøbler fra 50’erne og 60’erne blevet moderne igen og kan med det rigtige navn indbringe rigtigt gode penge på auktion. I det hele taget er design bredt set fra 1900-1970 interessant lige nu, fortæller Flemming Have Poulsen og Stina Tingkær.

Billedkunst, keramik og sølvtøj kan også hente overraskende priser hjem. Eksempelvis ligger Axel Salto keramik i høj kurs, ligesom sølvtøj generelt har gode tider.

Har man et møbel eller en større genstand, man gerne vil have vurderet, er det i orden i første omgang at medbringe et par fotos af tingen. Mindre effekter kan indleveres direkte til auktion ved vurderingsarrangementet på Et Godt Fund.