16-årig Hysen Goza og 17-årig Kacper Skorupski har udgivet deres første nummer, der hedder Rollie Glitzer. De unge fredericianere håber nu sammen med deres manager, Simon Andersen, at de får en pladekontrakt.

Hysen og Kacper har kendt hinanden siden børnehaven. Musikken er de vokset op med fra deres familie, og i en tidlig alder begyndte de at skrive sange og synge dem derhjemme, men til at starte med vidste de ikke, at de havde samme interesse. Det var først, da kammerater spurgte hvorfor, at Hysen og Kacper begyndte at lave noget sammen og med tiden er Simon Andersen kommet indover som manager for gruppen, som hedder TORNADO.

Genren er helt klar fra de unge gutter. Med inspiration fra den tyske rapkultur har de udgivet deres første nummer, der hedder Rollie Glitzer.

“Det er virkelig en god følelse, fordi vi har arbejdet på det her så længe. Det hele startede lidt i 8. klasse, og første gang vi var i studiet var for ni måneder siden,” siger Hysen og fortæller, at det omtalte studie ligger i København.

Hysen og Kacper har deres egen stil, og de er ikke traditionelle danske rappere, men skal de fremhæve noget dansk falder valget på Benny Jamz. I stedet kigger de mere syd over grænsen for at finde deres inspiration.

“I Danmark er det meget det samme, som rapperne kommer med. Her skiller vi os mere ud, da Tyskland er en helt anden verden. I Danmark er det meget de samme beats,” siger Simon.

Hysen og Kacper er meget dedikeret med deres musik. Det er dog også vigtigt for dem at gøre deres skole færdig, men musikken fylder meget i deres liv.

“Vi er ikke som andre, når vi skriver sange. Vi sætter os ikke bare ind i studiet og siger, at vi skal lave tekster nu. Idéer kan opstå, når jeg er til fodboldkamp og så må jeg hurtigt ud at skrive det ned bagefter,” siger Kacper med et smil.

Annonce

TORNADO har udgivet deres første nummer, og regner man alle platforme sammen, så har det over fået 7000 hits siden udgivelsen den 22. juli. Selvom det er kort tid siden, så er planen, at der skal udgives mere inden 2020 er omme.

“Vi skal helt klart lave noget mere i år. Vi har kun fået positiv respons på den stil, som vi har lavet Rollie Glitzer i, så det kan godt være, at vi bruger noget af den stil igen og kombinerer det med noget nyt,” forklarer Kacper.

Gruppen håber på at få en pladekontrakt, og det er muligvis under opsejling, men faktisk havde de allerede muligheden for det i forbindelse med, at deres nye nummer skulle udgives.

“Vi kunne have lavet det gratis i et selskabs studie, men vi valgte at sige nej. Vi brugte vores egne penge på det, og fik det selv udgivet og viste, hvad vi kan. Mange, der er kommet frem, er blevet kendte på baggrund af deres selskab, men når vi er kommet frem på den måde vi er, kan ingen tage æren for det,” slutter Kacper Skorupski.

Man kan følge Kacper på Instagram under navnet skeezer_t og man kan også følge Hysen, som på Instagram hedder Primeros_.

Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anonnym
Anonnym
2 måneder siden

Godt gået drenge! 😎😎
Stort tillykke
Med udgivelsen 🎤🎤
Held & Lykke fremover ☘️

Anonnym
Anonnym
2 måneder siden

Godt gået drenge. Kacper er det her der står for musikken til næste Nova??