Kolding har fået ny bybusnet. Med nye ruter og nye køreplaner er det en god ide at tjekke, hvilken bus du skal med, så du ikke kommer for sent i skole eller på arbejde første dag efter sommerferien.

For at hjælpe de borgere, som på grund af ferien ikke har været opmærksom på det nye bybusnet, informerer Kolding Kommune og Sydtrafik en ekstra gang om ændringerne de kommende uger. 10. august starter det nye skoleår. For at guide børnene og andre passagerer vil der denne dag både om morgenen og hen på eftermiddagen være medarbejdere fra kommunen og Sydtrafik, som man kan spørge til råds ved de større stoppesteder.

Du kan læse meget mere om det nye bybusnet på www.kolding.dk/nytbybusnet. Under “Aktuelt” kan du læse de seneste måneders artikler, hvor der er masser af information om ændringerne i bybuskørslen. Under “Om det nye bybusnet” kan du studere forbedringer og svagheder samt baggrunden for det nye bybusnet.