To år er nu gået med Urbania Street Food. Fredericia AVISEN har besøgt det populære sted og talt med Brian Løkkegaard om de to første år og den sommer, der er i vente.

Den 3. juli er gået hen og blevet en ekstra speciel dag for Brian Løkkegaard. Han har selv fødselsdag og det har Urbania Street Food også.

Street Food har lige åbnet, og ude foran har Kim Salling og håndværkeren Michael Thomsen lige givet nye borde bænkesæt det sidste finish, og dermed er der lagt op til en sommer, hvor ekstra mange gæster kan sidde ude under åben himmel på Street Food.

Indenfor stak Brian armen op og vinkede, da jeg kom gående forbi. Efterfølgende stak jeg hovedet ind og ønskede både Brian og Urbania tillykke med fødselsdagen. Vi satte os ned og talte om de to første år med Urbania.

“Det har været en fantastisk rejse, som er gået op og ned, og lige ud af landevejen. Vi har mærket det hele, men jeg synes, at det har været en positiv rejse,” siger Brian.

Området omkring Gothersgade Syd er gjort sommerklar. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

For nylig afholdt Fredericia Kommune pressemøde i forbindelse med Fredericia Sommerby blev præsenteret. En af dem, der var med på pressemødet var Brian, som har været med til at strikke et stærkt sommerprogram sammen.

“Vi har sat et spændende program sammen i samarbejde med de øvrige fra Gothersgade Syd. Der kommer musik, underholdning og en masse arrangementer i løbet af sommeren,” siger Brian.

Allerede i aften finder et af arrangementerne sted, når der er Open By Night i Fredericia.

“Det er virkelig en god ting for byen, da alle gør noget ekstra ud af det, og står sammen om det. Vi glæder os til i aften,” fortæller Brian.

En af de ting, som virkelig har været en succes på Urbania, har været om sommeren, hvor gården har været fyldt op med folk, der har fået rosé og drinks i lange baner. Det bliver endnu et af temaerne denne sommer, forsikrer Brian.

“Det tog for alvor fart sidste år, og der skal være endnu mere af det end vi plejer,” slutter Brian.

Boderne på Urbania Street Food holder i dag åben til klokken 22:00 og selve baren holder åbent frem til midnat.

Leave a Reply