Ugens Kurt er intet mindre end en legende i det fredericianske håndboldmiljø. Han trådte sin barnesko i Vingsted, men flyttede til Fredericia i 1967, da håndbolden kaldte og bor i dag på år 41 i højhusene på Lumbyesvej. Han bærer titlen bedstefar stolt, elsker sport og kender gud og hver mand. Ugens Kurt er Poul Nyborg Mikkelsen, eller bare; Fido.

Det er blevet torsdag, og livet omkring kaffebaren i Fredericia cykler af sted, man kan næsten sætte sit ur efter, hvornår de forskellige kaffegæster drikker den varme mocca. Poul Nyborg Mikkelsen har fundet plads ved et bord i god tid, og sidder med en Coca Cola. Han smiler og serverer som altid en god kæk bemærkning.

Fido, som han kaldes efter han som otte-årig i Vingsted friluftsbad sprang i vandet efter en pind, og de andre råbte, “Kom så med den Fido”, blev født den 19. december 1941 i Vingsted. ”Lige overfor Vingstedcenteret, hvor de tyske flygtninge senere boede,” indleder han.

”Ja, vi overlevede en verdenskrig os der var født dengang. Da jeg var helt ung var der en flygtningelejr i Vingstedcenteret. De tyske flygtninge rejste først hjem i 1948. Men selvom jeg var ganske lille husker jeg ikke, at vi mærkede til krigen dengang,” siger Fido og fortsætter:

”Jeg kan dog huske, at da krigen var slut og de tyske flygtninge boede i centeret, så kunne vi børn blive kaldt ind af vores forældre, hvis vagterne skød efter dem. Det var måske bare varselsskud, hvis de var stukket af, men jeg husker tydeligt, at så var det ind.”

Fidos forældre arbejdede begge, imens faderen passede skoven, passede moderen gryderne som kogekone. Skolegangen var fin. Han gik på en landsbyskole, hvor alle kendte hinanden.

”Det var en god skole. Der var ikke så meget sprog og andre flotte fag. Vi havde regning, dansk, religion og historie, hvor de sidste to fag var mine favoritter. Hvis man skulle mere, så skulle man gå i skole i Vejle,” siger Fido og fortæller om sine fritidsinteresser:  

”Jeg spillede fodbold i Bredsten og fortsatte med at spille, da jeg var i lære. Jeg kom i lære hos Ødsted Mejeri som mejerist. Jeg blev udlært d. 1. maj og skulle straks ind som soldat den 2. maj. Jeg var fire måneder i Haderslev og et år i Odense,” siger Fido og tænker tilbage på militærtiden:

”Jeg spillede næsten kun bold efter rekruttiden. Vi vandt en masse mesterskaber. Efter værnepligten var vi hjemme i et års tid, hvorefter vi blev genindkaldt i tre uger, men det var ikke andet end druk,” griner Fido og uddyber:

”Det var nogle gode soldaterkammerater, som man ikke havde set i et år, så alt skulle genopfriskes. Det var næsten som i filmene (Soldaterkammerater red.). Vi havde det sjovt.”

Hvordan gik du fra håndbold til fodbold?

”Vi spillede begge dele. Håndbold var udendørs dengang, men der var en hal i Vingsted. I Vejle var der en gammel badmintonhal, ellers var der ingen. Jeg bestilte, som sagt ikke andet end at spille fodbold og håndbold i militæret.”

Poul Nyborg Mikkelsen fik arbejde på Bredsten Mejeri, hvor han var i seks år. Samtidig spillede han timevis af håndbold, hvor han også kom på amtsholdet i Vejle. Han blev spurgt om at rejse til Fredericia fF at spille, og han takkede ja.

”Jeg havde allerede været i Glashallen nogle gange og mærke stemningen, så jeg sagde ja. Det var jo helt vildt, hvad man havde skabt i Fredericia – håndboldmiljøet var magisk. Jeg skiftede til F’erne i 1967 og startede med at arbejde på mælkefabrikken på Nestlegården, hvor jeg var i to år. Der blev produceret mælk og fløde. Vi solgte blandt andet til de amerikanske tropper i Tyskland og vi lavede også flødekarameller. Jeg stoppede der efter to år, fordi de ville have jeg skulle være mester, hvilket betød, at jeg skulle sige ja til tre-holds-skifte, men det gad jeg sgu ikke. Så kunne jeg ikke spille håndbold,” siger Poul og fortsætter:

”Jeg blev i stedet frugtchauffør, først for AV Kirkeby gennem tre år, men så flyttede de til Horsens og det var for langt væk, syntes jeg, hvorfor jeg i stedet fik arbejde hos HP Frugt. Der var jeg i 38 år. De første 18 år var som chauffør og de sidste 20 år som telefonsælger hjemmefra. Det var rigtig godt og spændende.”

Hvordan var det at køre med frugt?

”Det var spændende. Jeg mødte et hav af mennesker. Jeg kørte først seks år i Aabenraa, Vojens og Haderslev, hvilket gav nogle sjove oplevelser. Jeg husker f.eks., at jeg skulle levere 30 kasser æbler hos et supermarked i Aabenraa. Købmanden sagde, at jeg skulle stille dem i ”æ eck”, men jeg kunne sgu ikke finde et sted med æg. Han talte jo halvvejs tysk. Senere da jeg så tysk fodbold, opdagede jeg, at eckball var hjørne, så æblerne skulle stå i hjørnet,” fortæller Fido og får os til at le.

Fido kørte senere i Vejle by, hvilket var noget lettere – og gav mindre tid på landevejene, men ruterne blev effektiviseret, hvorefter Fido blev ”hjemmegående sælger”.

”Jeg ringede rundt, det gav mange gode samtaler, og der var gang i den. Kunderne var supermarkederne, og når jeg tænker tilbage, så var der virkelig gang i den. Om sommeren stod jeg blandt andet for kunderne ved Vestkysten – det var helt vildt, hvad de skulle bruge i højsæsonerne,” siger Mikkelsen.

Hvordan med håndbolden i Fredericia?

”Da jeg kom til F’erne lå vi i 2. division. Det første år blev vi nummer tre og året efter rykkede vi op i 1. division. Det var en stor dag, da vi røg op i 1.division. Hele byen gik amok den dag. Det har altid været en håndboldby. Det kan man også se i dag, hvor der kommer mange i hallen,” siger Fido og fortsætter:

”Men det var en anden tid. Vi trænede mandag og onsdag i håndbold, og så var der én kamp. KFUM rykkede ud det år, vi rykkede op, men de trak det lange strå og fik et virkelig stærkt hold sidenhen. Selvom jeg som FfF’er ikke synes, det var så godt, så måtte man bøje sig i støvet. Jeg kendte dem alle, og jeg husker, at vi spillede mod hinanden 2. juledag i mange år, men til sidst ville de ikke, for vi slog dem. Jeg har aldrig tabt til dem.”

Poul Nyborg Mikkelsen spillede sammen med navne som Keld Larsen, Mogens Rod, Henning Rod og Preben Jensen i Fredericia fF – og han husker mange flere.

Hvis du ser på håndbold i dag og dengang, hvordan ser du det så?

”Der var knap så meget tempo dengang, der var øl og hygge efter kampen. Man var ikke så seriøs som i dag. Men der var gang i Fredericia, når håndboldklubberne løb på banen. Jeg husker, at vi var i samme række som KFUM med over 3000 tilskuere i Glashallen. Man kunne ikke se fra den ene ende til den anden, da der blev røget i hallen. Vi manglede et point for at overleve, så det var noget møg, at vi rykkede ud. Vi havde et rimelig godt hold dengang. Jeg tror ikke, at vi var rykket ned, hvis Idrætscenteret ikke var blevet bygget.”

Fra håndbolden til kærligheden. Connie Mikkelsen blev den udkårne, og igen skal Fido være kæk, når der skal berettes.

”Vi blev gift i februar 1980 i Trinitatis Kirke, hvor præsten, kordegnen og kirkens folk måtte holde Connie, så hun ikke løb for stærkt op ad gulvet til mig,” siger Fido og griner, inden han fortsætter:

”Vi holdt en god fest på Peter Aage Gården (kroen i Erritsø). Det var en god fest uden KFUM’ere. Vi fik Pia i 1980 og Lone i 1984. De har begge spillet håndbold, og Connie spillede sekundahåndbold. Hun var på hold med gamle KFUM’ere.”

Hvad med familieferierne, hvor gik de hen?

”I 21 år kørte vi til Italien ned til en campingplads nede ved lidoen. Det var sådan et mobilehome, vi lejede. Det var fandme dejligt at være dernede og slappe af. Nick Rasmussen og familie holdt også ferie dernede, så ham og jeg fik da en øl eller to, når vi spillede boule. De store øl,” siger Fido.

Hvor længe spillede du håndbold?

”Jeg spillede sidste divisionskamp som 44-årig. Jeg stoppede som 58-årig. De ringede til mig, fordi de manglede en til en Serie 1-kamp. Vi spillede i Egtved og tabte 31-18, derefter var det slut. Jeg sagde til dem: Om I mangler 18 mand, så skal I aldrig ringe mere.”

Poul Nyborg Mikkelsen fastholdt sin passion for sporten og var gennem to år juniortræner, senere ynglingetræner og endeligt seniortræner, hvor han prøvede kræfter med klubbens Danmarksseriehold, men det var Jyllandsserieholdet med tidligere håndboldkoryfæer, der trak tilskuere til.

”Holdet med blandt andet Mogens Muggi Jeppesen var populært. Jeg kan huske, at jeg havde en kollega, der spurgte, om vi ville spille en opvisningskamp. Der var fuldt hus, da vi kom. De spurgte hvad vi skulle have, så sagde vi ingenting.

Privat har Poul og Connie boet tæt på arbejde og familieinteresser.

”Vi har boet 41 år på Lumbyesvej. Det er dejlig tæt på hallen og F’erne. Hvis vandhanen drypper, så ringer man til viceværten. Jeg havde ikke tid til hus, så det har været fint,” fortæller Fido.

Du vendte retur til håndbold senere som holdleder for ligaholdet, hvordan var det?

”Det var spændende og godt. Jeg blev holdleder, da Ulrik desværre pludselig døde. Jeg var holdleder i nogle sæsoner, indtil vi gik konkurs. Holdet var stærkt med spillere som Casper U. Mortensen, Paw Peters, Peter Henriksen, Christian Lynggaard, Morten Thrane og Rasmus Jensen.  Det var fine tider. Jeg husker også Minik. Han var god, og i øvrigt så var både han og Julie (Bertelsen red.) søde.

Der er noget med dig og Julie Bertelsen – en sætning, som kun du kunne slippe af sted med.

”Ja, jeg sagde engang efter en sejr, hvor der kom øl til spillerne, om Julie ikke ville smage. Hun takkede pænt nej med et smil, så fløj det ud af mig, at hun var den første grønlænder, jeg kendte, der havde sagt nej. Vi grinte begge. Det var i øvrigt fedt at opleve Ultras dengang, det var virkelig en god opbakning vi fik og det er det stadig i dag også, men de er jo ikke studenter alle sammen længere.”

Hvad så i dag, når du kommer i hallen?

”Det er godt. I dag sidder jeg omme bag målet med Jørgen Per Larsen, der også er gammel håndboldspiller, familien og venner. Mange kommer forbi os og hilser, og jeg kender de fleste af dem. En af dem træner jo nogle konkurrenter – Kasper Christensen og jeg taler sammen. Han er en dygtig fyr. Han gør det godt dernede i SønderjyskE,” svarer Fido.

Hvilken spiller husker du særligt?

”Anders Dahl Nielsen er nok den bedste spiller, men jeg var også god. Det var lige meget, hvilken position i bagkæden jeg blev sat på, så røg bolden i kassen. En anden lille anekdote fra gamle dage, var da Anders Dahl var træner, så røg Muggi en smøg under opvarmningen. Så spurgte de andre Dahl, hvorfor de ikke måtte og så sagde han, at når de andre blev lige så gode som Muggi, så måtte de også.”

Ud af det blå blev Poul Nyborg Mikkelsen i 2015 ramt af en blodprop. Det var uhyggeligt, fortæller han.

”Jeg husker det tydeligt. Den 20. april 2015 på Rolf Sørensen og Hitlers fødselsdag, fik jeg det skidt. Da jeg gik i seng aftenen før, havde jeg det fint, men da jeg vågnede, havde jeg ondt alle mulige steder og det trak ud i armen. Jeg ringede til Connie, der var på arbejde på skolen, og hun kom hjem. Hun ringede efter en ambulance. Jeg endte med at få en fire dobbelt bypass-operation, men i dag er alt godt igen,” siger Fido, der dog sover lidt længere.

”Jeg står op klokken 0830 – 09:00, og jeg har nok at se til. Jeg skal på Mødestedet klokken 11:00, og der kommer alle de andre kloge hoveder og så drikker vi en vand eller øl. Tidligere kom vi i Vestcenteret. Det var hyggeligt, vi slog tiden ihjel med gode samtaler, det var ærgerligt, at den blev nedlagt.”

Hvad er interesserne så i dag?

”I øjeblikket ser jeg jo håndbold. Jeg kan lide det mest sport, også skiskydning. Det er imponerende, at de suser med fuld hammer af sted, og med høj puls skal finde roen til at ramme plet. Atletik kan jeg også godt lide at se og også fodbold, hvor jeg holder med Liverpool, Real Madrid og FCK. Jeg er ikke fan af Bundby eller FC Midtafrika,” siger Fido og griner igen.

”Ellers er jeg mest til bøger. Jeg fik blandt andet en god julegave med billeder fra 2. Verdenskrig. Det er spændende.”

Hvad med Fredericia, hvordan har det været at være her siden 1967?

”Det har været rigtig fint. Der er gang i byen, men jeg kommer mest i Vestbyen, hvor vi bor. Men jeg ser da også noget sport, når børnebørnene spiller. Jeg har fem, så der er liv og glade dage. Ellers er der mange gode steder i vestbyen, f.eks. Vestbyens Herretøj, hvor jeg gennem 25 år har handlet hos Henrik. Han er en god mand. Der var håndboldsspilerne Peter Nielsen og Rasmus Matthiesen jo også. Vi får altid en god snak hos Henrik.”

Klokken nærmer sig 11.00 og Fido takker af. Foran Kurt’s Kaffebar er der kommet nye gæster til, og dem skal han lige sludre med, inden turen går til Mødestedet. Han når dog lige at tilføje, at når de har 40-års-bryllupsdagen, så går turen syd på med hele familien.

Skriv et svar