Forside Danmark Undgå lang salgstid og stort nedslag: Sæt den rigtige pris på din...

Undgå lang salgstid og stort nedslag: Sæt den rigtige pris på din bolig

DEL
Foto: Boligsiden.dk

En ny opgørelse fra Boligsiden.dk viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem den tid, det tager at sælge din bolig og størrelsen på det nedslag, du ender med at give. Tendens er ens i hele landet.

Når du sætter din bolig til salg, er det vigtigt at finde lige nøjagtig punkt, hvor udbudsprisen passer med det, køberne vil betale. Ikke mere, ikke mindre. På den måde kan du undgå de bekymringer, der følger med, når man har en bolig til salg i lang tid. Problemet er, at lige netop prissætningen er den sværeste disciplin af dem alle.

Nu viser en helt ny opgørelse fra Boligsiden.dk, at det ikke bare er vigtigt, men helt afgørende, at du mestrer den vanskelige disciplin. Opgørelsen afslører nemlig en enslydende tendens i landets fem regioner: At nedslaget bliver højere, jo længere tid det tager at sælge din bolig. Og går der mere end et år, stiger rabatten til 10 procent. Desuden ved vi fra en undersøgelse fra maj 2018, at boliger, der er sat ned undervejs i udbudsforløbet, bliver solgt langt billigere, end boliger der bliver solgt til første udbudspris.

“De fleste købere forventer at få nedslag i prisen, når de køber en bolig. Den forventning stiger kraftigt, jo længere tid boligen er til salg, for køberen ved godt, at du er ved at være mør og bare gerne vil sælge og komme videre. Som sælger er det derfor også afgørende at undgå følelsen af panik. Det arbejde starter ved den allerførste prissætning, og det gælder fra Nordjylland til Hovedstaden og alt derimellem,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.dk.

Bliv tryg ved din ejendomsmægler
Og så er vi egentlig tilbage, hvor vi startede: Ved kunsten at finde lige præcis den pris, der passer til det marked, boligen skal konkurrere på. Her kommer ejendomsmægleren ind i billedet.

“Sætter du prisen for højt, bliver din bolig ikke solgt, salgstiden stiger, og du bliver i bedste fald utålmodig. Derfor er det vigtigt, at du finder en ejendomsmægler, der har lokalt kendskab og erfaring med at prissætte i lige nøjagtig det område, din bolig ligger i. Og så skal det være en, du er tryg ved. For når du har valgt ejendomsmægler, skal du lytte til den prissætning, han foreslår. Det giver dig den største chance for at lave et salg, du er tilfreds med – også selv om prisen måske er lavere, end du havde håbet på,” siger Birgit Daetz.

Find den rigtige ejendomsmægler i Find Mægler på Boligsiden.dk. Her kan du finde kontaktoplysninger på landets ejendomsmæglere og se, hvor mange boliger de har solgt i dit område, og hvor tilfredse deres kunder har været.

www.fhk.dk
DEL