Forside Erhverv Ugens Kurt: Peter Møller

Ugens Kurt: Peter Møller

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Peter Møller er 55 år og har siden 2011 drevet Estate Peter Møller, som den dag i dag ligger i Peters egen hood på Erritsø Bygade. Peter kan også skrive tidligere ligaspiller på sit cv, og han har en kærlighed til Rammstein. Læs om det og meget mere i denne udgave af Ugens Kurt.

Peter var tidligt på den, i forhold til vores aftalte tidspunkt . Han har sat sig ved højbordet på Kurt’s Kaffebar og talte med en, inden jeg trådte ind ad den ringene dør klokken 10:30.

Et af de store samtaleemner for tiden er FHK. Peter startede også med at konstatere: “Det går da meget godt.” Uden at have sagt, hvad der går godt, var jeg dog ret sikker på, at det var FHK, som der blev talt om. Peter er selv tidligere håndboldspiller, og hans datter, Ida, spiller på FHKs 1. divisionsdamehold.

Det var dog i en helt anden gade at vores udgave af Ugens Kurt startede. Vi spolede tiden tilbage til Peters barndom, hvor han gik på Bakkeskolen.

“Det var fedt at være ung i Erritsø. Vi havde et godt sammenhold, og hyggede os i idrætsklubben, dengang spillede man fodbold om sommeren ,” siger Peter, der nød tiden på Bakkeskolen:

“Det var superfedt. Jeg havde Jørgen Heidemann (spiller fra Fredericia KFUMs storhedstid i håndbold) til matematik og idræt, så det var meget godt.”

Tendensen med en “håndboldlærer” fortsatte, da Peter startede på Handelsskolen.

“Jeg havde Hans Jørgen Knudsen, der var ynglingetræner i KFUM i 100 år. Jeg og min klassekammerat Morten havde særlig vilkår, når vi ikke havde lavet lektier og havde Hans Jørgen. Vi fik ikke skæld ud, da det havde været pga. træning. Så prøvede en fra vores klasse at gøre det samme, men han fik en skider. Det var han noget fortørnet over, men forskellen var, at han ikke havde været til håndboldtræning – det havde vi,” siger Peter med et grin.

Et år blev det til for Peter på Handelsskolen, hvorefter han kom i praktik.

“Jeg ville ind i en bank – det var så moderne dengang. Jeg tog det, der hed EFG handel og kontor, og da der var gået et år magtede jeg ikke skolen mere. Derfor tog jeg rundt med ansøgninger til alle byens pengeinstitutter og fik så tilbudt en læreplads i Bikuben, der blev til BG Bank,” forklarer Peter og kommer ind på tiden i banken:

“Det var en fed tid, og jeg var der også efter læretiden. Den dag i dag forstår jeg ikke, hvad der var fedt i bankbranchen, men dengang synes jeg, at det var fedt.”

Hvad var der fedt ved det?

“Kollegaerne var unge, og vi mødtes også med de andre pengeinstitutter i byen om fredagen på Generalen. Det var før Generalen blev til et slags diskotek. Der sad vi så og drak nogle øl med hinanden og “svinede” hinanden til i en god mening,” forklarer Peter med et smil på læben og fortæller, hvad der skete efter tiden i Bikuben:

“Jeg kom til Middelfart Sparekasse, og var der i midten af 90’erne, hvorefter jeg i 1999 blev ejendomsmægler og startede ved Danbolig.”

Hvornår læste du til ejendomsmægler?

“Jeg læste til ejendomsmægler i 90erne. Jeg fik blod på tanden, og synes, at det lød spændende, så jeg prøvede det. Samtidig spillede jeg håndbold i Nyborg, hvor vi trænede mandag, tirsdag, torsdag og fredag, så det passede med, at jeg kunne være i skole onsdag,” siger Peter og fortsætter:

“Jeg var fem år om det, fordi jeg ikke havde tid til mere. De fleste andre tog dobbeltfag, men det kunne jeg ikke pga. tidsmangel , så jeg tog det roligt.”

Hvordan var brancheskiftet?

“Det var en helt anden branche, og derfor griner jeg også den dag i dag af mig selv. Når jeg snakker med gamle kollegaer i dag kan de godt forstå, at jeg valgte noget andet end at være bankmand. Det at være bankmand i dag er ikke noget for meget, jeg har for meget krudt i røven,” siger Peter.

Peter Møller startede op som mægler hos Danbolig, men han skiftede hurtigt job.

“Jeg kom til Home, efter at have været hos Danbolig. Jeg var hos Home i 12 år, og havde en rigtig god tid der. De gamle indehavere solgte butikken, og de nye ejere ville andre ting, så jeg stoppede og åbnede mit eget,” fortæller Peter og fortsætter:

“I 2011 åbnede jeg min egen forretning i Sjællandsgade, og rykkede så til Erritsø i 2016. Det var mega spændende at åbne, da jeg jo ikke havde noget at sælge. Heldigvis kom det hurtigt via et godt netværk i byen, hvor jeg føler, at folk havde tillid til mig, også qua min fortid som bankmand.”

Hvordan var det første salg?

“Det var fantastisk, jeg husker, at det var en lejlighed i Danmarksgade med Rasmus og Annette. Når vi ser hinanden den dag i dag taler vi stadig om, at det var mit første salg,” forklarer Peter.

Hvordan kan det være, at du åbnede i Erritsø?

“Fordi at der ikke var nogen i Erritsø. Der var ikke noget galt med at være i byen, men jeg ved ikke hvorfor man absolut skal ligge i byen, hvor der er dårlig parkering. Jeg kom ud, hvor jeg selv bor og er vokset op, og har et rigtig godt netværk. Det er ikke fordi, at der er noget galt med byen, men ude ved mig er der parkering foran døren, gode vinduer og andre ting,” siger Peter inden han slår fast:

“Jeg savner faktisk byens puls, hvor man lige kan gå rundt og sige hej. Eksempelvis at gå ned til Peter Lindvig på Den Engelske eller ind i Smagløs til Hanne. Jeg havde ikke se det komme, at jeg ville mangle byen på den måde.”

Hvordan var tendensen på markedet, da du startede op selv?

“Det var sagt på godt dansk et lortetidspunkt, men hvis man kunne få biksen op at køre der, kunne det ikke gå galt. Det kunne heldigvis lade sig gøre, og det går fremad. Der er positive tendenser, også i byen generelt, der sker mere i Fredericia end for 5-10 år siden,” forklarer Peter og kommer ind på, hvor han er om 5-10 år:

“Jeg sidder formentlig i vores lille butik. Jeg nyder at komme på arbejde hver dag, det er livet at være mægler.”

Håndboldspilleren Peter Møller

Peter Møller er også kendt som en håndboldmand, og vi foretog derfor et emneskifte og talte om, hvornår han begyndte at være seriøs med håndbolden.

“Det var i 1985, hvor jeg spillede 2. division (landets næstbedste række, red.) i Tommerup. Det var Keld Andersen fra Fredericia, der var træner derover. På holdet var Per Hunniche og Ole Jensen, og der var en plads i bilen, og da de manglede en stregspiller kom jeg med. Jeg spillede der en sæson, men holdet gik i opløsning efter en sæson, men jeg blev kontaktet af Nyborg, der storsatsede,” siger Peter Møller og fortsætter:

“Jeg spillede tre sæsoner i Nyborg, som jeg rykkede op i ligaen med. Jeg havde aldrig rigtigt spillet i byklubberne i Fredericia, men i 1989 skiftede jeg til F’ernes projekt, og videre til FHK i 1990, da klubben blev stiftet. Det var en rigtig god tid, vi startede i 3. division og kom i ligaen.”

Det at FHK er en fusion mellem de to gamle rivaler, Fredericia fF og Fredericia KFUM gav også udfordringer.

“Det var sjovt dengang med mange lokale på holdet. Det var benhårdt til træning, og jeg blev anfører – formentlig af den simple årsag, at jeg hverken var F’er eller KFUM’er. I den første sæson skete det også, at der blev lidt slagsmål til træning, men vi blev altid gode venner,” siger Peter og fortsætter:

“Vi rykkede op fra 3. til 2. division i den første sæson. Vi havde egentlig et pisse dårligt angreb, men vi havde et betonforsvar og holdt modstanderne på under 20 mål. Vi havde “Muggi” i kassen, og var virkelig gode. I 2. division fik vi blandt andet John Jacobsen og en fra Fyn, der hedder Jan Henriksen. Jan var venstrehåndsspiller. Vi rykkede op i ligaen, hvor jeg spillede et par sæsoner, inden jeg stoppede i 1996.”

Peter Møller har siden holdt interessen ved håndbolden ved lige. Særligt følger han FHKs damer, hvor to af hans børn, Stine og Ida, spiller. Stine spiller ikke på førsteholdet mere grundet tidsmangel, mens Ida stadig gør sig på 1. divisionsniveau.

“Jeg følger mest med i pigehåndbolden, og har ikke set en hel herrekamp længe. Det er lidt mærkeligt, men det er fremmed for mig at komme derud. Det er fedt, at det kører godt, men jeg bliver ikke helt fanget af det, hvilket kan hænge sammen med, at det ikke er særlig mange lokale spillere, som er på holdet,” siger Peter, der dog har ros til FHKs projekt:

“Jeg synes, at det er spændende, og der bliver gjort et godt stykke arbejde. Jeg håber, at de formår at komme op i ligaen.”

Rammstein

Peter Møller har sparsomt med fritid, da spørgsmålet gik på, hvad han får tiden til at gå med, når den ikke står på arbejde, men der er dog ting på programmet for Peter.

“Jeg går lidt i fitness i Erritsø, så tøffer jeg lidt rundt og har mit hus og have. Jeg har også et par hunde, der godt kan lide at gå,” siger han og kommer ind på, hvad han benytter sig af mht. kulturelle tilbud i Fredericia:

“Jeg er tilhænger af musik og Tøjhuset. Jeg er mega fan af Sort Sol, som leverede en fed koncert sidste år. Jeg drømmer om, at Rammstein kommer her til byen, men nu ser jeg dem 19. juni i Telia Parken i stedet,” griner Peter, der har Rammstein som favoritbandet:

“Det er den mere hårde afdeling, jeg har egentlig en meget bred smag, men Rammstein er nummer et,” lyder det fra Peter Møller.

Fakta Peter Møller
Har altid boet i Fredericia
Er 55 år
Har tre børn
Bor med samlever

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.
DEL