Der har siden Danske Digitale Medier A/S påbegyndte at trykke og omdele en trykt avis, været et påfaldende stort antal henvendelser omkring leveringen af avisen. Undervejs i forløbet har virksomheden stillet spørgsmål omkring manglende leveringer til distributionsselskabet, der er den eneste udbyder på markedet. På baggrund af denne usikkerhed har Danske Digitale Medier A/S i forrige uge valgt at indstille samarbejdet med distributionsselskabet med omgående virkning.

– Det er svært for os som virksomhed at kontrollere, om vores aviser når frem til læserne. Men vi har løbende haft alt for mange henvendelser fra læserne, og det tager vi nu konsekvensen af, forklarer direktør for Danske Digitale Medier A/S, Andreas Dyhrberg Andreassen.

For mange medier er der et afhængighedsforhold til distributionen, og således distributionsselskabet, af aviser, men dette er ikke tilfældet for Danske Digitale Medier A/S, der er størst på de digitale platforme. Andreassen mener derfor, at det supplement, som den trykte avis er for læserne til det digitale univers, må og skal ankomme til de husstande, der ønsker at modtage aviser og reklamer:

– I forhold til vores annoncører er det ikke acceptabelt, hvis de ikke kan være sikre på at aviserne er omdelt til alle. Det er langt fra alle, der vælger at klage over at deres aviser ikke er kommet frem, og derfor kan vi ikke være sikre på leveringerne. Derfor vælger vi nu at finde en anden løsning, fremfor at fortsætte samarbejdet med den nuværende distributør, siger han.

– Det er samtidig klart, at vi ikke vil byde vores læsere den ustabilitet, der har vist sig at være på leveringssikkerheden. Det er utroværdigt og sådan ønsker vi naturligvis ikke at fremstå, som virksomhed, tilføjer direktøren.

Danske Digitale Medier A/S kan ikke udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.

Den digitale E-AVISEN kan altid læses online på avisen.nu/e-avisen