Forside Fredericia Unge strømmer til TUBA i Fredericia

Unge strømmer til TUBA i Fredericia

DEL

Allerede inden TUBA slog dørene op til deres nye afdeling i Fredericia, stod unge fra familier med misbrug i kø for at komme i et terapeutisk forløb. Den 4. marts holder afdelingen åbningsreception.

TUBAs afdeling i Fredericia slog dørene op den 2. januar i år, og meget tyder på, at den nye afdeling kommer til at få travlt. Allerede nu har 18 unge fra familier med misbrug henvendt sig til TUBA for at få hjælp. Den store interesse er et udtryk for, at de lokale unge har ventet på en mulighed for at kunne opsøge hjælp, mener TUBAs landsleder Henrik Appel.

“Det er helt afgørende, at de unge kan henvende sig tæt på, hvor de bor. Det skal være nemt, sikkert og trygt for den unge at række ud efter hjælp. Og når de gør, så står vi klar til at byde de unge indenfor og være dét sted, hvor de kan møde ligesindede og få den kvalificerede hjælp, de trænger til,” siger han.

Unge, der er vokset op i en familie med misbrug, kæmper ofte med depression, angst, lavt selvværd, selvmordstanker og problemer med at få en almindelig hverdag til at fungere. TUBA tilbyder individuel terapi og gruppeterapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie, hvor en eller begge forældre havde et misbrug.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Fra Fredericia Kommunes side hilser man TUBA velkommen:

“Jeg er er rigtig glad for at byde dem velkommen til Fredericia. Vi har et stærkt fokus på at samarbejde med civilsamfundet. Vi kan meget mere, når vi som kommune arbejder tæt sammen. Det tilbud, som TUBA stiller til rådighed, passer godt ind i vores Strategi for Udsathed, og jeg er så glad for, at TUBA er blevet ambassadør for strategien. Det gør, at vores samarbejde bliver tættere, og at TUBA hurtigt bliver en del af lokalsamfundet”, siger Peder Wittendorff Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Også Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget, glæder sig over, at der nu er et tilbud til unge, der ellers kan være svære at få kontakt til.

“Vi kan konstatere, at behovet har for TUBAs terapi og rådgivning har været her, så jeg er rigtig glad for, at vi har fået lavet et samarbejde med TUBA. Med det her tilbud får vi fat i de unge med ondt i livet, som vi ikke normalt får kontakt til via skoler, fritidstilbud og ungemiljø. Alkohol- og stofmisbrug i den nærmeste familie er nemlig noget, der bliver gået stille med dørene med. Men med TUBAs tilbud kan vi komme i kontakt med disse unge og sætte ind med en forebyggende indsats langt før, end vi gør i dag”

Med åbningen af afdelingen i Fredericia har TUBA nu 31 afdelinger på landsplan.

https://mikeno.dk/t262/M%C3%B8d%20og%20lyt%20til%20foredrag%20med%20Umahro%20Cadogan%20fra%20%22Spis%20dig%20rask%22
Annonce – køb billet her
DEL