Den 27. august har Idrætsforeninger i Fredericia sammen med Fredericia Idrætsråd sammensat et program for unge, som skal ud og finde en ny idrætsaktivitet, eller har lyst til at prøve en anden.

På Idrættens Topmøde den 2. april kom der mange forslag til mere fællesaktivitet mellem foreningerne. Et af disse forslag var en idrætsdag for hjemvendte efterskoleelever, for at mindske frafaldet blandt de 14 til 20‐årige. Fredericia Idrætsråd har grebet ideen, og har i samarbejde med en række idrætsforeninger i Fredericia fået lavet en Unge idrætsdag for de 16 til 20‐årige på Fredericia Gymnasium, som ligger område og lokaler til.

Idrætsforeningerne og Idrætsrådet har lavet et program, hvor deltagerne har mulighed for at prøve et par aktiviteter over 2 runder, hvor der også bliver tid til at få en snak med foreningerne.

Det er Idrætsrådets håb, at vi med Idrætsdagen kan få flere unge til at fastholde idrætsaktiviteten i idrætsforeningerne, eller få flere til at starte på en idrætsaktivitet i en af byens mange foreninger, hvor de kan opleve stærke fællesskaber mellem de unge.

Mange aktiviteter at vælge imellem

Aktiviteterne er håndbold, dans/rytmisk gymnastik, basket, atletik, fodbold, spring, judo/ju‐jutsu, som deltagerne på dagen kan vælge at prøve. Der vil være lidt instruktion til aktiviteten, lidt om foreningen og ikke mindst muligheden for at udføre aktiviteten og få lidt sundt sved på panden.

Foreningerne bag aktiviteterne er:
Taulov/Skærbæk Håndbold, BPI, Fredericia Basketballklub, Fredericia Atletikklub, Fredericia Unikke Idrætsforening, EGIF Fodbold, Gymnastikforeningerne i Fredericia samt Fredericia Judo & Ju‐jutsu Klub

Mange unge er klar på dagen

Mange unge har allerede meldt deres ankomst, men der er plads til mange flere, så er man ung i alderen 16 til 20 år, så er man mere end velkommen på dagen – uanset om man kommer alene, eller om man tager vennerne med.

Mød op lørdag den 27. august

Har man lyst, så møder man bare op på Fredericia Gymnasium lørdag den 27. august, hvor man melder sig til de aktiviteter, som man har lyst til at prøve og vide mere om.


Programmet for dagen er:
12:00 – Velkomst
12:15 ‐ 13:15 1. runde
Håndbold, Dans/rytmisk gymnastik og Basket

13:15 ‐ 13:30 ‐ Pause ‐ snak med foreningerne

13:30 ‐ 14:30 2. runde
Atletik, Fodbold, Spring, Judo/jujitsu