Den næstyngste kandidat til kommunalvalget i Fredericia, er blot 18 årige Sidse Skaar fra Venstre. Fredericia Avisen har taget en snak med Sidse om det, at være ung i politik.

Sidse Skaar er blot 18 år gammel og går i 3.G på Fredericia Gymnasium. Når tiden ikke går med skole, bruger hun en masse tid på politik. Hun er nemlig også formand for den lokale afdeling af Venstres Ungdom. Det er også igennem VU, at Sidse for alvor har fundet interessen for politik. Det sidste der skulle til, for at få Sidse til at gå ind i lokalpolitik, var en opfordring fra Venstre i Fredericias bestyrelse: “Da Venstre i Fredericias bestyrelse opfordrede mig til at stille op, kunne jeg kun sige ja” udtaler Skaar til Fredericia Avisen.

Sidse Skaar vil kæmpe de unges kamp.
Foto: Privat

Især det at være ung mener Sidse Skaar er en fordel i kampen om mandaterne i byrådet: “Jeg kender meget til, hvad de unge vil have ændret i byen, vi har mange af de samme interesser”. Hun fortætter: “Som ung stiller man andre spørgsmål og ser tingene fra en lidt anden vinkel. Så jeg ser det kun som en fordel at være ung”.

Sidse har rejst en række spørgsmål i valgkampen, som omhandler unge. Især mængden af videregående uddannelser i byen er noget der har fanget hendes opmærksomhed. “Hvorfor er der ikke flere uddannelsesmuligheder for de unge? Hvorfor er der ikke mulighed for at dygtiggøre sig og tage en videregående uddannelse?”

Hun fortsætter:

“Der er rigtig mange unge der flytter fra vores by, for at studere videre. Vi bør gøre mere for at få de unge til at blive i Fredericia”

Det er ikke kun de videregående uddannelser Sidse Skaar har sat fokus på i valgkampen. Folkeskolen er også noget der optager den unge Venstre kandidat. “Hvorfor har folkeskolen ikke lært noget af det, der går så godt for privatskolerne? Især niveauopdeling i folkeskolen synes jeg man skal gøre mere ud af. Det er eleven der skal i fokus” udtaler Skaar til Fredericia Avisen.

Plakaterne kom i lygtepælene for Sidse Skaar
Foto: Privat

Til spørgmålet om hvad hun forventer når stemmerne er talt, var Skaar ikke så meget for at bruget ordet “forventer”: “Forventer er et stort ord. Jeg håber og tror på, at jeg har en reel chance for at komme ind. Det her er noget jeg brænder for. Jeg vil være med at til at beslutninger og påvirke byen i en positiv retning. Så finder jeg det også vigtigt at være de unges stemme i byrådet”.

Sidse Skaar kæmper en hård kamp for, at få fredericianerne til at stemme på hende. Plakaterne er i lygtepælene, med hjælp fra hendes kampagneteam. Flyers bliver delt ud i massevis, og borgere bliver mødt i både gågaden og ved dør-til-dør kampagner. Dog har valgkampen ikke været helt nem for Skaar. I fredags blev hun påkørt, hvilket har sat hende lidt tilbage. “Det var bestemt ikke rart. Jeg blev ramt hårdt, så min bil endte ude på en mark. Det har gjort jeg måtte ligge hjemme i weekenden med en hjernerystelse, i stedet for at dele flyers ud” lyder det fra den unge kandidat. Uheldet vil dog kun koste hende den weekend. Allerede mandag var Sidse ude at møde vælgere.

Om det bliver til en plads i byrådet, får vi at se, når vælgerne har stemt 21. november.