Politiet og Fredericia Brandvæsen blev lørdag klokken 14.30 tilkaldt til et færdselsuheld i krydset på Strandvejen ved Røde Banke, hvor to bilister var stødt sammen. Den ene af bilisterne, en ung mand fra Fredericia, kom alvorligt til skade ved ulykken og er blevet indlagt med livsfarlige kvæstelser på Odense Universitetshospital.

– Jeg har ikke alderen på den unge mand, men den anden bilisten er en italiensk mand på 39 år, som slap uden skader fra ulykken, oplyser vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Efter politiets oplysninger kom den 39-årig mand kørende i sydlig retning på Strandvejen, hvor han kørte over for grønt lys i krydset. Den unge mand kom kørende fra Røde Banke og overser rødt lys i krydset, hvorved han bliver ramt i siden.

(Arkivfoto)