Ugens Kurt er indfødt Erritsø-pige med ben i næsen, kendt for en kæk, men intelligent og velovervejet bemærkning, for overblik, ro, og smil. Ugens Kurt er Direktør hos EWII, håndboldmor og frivillig i børnenes forening. Ugens Kurt er Pernille Johannsen.

Den 2. marts 1976 så Pernille Johannesen dagens lys. Hun blev senere storesøster til Camilla, og ellers var alt som det nu skulle være i en rolig og glad familie i Erritsøs trygge rammer.

“Det var en god og dejlig barndom. I Erritsø var alt trygt, godt og sport. Jeg var konkurencesvømmer i Erritsø Svømmeklub. Det har nok smittet af senere hen – nu hænger jeg jo i håndboldhaller med mine egne piger,” siger Pernille med et smil og fortsætter:

“Ellers var det skolegang på Erritsø Centralskole, hvor jeg må indrømme, at der ikke er meget at skrive om. Jeg var en almindelig pige, der passede mine pligter, kom til tiden, men ellers peekede jeg nok først senere rent skolemæssigt.”

Kan du uddybe det?

“Ja, det var fint på Erritsø Centralskole, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Da jeg kom på Handelsskolen skete der noget. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg ville være, men jeg blev inspireret. Centralskolen var også at gå på butikstorvet og købe alt fra slik til franskbrød. Det var romkugler fra BP Tanken, stikbold og sådan noget,” siger Pernille.

Fredericia Middelfart Handelsskole fra 1992-1995

Pernille Johannesen nød sine tre år på Fredericia Middelfart Handelskole og særligt en lærer står skarpt i hukommelsen.

“Det var fedt. Det var meget mig. Det var handel, markedsføring, sprog og internationale forhold. Det var meget mere mig. Der står alt meget mere klart. Jens Jørgen Stranddorph, der underviste i international handel, var genial og god. Hans evner til at formidle fangede mig – ligefremheden og det med at lave lidt gas med det hele. Han var ikke selvhøjttidlig, han var nede på jorden. Det synes jeg var fedt. Det tog jeg med fra ham. Man kommer langt med overblik og humor,” siger Pernille og fortsætter:

“Jeg arbejdede i Suntan inde i byen og gik ellers på Handelsskolen. Så rejste jeg til København, hvor jeg fik en plads hos Novo Nordisk som kontorelev. Jeg cyklede rundt på min cykel med et lille krakkort og lærte byen at kende. Jeg havde altid været nysgerrig anlagt, så jeg tænkte, at det var sjovt, og jeg måtte selv opsøge verden. 1995 og Novo Nordisk var en fed tid. Det var og er en virkelig professionel organisation, hvilket man mærkede fra dag 1. Jeg er blevet skolet et stort og professionelt sted, og det trives jeg også med i dag. Organisationer med mange mennesker, og det at tilpasse sig, forstå kulturen og selv gøre noget for at gøre en forskel er lige mig. Jeg er altid blevet motiveret af at arbejde sådan,” siger Pernille.

“Det kombineret med min vilje med at tro på at gøre noget selv, for hvis man intet gør, så får man intet. Det gjorde nok, at det blev et godt sted for mig. Man var otte måneder i tre forskellige afdelinger. Logistik/shipping, indkøb og så var det faktisk en international afdeling, hvor man stod for et bestemt marked. Det var virkelig spændende. Vi var 25 elever, der startede samtidig. Min hverdag var centreret omkring det. Vi var 25 unge mennesker, der startede op på samme tid,” fortæller Pernille.

Du må have mødt mange nye mennsker i den periode?

“Ja, det kan du tro – det gav også mange venner. I morgen rejser jeg faktisk til Paris og besøger min bedste veninde, der var en del af det hold. Vi brugte meget tid med hinanden,” svarer Pernille.

Pernille blev grebet af det at lære nyt. Hun begyndte derfor på en efteruddannelse, hvor hun læste spansk på Handelshøjskolen – også det gav flere venner.

“Jeg fik rigtig mange venskaber fra arbejde, aftenskole og byen i det hele taget. Jeg tænker, at jeg var den arme pige fra Jylland, så jeg blevet med hjem til deres forældre og spiste frikadeller. Jeg røg med til fester og fødselsdage, det var dejligt. I dag har jeg mange venner og bekendte i København. Jeg er meget taknemmelig for den tid.”

Da Pernille læste spansk på handelshøjsskolen blev hun også fanget af det erhvervsretlige modul. Juraen var sjov for hende.

“Det er faktisk lidt sjovt. Jeg havde ikke set det komme. De fleste var ikke glade for juradelen af studiet, jeg elskede den. Jeg var også god til faget. Mit positive sind sagde, at jeg skulle læse jura. Det synes min mor og far ikke var en ubetinget god ide. Jeg havde jo et godt job med en god løn, så hvorfor læse jura. Ingen i familien havde gjort det, så de stillede spørgsmål ved det. Jeg tænkte mere – det tager fem år og så er det overstået. Selvom de synes, at det var en tåbelig ide, bakkede de mig op. Jeg arbejdede faktisk halv tid ved siden af studiet. Jeg læste jura fra 8-12, gik til Nørreport Station og tog S-toget til Bagsværd, hvor jeg så arbejdede hos Novo Nordisk til kl.17.00, spiste lidt og læste så jura igen”, fortæller Pernille og kommer ind på en svær periode i hendes liv.

“Lige da jeg startede på jura, blev min far ud af den blå luft syg med kræft. Vi håbede og troede længe, at han kunne komme sig over det, men det kunne han ikke. Det var ikke sjovt. Jeg stod på afstand med en stopprøve på jurastudiet, men min far var sej og talte om sin sygdom. Vi talte om worst case, men det var ikke strategien. Han skulle blive rask, men det gik ikke. Han var realistisk. Han sagde til Camila og jeg, at vi skulle leve livet alligevel, og jeg skulle tage jurastudiet. Det styrkede mig i livet. Jeg blev måske stædig på den gode måde. Jeg ville ikke give op. Det tog jeg med,” fortæller Pernille.

Juraen på Københavns Universitet blev et hit , og da hun havde læst i fem år, skulle hun da også være advokat.

“Jeg blev fuldmægtig på et kontor i Hillerød, det var godt. Derfor aftjente jeg min værnepligt i 1,5 år hos NNIT (Novo Nordisk IT red.), og så blev jeg advokat. Jeg måtte tilbage og betale lærepengene af. Der var jeg så indtil oktober 2009, hvor vi flyttede retur til Fredericia,” siger Pernille og fortæller om et par store livsoplevelse.

“Jeg blev mor i 2006 til Filippa, og så gik jeg på barsel fra NNIT. Vi boede i en lejlighed på Østerbro. Det var en god tid. Jeg så også fodbold – det var jo lige ved siden af. Jeg var rolig omkring det at blive mor. Jeg har en livsfilosofi, der lyder: Så længe man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. De moppede mig også i mødregruppen, fordi hun sov så meget. Jeg var med i en god mødregruppe, men de måtte da engang imellem kigge ned i barnevognen for at se, om jeg havde et barn med. Filippa kunne jo sove fra 12-16.30,” fortæller Pernille og griner inden hun fortsætter:

“Olivia kom til verden i august 2009, og der besluttede vi at rykke hjem til rødderne, hjem til sportshallerne og familien. Hjem til der, hvor man synes, at børnene skal vokse op. Det var en god beslutning at flytte til trygge Lillebælt og Fredericia.”

Savner du København?

“Ja, ubetinget. Jeg trives godt i de store byer og steder med massevis af mennesker og liv. Forskelligheden og pladsen til at være forskellig kan jeg godt lide.”

Hvad fik du af arbejde i Jylland?

“Jeg var på barsel, da jeg så en mulighed for at blive juridisk chef hos TRE-FOR, der i dag er blevet til EWII-koncernen. Der blev jeg ansat i august 2010, så det er snart 10 år siden nu. Det har været en god rejse. Jeg troede, at jeg kom til en ret støvede halvkommunal virksomhed, men jeg blev positivt overrasket. Det viste sig at være det rigtige for mig, for der er og var mange muligheder for at udvikle sig, samt være med til at gøre en forskel, og så var det en stor organisation med 500 mand. Det med at være sparringspartner i en bred forretning passede godt til mig,” lyder det fra Pernille.

“Jeg lavede juridisk rådgivning til forretningerne. Der blev bygget meget op. 10 år er snart gået og det har været 10 fede år. Jeg har været med til at bygge op, sælge fra og bygge noget nyt op igen. Jeg har fået mange nye områder undervejs. Jeg har haft ansvar for projektafdelingen, IT, forretningsudvikling, indkøb – og jura har været gennemgående hele tiden, senest i 2018 fik jeg ansvaret for hele EWII Fibernet også, samt mange andre opgaver,” uddyber Pernille.

Hvad med fritiden?

“Jeg er håndboldmor for fuld tid. Jeg kan godt lide at involvere mig. Jeg holder af menensker, og jeg synes, at det er fantastisk at være med de steder, hvor der sker noget. Jeg føler mig utrolig heldig, hvis jeg kan blive ved med at have det sådan som nu, hvor vi har en god familie, det er vigtigt. Jeg vil faktisk også nævne Bent (papfar, Bent Keisig red.). Jeg har været heldig, at jeg fik ham ind i mit liv. Det er beundringsværdigt. Jeg har et forhold, som jeg vil have haft til min far. Vi har altid haft det godt sammen, og han har været god til at finde sin plads i familien. Det synes jeg er sejt,” siger Ugens Kurt og slutter:

“Det er også godt at bo i Fredericia i dag. Der er godt nok sket meget, særligt erhvervsmæssigt. Det er vildt. Fredericia er en anden by i dag. Det kan man godt være stolte af.”

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer