I et klasselokale på Fredericia Gymnasium, fyldt med sofaer og lænestole – og en slushice maskine – var der indkaldt til demokratisk inspirationsmøde. To byrådsmedlemmer og de lokale ungdomspartier stod bag i samarbejde med Danske Digitale Medier. Der var tale om en stor succes, er beretningen fra mødet.

I nogle lande går borgerne i krig for demokratiet, men i Danmark står det rigtig godt til. Der er et velfungerende demokrati, men for få unge stemmer – og for få unge i Fredericia er ungdomspolitisk aktive. Det fik Niels Martin Vind (V) og Vibe Dyhrberg (S) til at indlede et tværpolitisk samarbejde. Det handler for dem ikke om, at de unge skal melde sig ind i en bestemt politisk ungdomsorganisation, men i stedet om at de unge skal engagere sig politisk.

I Fredericia er der lokale afdelinger af flere ungdomspartier, men medlemstallene ser noget mere dystre ud end for få år siden. Generelt er der tale om en bølgende statistik over tid – men nu vil de to byrådsmedlemmer gøre deres for, at flere unge bliver en del af et ungdomspolitisk fællesskab.

I et samarbejde mellem de to politikere, byens ungdomspartier, Danske Digitale Medier og Fredericia Gymnasium var der indkaldt til demokratimøde, hvor netop engagementet i ungdomspolitik var i fokus.

Tidligere byrådsmedlem delte ud af erfaringer

Frances O’Donovan Sadat er tidligere medlem af byrådet, en plads hun fik i en meget ung alder. Hun har gjort sig mange erfaringer fra både det ungdomspolitiske og det lokalpolitiske arbejde. I et live-interview med chefredaktør for Danske Digitale Medier, Matthias Runge Madsen, delte hun gladelig ud af hendes mange erfaringer. Der var plads til spørgsmål fra salen og en god mulighed for at høre hvor stor indflydelse man kan få som ganske ung.

Ungdomspolitikere med klare opfordringer

Udover den tidligere ungdomspolitikere og lokalpolitiker, Frances O’Donovan Sadat, var der også besøg fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms medlem af forretningsudvalget, Stine Eiby, ligesom formand for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard, besøgte Fredericia Gymnasium.

Uden at fortælle hvem der kom fra hvilket parti blev de mange fremmødte bedt om at skyde med deres fordomme om ungdomspolitikere. ”I har en mening om alt”, ”I konkurrerer hele tiden med hinanden” og ”Kan man overhovedet få indflydelse” var blandt fordommene.

– Man melder sig ind på grund af en sag, men bliver på grund af fællesskabet, lød det blandt andet fra Stine Eiby, medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Derfra var der tid til en kort debat mellem de to – for en stor del af ungdomspolitik handler også om at udfordre både sine egne og andre holdninger. Denne dag stod alkohol- og tobaksforbud på dagsordenen, en dagsorden der også viser, at ungdomspartierne kan skille sig ud fra moderpartierne.

Slutteligt var der mulighed for at møde de ungdomspolitiske partier der var til stede. Denne dag var der repræsentanter fra Moderaterne, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom. Desuden var der mulighed for at få etableret kontakt med de øvrige partier, gennem henvendelse til Niels Martin Vind og Vibe Dyhrberg.