Fredag den 21. august åbnede en ny uddannelse for unge med autisme i Fredericia. Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Peder Tind klippede den røde snor ved en åbningsreception på Merkurvænget 2 i Fredericia, hvor uddannelsen har lokaler.

“Generelt synes jeg, at det er en stor glæde at få lov til at være med til at fortsætte den retning vi gerne vil i Fredericia. Vi vil gerne styrke Fredericia – og der er det at kunne skabe rammerne for de unge mennesker, så de ikke behøver at tage udenbys, en vigtig styrkelse”, siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i et interview til AVISEN.

“Unge med autisme har brug for trygge rammer, hvor der ikke er et stort behov for at forlade hjemmet. Med det her tilbud i Fredericia, som har været efterspurgt af pårørende i mange år, har vi en fantastisk mulighed for at give de unge med autisme en uddannelsesmulighed her i vores kommune. Jeg tror at vi over de kommende år kommer til at se det her vokse – og der er klare udsigter til at tilbuddet skal rumme endnu flere”, fortsætter Tind.

“Jeg synes at det her er utroligt spændende. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes for Social- og Beskæftigelsesudvalget at få det her nye tilbud op at stå. Vi måtte nedlægge det tidligere tilbud for nu at kunne stable det her på benene. Jeg forventer mig rigtig meget af det her, som har været efterspurgt længe fra de pårørende”, fortæller Inger Nielsen, medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Uddannelsen foregår i lokaler på Merkurvænget 2, der ligger tæt på STU Fredericia. Lokalerne er særligt indrettet, så de imødekommer de unges behov, og undervisningen kommer til at foregå med specialuddannet personale inden for autisme.

Uddannelsen er ikke kompetencegivende, og Fredericia Kommune vil derfor samarbejde med andre ungdomsuddannelser i Fredericia i forhold til særlige praktikker, enkeltfagseksaminer og fjernundervisning, hvis den studerende ønsker det.

I budgetforliget 2020 ønskede Fredericia Byråd at styrke STU Fredericia med flere målrettede tilbud for unge med særlige behov.

En STU er en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, og er en forkortelse af Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

I januar 2020 satte Social- og Beskæftigelsesudvalget arbejdet med at udvikle et særligt tilbud for unge med autisme i gang. En arbejdsgruppe blev nedsat, der blandt andet har arbejdet med indhold, indretning af lokaler og undervisningsmaterialer.

I løbet af foråret 2020 har arbejdsgruppen inddraget forældre til unge med autisme for at indsamle idéer og viden i udviklingen af det nye tilbud. Derudover arbejder arbejdsgruppen tæt sammen med UU og Jobcenter Fredericia.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer