Ugens Kurt er i denne uge rykket ud af kaffebaren, da COVID-19-restriktioner har ramt landet. Derimod er det stadig kaffebønnerne, vi kan sætte over, da vi har inviteret en ny “Kurt” i stolen. Niklas Andersen er navnet, og med sine 47 år kan han i denne Ugens Kurt berette om et aktivt liv, hvor det at række hånden op er lige med tillidsposter. Velkommen til Ugens Kurt.

Niklas Andersen blev født for 47 år siden på Sct. Josef i Esbjerg. Vejen Kommune var basen de første fem år, inden Grindsted formede den unge dreng. Det var en ganske normal barndom, som han fortæller i dette interview, men som interviewet skrider frem, mærker man også, at Niklas savner den ro og den plads, der ligger i begrebet barndom. I dag er der for mange krav, test og pres, hvis man spørger Ugens Kurt. 

»Det lyder måske lidt klichéagtig, men tingene gik sin gang. Fra folkeskolen til Handelsskolen. Livet i Grindsted var ikke det vilde, men det var godt og trygt. Jeg havde flere gode fritidsaktiviteter, blandt andet jiu jitsu, hvor vi trænede selvforsvar,« fortæller Niklas Andersen og fortsætter:

»Tiden gik, og da jeg kom i Handelsskolen var det med en drøm om at blive bankmand. Men sådan gik det jo ikke.«

Niklas Andersen blev demokratisk engageret og det var meget godt. 

»Ved en fejl kom jeg i elevtrådet,« siger han. 

»Det var en helt anden tid end i dag. Man var mere rummelige på nogle punkter, og kravene var ikke så høje til de unge mennesker som i dag, der var mere plads til forskelligheder i skolerne. Der var mere struktur i tilværelsen, men generelt et større råderum også. Jeg synes, at det er blevet lidt mere løst i dag i forhold til strukturen. I dag må eleverne debattere om lærerene gør det rigtige og om det er noget, eleverne vil. Sådan var det ikke dengang, måske havde jeg nogle gammeldags lærere, men der var struktur og vi skulle gøre, hvad der blev sagt,« tilføjer han og sætter flere ord på ungdommen.

»Handelsskolen var fest og farver – det var rundt omkring i byen på ture og så lokale halballer,« fortæller Niklas og uddyber:

»Så meget sker der heller ikke i Grindsted. Det er en fin by, og med nabobyen i Billund tæt på. To byer, hvor borgerne så at sige krydser på tværs og arbejder. Nok også to sovebyer – eller det var de.«

Værnepligten aftjenes

»Som sagt havde jeg en ide om at blive bankmand, dengang var det jo et sikkert job at være bankansat, men det kom ikke på tale alligevel. Jeg valgte faktisk Handelsskolen, fordi jeg vil gå bankvejen, men efter værnepligten i flyvevåbnet, hvor jeg var hundefører, fandt jeg en anden retning,« fortæller Niklas.

»Min værnepligt startede i Roskilde, inden rejsen gik videre til hundeførerskolen i Karup for så at slutte af i Odense. Som hundefører havde man mange nattevagter, hvilket medførte, at man havde meget fritid. Vi havde 37 timer om ugen, og de gik hurtigt, når man arbejdede om natten.«

Hvordan var det at aftjene værnepligt? 

»Det var meget selvstændigt og lærerigt, og det var virkelig spændende at prøve kræfter med opgaven som hundefører i Forsvaret. Vi gik med schæferhunde. En hunderace, der er forholdsvis nem at arbejde med, hvis man udfordrer dem og behandler dem godt. Det er en rolig hund, hvis man forstår racen. Selvom hundene skiftede førere løbende i Forsvaret, så var de gode og forstod, hvem der bestemte.«

Niklas fandt en kæreste i og flyttede til smilets by.

»Et års tid efter værnepligten ramte jeg Aarhus. På daværende tidspunkt havde jeg arbejdet et år hos en entreprenørvirksomhed i Grindsted som alt-mulig-mand. Jeg prøvede faktisk kræfter med alt fra marken til værkstedet,« siger Niklas og det blev statsskuddet til lærepladsen i en reservedelsforretning i Skejby. 

»Jeg startede i Lars Larsens Jysk Sengetøjslager på Silkeborgvej – Lars Larsens første butik. Der var jeg kun i min prøvetid, men jeg ville noget andet. Jeg kom retur til entreprenørbranchen, da jeg fandt en læreplads som reservedelsekspedient i Skejby. Det var det rigtige for mig. Det var spændende med store maskiner, en skovl var en skovl og en spade en spade, og alligevel, når dagen var omme, så var vi lige gode venner. «

Engagementet, foreningsarbejde og demokratiets muligheder var dog ikke glemt. Niklas Andersen engagerede sig i Rotoract.

»Ved siden af lærepladsen røg jeg i noget foreningsværk – Rotararct – en ungdomsafdeling af Rotary. Det var spændende og lærerigt. Jeg nåede at blive formand i organisationen. Jeg fik et stærkt netværk i Aarhus. De hjælp med at arrangere foredrag og andre spændende engagementer,« fortæller Niklas og fortsættter:

»Jeg har efterfølgende fundet ud af, at foreningsarbejde er enormt sjovt. Det giver en følelse af glæde, når man kan se, at nogle af de skibe, man sætter i søen kommer i mål og til glæde for andre. Det er ikke for egen vindings skyld, men i stedet noget, der giver andre noget. Det kan jeg virkelig godt lide.«

»Imens jeg bor i Aarhus falder jeg for min hustru, Tina og vi finder hurtigt sammen. Hun er dog lige et år i Hammerup ved Herning, inden vi flytter sammen. En periode, hvor vi er os selv, har det hyggeligt sammen, og skulle finde ud af, hvordan vi skulle leve. Vi havde faktisk ikke talt om børn, men lærte at bo sammen, og det fandt vi ud, at vi var gode til, og efter et år i Aarhus flyttede vi til Fredericia, da jeg fandt job hernede hos Bilia, som i dag er Volvo. Det var den 1. januar 2000,« fortæller Niklas, da vi spørger til kærligheden og livet i Aarhus.  

Hvor boede I i Fredericia?

»Vi boede først i Bredstrup-Pjedsted. Det var et chok for Tina – noget helt andet end Århus. Fra ikke at vide, hvad naboen hed til at alle vidste hvem, vi var. Det var en omvæltning. Efter seks måneder flyttede vi ind til Prinsensgade i centrum af Fredericia, da Tina ventede vores søn, Nicolai. Fredericia var en by, vi skulle til at lære at kende. Det var rent faktisk mange år senere, at vi fandt ud af, hvilken by Fredericia var. Vi havde fået Nicolai og tiden gik, men vi brugte ikke byen, som vi ville. Vi fik Andreas og han begyndte at spille i 6. Juli Garden, da han blev gammel nok. Det blev indgangsvinklen til at lære Fredericia bedre at kende. Jeg husker, at jeg cyklede fra Prinsensgade til Vejlevej en morgen i juli, hvor der blev skudt kanoner af. Der var mange mennesker, og jeg forstod ikke, hvad der skete, men jeg skal da lige love for, at der skete noget, og jeg lærte noget,« siger Niklas og fortsætter:

»Inden vi så os om, var Niklas meldt ind i 6. Juli Garden, hvor han spiller trompet. Jeg skulle naturligvis også yde mit, så jeg kom i bestyrelsen. Jeg har helliget mig børnenes fritidsinteresser, og i dag kan jeg se tilbage på mange gode oplevelser med de unge mennesker. Det er og har været spændende at være med rundt. Vi var i Bruxelles i 2019 med garden. Det var en stor oplevelse at være sammen på den måde, også med de små der er med, og se deres glæde ved at være sammen med de store gardister. Det sammenhold som garden har og løbende bygger op, er en fornøjelse at følge. Flere af de unge mennsker passer ikke ind i andre fritidsinteresser, men får i garden mulighed for at vokse, blive en del af et fællesskab og ikke mindst hjælpe hinanden.«

Niklas og Tina har tilsammen tre børn, der i dag er 13, 16 og 19 år, og det er børnene, der har været vejen ind som foreningsmenneske på handicapområdet. I dag er han formand for Danske Handicaporganisationer i Fredericia.

»I børnehaven Stendalen startede vores datter Mathilde halvandet går gammel og det bliver vejen ind i Handicapområdet. Der skulle være kampvalg og når man rækker hånden op, så er man valgt. Mathilde lider af nedsat muskelfunktion. Hun lever et godt liv, men har en crosser og en kørestol til aflastning. For mig er det dog vigtigt at arbejde med mulighederne, derfor kastede jeg mig over bestyrelses- og foreningsarbejde. Jeg blev formand i Stendalen og efterfølgende da de startede i skole, var Nicolai kommet på Frederiksoddeskolen, hvor jeg også endte i skolebestyrelsen,« siger han og fortsætter:

»Det arbejde er også noget, jeg brænder for. Jeg blev næstformand og i samme moment, blev jeg bestyrelsesmedlem på Ullerup Bæk Skolen. Sammensætningen i bestyrelserne i de almene skoler havde ikke fokus på børn med udfordringer, så jeg følte hurtigt, at jeg må tage den tete, og det gjorde jeg. Jeg blev også spurgt om, jeg ville være med i Danske Handicaporganisationer (DH) og det ville jeg. Jeg kom senere i forretningsudvalget, og senere blev jeg indstillet til handicapområdet, hvor jeg først var menigt medlem, og i dag Formand.«

Hvordan har det været at få de poster?

»Det har været en stor oplevelse, men også en stor opgave. Det har været en kamp, fordi det politiske og forvaltningsmæssige organ, har skullet finde ud af, at Handicaprådet rent faktisk skal høres i næsten alt. Det bliver bedre og bedre, i dag får vi flere og flere opgaver, og bliver spurgt til mere og mere. Det er positivt, men også tidskrævende, sådan er det.«

»Det har også været et spændende arbejde at bidrage til, og for mange inklusiv mig er den største balancegang at holde fokus på at holde mine egne private sager ude af debatterne. Man kan godt bide sig selv i tungen nogle gange. Jeg har prøvet at sidde og lytte, hvor jeg blev helt stille, fordi jeg sad med en viden. Men da mødet var slut, blev der hældt kaffe i kopperne, og så kunne jeg fortælle om vores oplevelse, erfaring og udfordringer. I dag sker der bare meget på handicapområdet, og jeg kan se, at handicaprådet har en finger med i eksempelvis budget2021 på mange områder.«

Trods tre børn med ADHD, autisme, ordblindhed og nedsat muskelfunktion, så hviler Niklas i dag i sig selv.

»Du har nok ret i, at jeg sidder roligt og fortæller om det, men det har været hårdt, og det har da været en kamp for vores børn og for handicapområdet. Men der er sket meget. I dag hviler jeg også i mig selv, fordi jeg har mulighed for at udvikle noget. Der må godt ske noget i livet, og jeg kan lide at være involveret i mange ting. Arbejdsmæssigt arbejder jeg også på en god arbejdsplads hos Volvo i Taulov, hvor jeg er reservedelskonsulent. Turen til Volvo byder på god cykeltur på 2 x 7 kilometer om dagen,« fortæller Ugens Kurt og fortæller om den by, han cykler igennem dagligt.

»Fredericia er en helt anden by, end den by vi flyttede til. Byen er gået fra at være en industriby til at være en logistikby. Læg dertil, at byen har udviklet sig positivt hele vejen rundt, jeg mærker også en innovativ by, og jeg tror på, at den fremgang vil fortsætte. Jeg føler mig også selv, som fredericianer i dag. Jeg ser også frem til at se byens udvikling i de kommende år. Jeg hæfter mig ved, at byens kommende Borgmester, Steen Wrist, også har skrevet på sin Facebook, at Fredericia skal være byen for alle, det vil jeg naturligvis hænge ham op på. Vi skal have rammerne til alle børn – og det skal være børnene før pengene. Det er mit klare mantra,« slutter Ugens Kurt.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Peter Vind Larsen
Peter Vind Larsen
28 dage siden

Tilllykke med “Kurt’en” Niklas – og tak for dit bidrag i 6. Juli Garden. Glædelig jul