Unge på Vej er et initiativ, der skal samle og styrke den uopdyrkede talentmasse inden for dans, der spirer i Trekantsområdet. Med kyndig hjælp fra professionelle dansere og koreografer tilbyder Unge på Vej målrettet talentudvikling og mulighed for at skabe ny koreografi.

Alle unge talenter kan være med
”Alle unge i alderen 14-20 år kan søge om optagelse i Unge på Vej. For at blive en del af kompagniet er det vigtigt, at man har talent og brænder for dans. Det er ikke så vigtigt, hvilken slags dans, man dyrker, men man skal have lyst til at arbejde sammen med andre unge. Og så skal man bo i Trekantområdet”, fortæller Sara Lindhardt, der er koordinator i Unge på vej.

Audition
Der er optagelse til Unge på Vej fredag den 30. oktober kl. 16.30-18.30 på Kolding Musikskole. ”Til audition vil de professionelle dansere, der står for undervisningen i Unge på Vej forsøge at spotte de talenter, som vi tror, vil danne grobund for et dynamisk kompagni og en spændende forestilling,” forklarer Sara Lindhardt.

Nyt stort danseinitiativ bag
Unge på Vej er iværksat af Dansefyrtårn Trekanten, et nyt, stort projekt, der over de næste tre år byder borgerne i Kolding, Fredericia, Vejle, Middelfart og Billund kommuner op til dans. Dansefyrtårn Trekanten er en del af det landsdækkende projekt Ta’ fat om dansen, der er støttet af Nordea Fonden.

Man kan bl.a. læse meget mere om audition og optagelse på Den Kreative Skoles hjemmeside og på Dansefyrtårn Trekantens facebookside.

Mere information på:

Film om Unge på Vej: https://www.facebook.com/dansefyrtaarntrekanten/videos/1622892247971869/

Dansefyrtårn Trekanten facebookside: https://www.facebook.com/dansefyrtaarntrekanten?fref=ts

Dansefyrtårn Trekanten webside: http://www.tafatomdansen.dk/trekantens-dansefyrtaarn/