Forside Fredericia Ugens Kurt: Ole Møller

Ugens Kurt: Ole Møller

DEL
Ugens Kurt, Ole Møller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ole Møller er en person, som i en relativ sen alder begyndte at blive en iværksættertype. Lær i Ugens Kurt Ole bedre at kende, og læs om hans opvækst med sin far som vognmand og om hvornår, at hans mange år i lokalsamfundet i Herslev startede.

“Du er en kendis, Ole.”

Den bemærkning fik Ole af chefredaktøren og undertegnede, da Ole trådte ind på Kurt’s Kaffebar, efter han i nogen tid havde stået ude foran og snakket med en af kaffebarens andre kunder på denne solskinsrige dag.

Ole nedtonede det og svarede: “Det er en af mine bekendte, rolig nu.”

Efter at have bestilt en kop kaffe gik snakken ellers i gang med at få det faktuelle på plads. Ole er 68 år gammel, og blev født på en højhellig sommerdag d. 30. juni 1950. Privat er han gift med Pia, og sammen har de døtrene Sanne og Trine.

Ole og Pia har hunden Bølle, og Trine, der er naboen, har Bella, som har en katteklem så den kan gå ind på besøg, når Trine drager mod Vejle for at arbejde tidligt om morgenen.

Efter at have fået det faktuelle på plads spolede vi tiden tilbage til, da Ole blev født.

“Jeg blev født på Sct. Joseph, så jeg er født inden for voldene og er en fæstningsdreng. Vi boede dengang i Sjællandsgade 20 på 2. sal lige overfor Voss og Slesviggade Skole,” husker Ole, der noget utraditionelt ikke var hjemme ved mor i sine helt unge dag:

“Min far var vognmand, og fra jeg var helt lille blev jeg slæbt med i lift. Han havde mig altid med..”

Det at Ole var med sin far skal formentlig ses i lyset af, at Ole er ud af en søskendeflok på fem, og at der året efter Ole blev født, kom en lille ny til.

Som årene gik voksede Oles fars vognmandsfirma sig større, og endte med at have fire biler, da det var på sit højeste.

“Fi flyttede hurtigt ned på Axeltorv og det fik på en måde indvirkning på min fars arbejde. Vi flyttede hen på Torvegade 2, og her endte min far med at have en blandet gesjæft, da der var torvedage onsdag og lørdag, som vi også har det i dag. Dem der havde boderne kunne ikke bare lige slæbe bukke og plader med hjem, så min far lejede et lager på hjørnet af Norgesgade og Sjællandsgade. Så opmagasinerede han deres ting, og stillede dem op hver onsdag og lørdag, og pillede det ned igen, når de lukkede på torvedagene,” siger Ole.

Hvordan var tiden som ung dengang?

“Det var en skøn tid at været ung i. Vi legede altid på torvet, det hvide springvand var der. Det var ikke noget med båse til parkering, men der var fire parkeringsskilte på grunden, hvor vi spillede fodbold og pælene, hvor skiltene sad på brugte vi som mål. Peter Lindvig var en af de dygtige, og hans bror Finn. Torsten Leonhard kom hjem fra arbejde, og i sin flotte coat kunne han ikke lade være med at sparke til boden inden han skulle hjem i Dalegade,” forklarer Ole og fortsætter:

“Det var et skønt miljø. Dengang var det vildeste, som forældrene gjorde var når de satte sig på trappestenen med en kop kaffe, og så sludrede man. Det var en hyggelig og skøn tid.”

Hvordan med skoletiden?

“Jeg gik på Købmagergadeskole, men jeg var ikke så glad for at gå i skole. Da vi kom til 7. klasse skulle vi deles op. og jeg skulle have været i 7.b, men jeg synes, at jeg havde lært nok. Det måtte være rigeligt, hvis jeg havde hørt efter, tænkte jeg,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg valgte at gå ud og så ville jeg i lære som smed, men det kunne jeg ikke før jeg blev 17 år. Så jeg begyndte på Carl M. Cohr’s Sølvvarefabriker, der lå oppe ved Riddergade og Danmarksgade. Jeg var arbejdsdreng der og det gik godt, da jeg gik og fiskede mellem grenen på gafler med en maskine.”

Der opstod en episode som gjorde, at Ole måtte stoppe som arbejdsdreng på sølvvarefabrikken.

“En tillidsmand kom og sagde, at det ikke gik. Han gik til værkføreren og sagde det. Dengang sagde man DE, når man tiltalte andre, men de sagde det ikke til mig grundet min alder. Jeg sagde det til værkføreren, svende og ale de andre. Værkføreren sagde, at mine onkler Hans og Nille begge var sølvslibere, men jeg sagde: Argh, jeg ville hellere være smed. Jeg endte med at blive sølvsliber og har ikke fortrudt det,” siger Ole.

Startede i fars firma

Efter nogle år som sølvsliber, så tog Oles liv en ny drejning i forbindelse med, at han tog kørekort.

“Min fat tog fat i mig og sagde, at jeg skulle tage det til tage det til lastbil, så når jeg havde fri kunne jeg hjælpe ham. Jeg tog direkte til lastbil, og så var det, at min far manglede en chauffør mere og så overtalte han mig til at komme hjem,” siger Ole.

Oles far endte med at overtage kørslen med mælketankvogne, og det var Ole også en del af. Foruden det solgte firmaet også brændsel og petroleum. da der skulle flere penge på bordet.

Imellemtiden havde Ole mødt sin nuværende hustru, Pia. Arbejdet gjorde, at han sjældent havde fri, så Ole endte med at få et nyt arbejde så der blev tid til blandt andet Pia, der på daværende tidspunkt var 18 år, hvor Ole var 21 år.

“Jeg havde nogle kammerater i byggebranchen, der spurgte om vi ville med til Vejle. De havde et projekt med nogle boligblokke, som minder meget om Sønderparken, der også skød op i den tid,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg var i byggebranchen i mange år i skiftende firmaer frem til 1977. Her begyndte vi at bygge motorvejsbroer i stride strømme over Fyn, og i 1985 var jeg træt af at tage tidligt hjemme fra og være sent hjem. Jeg prøvede at søge et job ved Hoffmann & Sønner, som havde til huse ved I.P. Schmidtgården. Der var jeg i 1987 indtil direktør Ole Davidsen blev fyret, og han hev mig med til Davidsen Partner, hvor det hele sluttede i 2010.”

Fra at have gået og været i byggebranchen og haft “håndværkerstillinger” kom Ole med i Din Entreprenørpartner, som så dagens lys efter Davidsen Partner lukkede. Ole var hos Din Entreprenørpartner frem til 2015, hvor han solgte sine aktier.

“Det var spændende. I det store hele var det som ved Davidsen, hvor jeg var ved lokalsektionen. Det var samme kunder og mennesker, som vi havde i Din Entreprenørpartner. Jeg fik ansvar på en anden måde, end vi havde hos Davidsen, selvom jeg havde en tilsvarende rolle i Davidsen med økonomi.

Ole og Herslev

Ole er om nogen indbegrebet af Herslev, og det startede helt tilbage i 1986, hvor Pia og Ole købte et hus i bydelen.

“Vi havde i noget tid talt om, at vi godt kunne tænke os at bo på landet. Der åbnede en SFO derude, hvor Pia søgte et job og fik det. Så flyttede vi og børnene derud, og fandt så ejendommen Herslev Skovvej 44, hvor vi boede i 21 år,” siger Ole og fortsæter:

“Pia syntes ikke, at vi skulle vedligeholde så meget mere, så vi kørte ud og kiggede på noget jord i byen derude. Der var så 15.000 kvadratmeter i det hele. Så tænkte jeg, at vi kunne bygge et lækkert hus der. Inden det blev godkendt og alt det der, så gik der 7-8 måneder og halvandet år senere stod det klar, efter vi selv havde bygget det. Byggeriet var færdigt i 2007, og vi endte med at bo der i 8-9 år.”

Købte Herslev Skole

Herslev Skole stod mere eller mindre tom og så forfaldent ud. Ole havde hørt, at der var byggeplaner og sendte derfor et bud.

“Jeg ville løse deres problemer ved at overtage skolen og holde den. Jeg afgav et bud men hørte så ikke mere til det. På et tidspunkt så jeg ved en tilfældighed Kenny Bruun Olsen, som var Borgmester på det tidspunkt. Jeg spurgte, om det ikke var meget normalt at svare på sådan et bud, og kort tid efter kom skolen i udbud,” siger Ole og fortsætter:

“Vi ville indrette skolen til de behov, som der var nu var, og vi endte med at blive ringet op af Jan Hansen fra Kommunen, som spurgte vi ville komme ind forbi og snakke. Det gjorde vi, og vi endte med at få forhandlet os frem til, at vi købte det. Nu er der gået fem år med skolen, og det går jo meget godt.”

“Der er en glæde i det, og det er en fornøjelse at holde det i orden så det ser pænt ud. Folk roser det, og det iværksætter noget som man ikke helt har glemt.”

Det er ikke kun skolen, som Ole beskæftiger sig med i Herslev. Med tiden er der kommet flere ting til.

“Der var et dødsbo, som ingen var interesseret i, men vi købte det og satte istand, og har nu lejet det ud. Så man kan ikke sige at jeg er pensionist, selvom arbejdstiden først begynder klokken 9 nu, hvor den før var omkring 6. Nu har jeg også sådan en middagstund på en times tid, og så er jeg færdig ved 16-tiden. Det er til at overkomme,” siger Ole.

Ole og sport

Har man sagt Ole, har man også sagt sport. Igennem mange år har Ole fulgt byens sportsklubber.

“hver søndag, da jeg var yngre, kom vi i Glashallen. Vi skulle have vores faste pladser, da det var en elendig hal at stå op i og vi skulle derfor stå ud for nogle bestemte pæle, hvor man kunne se hele banen. Det var en skøn tid, men det var bestemt ikke skønt at være modstander, da der var tåget af cigaretrøg derinde. Dengang var vi (Fredericia fF, red.) et lavererangerende hold, men tit slog vi storklubber som Aarhus KFUM,” siger Ole, der ikke selv har dyrket særlig meget sport, men til gengæld følger han med i stort set alt, der rører sig:

“Det kan jeg ikke lade være med. Jeg følger med i hvordan det går Ferne, KFUM og i håndbold fulgte vi altid med hvordan det gik, og det er glædeligt, at vi igen er i ligaen i håndbold,” siger Ole og kommer med en sjov anekdote fra de yngre år:

“Når jeg gik hjem, så skulle jeg altid forbi BT Centralen i Gothersgade, hvor jeg købte avisen, og så bladrede jeg direkte om på sporten for at se hvad der var sket.”

Pia og Ole har som nævnt døtrene Sanne og Trine. Da hun var yngre var Trine aktiv i FHK, hvor hun blandt andet spillede på hold med Stine Bjerre Mortensen og Mia Nyegaard Hansen.

“Vi tog med dem på træningslejr, hvor vi var på Rømø. Pia og jeg lagde to biler til, da der ellers ikke var kørelejlighed nok. Dem af pigerne, som ville, sov i telte, og vi lånte derfor vores gamle bil til dem, da de var gamle nok til at køre bil på det tidspunkt. Så kørte de frem og tilbage. Når der skulle trænes foregik det i Skærbæk, og det var rigtig hyggeligt at være af sted på den måde,” husker Ole.

Uffe Steiner fik ret

Inden vi nåede vejs ende, så kom vi også omkring Fredericias udvikling. Ole har altid boet i 7000, og han glæder sig over den rivende udvikling, som byen er gået igennem i de senere år.

“Man kan ikke sige andet end, da Uffe Steiner løb i modvind med værftet dengang og han lukkede det, var det den rigtige beslutning. Jeg tror ikke engang, at værftet var interesseret i at fortsætte. Jeg husker også tiden med Kemira , da min fra var brændehandler på vesthavnen, hvor der også var Fredericia Kul og Brændehandel samt Kulkompagniet. Det her gavner Fredericia meget mere, og det er en god udvikling, selvom mange øffer over græsrabatterne ikke bliver slået. I stedet kan man tage skeen i sin egen hånd,” siger Ole og kommer med en afsluttende bemærkning

“I Herslev sidder vi ikke på vores flade, da vi har hjælp din by projektet, hvor vi er 20 personer, som giver byen lidt, hvor den mangler en kærlig hånd og Kommunen ikke kan afsætte tid til at gøre det. Det gælder blandt andet på busholdepladsen og andre steder i byen.”

Det har været en fornøjelse at have Ole i den varme stol, og vi kunne have talt længe endnu, men med en stram tidsplan for os begge to gik vi hver til sit, da vores veje skiltes ved Føtex i Prinsessegade, hvor Ole satte retning op mod den nordlige del af gaden, mens jeg selv fortsatte nedad Jyllandsgade.

http://jyskserviceaps.dk/
DEL