Forside FHK Ugens Kurt: Mogens “Muggi” Jeppesen

Ugens Kurt: Mogens “Muggi” Jeppesen

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Mogens “Muggi” Jeppesen. Manden, der måtte ryge i omklædningsrummet i pausen, og er en af de største legender i dansk håndbolds historie. Fredericia AVISEN har sat “Muggi” i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om sin håndboldkarriere, tilværelsen i dag og mange andre ting.

Mogens og jeg mødtes i Jyske Bank Boxen i forbindelse med, at Danmark mødte Østrig til VM-slutrunden. Indrømmet, jeg var starstruck, da det er en af de allerstørste i dansk håndbolds historie, og det var nærmest ikke gået op for mig, hvor stort det var før jeg dagen efter sad og reflekterede over det.

Den status, som Mogens har blandt den danske befolkning var heller ikke til at tage fejl af, da han trådte ind af døren på Kurt’s Kaffebar. Rigtig mange kom hen til vores bord undervejs, og hilste på Mogens, der pænt hilste tilbage og fik velmente kommentarer om hans virke i forbindelse med TV 2s VM-dækning til Østrig-kampen, hvor Mogens var i studiet.

Efter at have bestilt kaffe spolede Mogens og jeg tiden helt tilbage til 1953, hvor han blev født i Odder.

“Jeg flyttede til Fredericia, da jeg var otte år og gik i anden klasse. Jeg startede på Købmagergade Skole, hvor jeg tog min 10. klasses afgangseksamen,” siger Mogens og kommer ind på skoletiden:

“Det var som skolen var dengang i begyndelsen af 60’erne. Der var en anden disciplin dengang, end der er nu,” fortæller Mogens med sit karakteristiske smil.

Mærkede du selv disciplinen på den hårde måde fra lærerne?

“Ja, det har jeg vel gjort, men det var ikke noget slemt,” svarer Mogens igen med et smil på læben.

Hvad skete der efter tiden på Købmagergade Skole?

“Jeg tog en almindelig Handelseksamen på skolen i Jyllandsgade. Det var nogle fine år, hvor jeg lærte en masse, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville, så jeg en højere handelseksamen i Kolding,” siger Mogens.

Håndboldeventyret

På daværende tidspunkt er Mogens 21 år, og han vogtede målet på Fredericia KFUMs førstehold, men baggrunden for hans karriere startede tidligere.

“Jeg startede, da jeg var 9-10 år. Dengang var håndbold også rigtig stort. Der var to ting, fodbold og håndbold. Jeg går også meget op i fodbold, men alle mine venner spillede håndbold, så det blev dét,” forklarer Mogens og kommer ind på den helt store triumfperiode fra 1975-79, hvor Fredericia KFUM hentede fem mesterskaber i træk og kom i Europa Cup-finalen mod Banja Luka.

“Det var helt vildt, det var sjovt at være en del af,” husker Mogens Jeppesen og fortsætter:

“Vi havde masser af gode spillere. Det var hovedårsagen til, at vi fik opturen. Træneren var rigtig god, og det gjorde, at vi fik spillere ude fra. Det år, hvor vi vandt det første DM, havde vi lige fået to landsholdsspillere ude fra. Det passede med, at den ene af dem skulle på læreseminaret i Kolding, og derfor kunne spille for os.”

Fredericia Idrætscenter var dengang et fort for Fredericia KFUM, der nød kolossal opbakning med over 3.000 tilskuere på lægterne.

“Der var altid en hel intim stemning. Vi havde 5-6 år i træk som ubesejret i hallen,” fortæller Mogens og sammenligner stemningen i Fredericia Idrætscenter med den på de store europæiske udebaner:

“Stemningen var lige så god hos os. Forskellen, når vi spillede på udebane var, at der var flere tilskuere, men det var ligeså intimt og larmende i vores hal.”

I forhold til dengang i 70’erne har tilskuerne ændret sig i dansk håndbold. Folk sidder mere pænt, forklarer Mogens med et smil.

“Dengang var der heller ikke så meget musik. Der var horn hentet ind fra skibværftet og alt sådan noget. Folk larmede af sig selv,” fortæller han.

Statsamatører fra Balkan

I en ellers glorværdig karriere husker Mogens Jeppesen også tydeligt tilbage på den tabte Europa Cup-finale til Banja Luka.

“Det var selvfølgelig irriterende. Dengang var det holdet, der gav flest penge, som fik hjemmebanen. De må have haft flere penge. Ofte var det ude og hjemme i de finaler, men det var det ikke det år, hvor vi var i finalen, så de fik fordelen,” siger Mogens.

Der er mange fordomme om Østeuropa, men Mogens føler ikke, at Fredericia KFUM i sin tid blev dårligt behandlet eller chikaneret af tilskuerne.

“Der var gang i den, og det var fedt, men vi oplevede ikke noget ondskabsfuldt. Maden var lidt dårligere og sådan noget, men det var ikke fordi, at de lavede den bevidst dårlig. Deres råvarer havde bare ikke samme kvalitet, som vi var vant til. Sådan var det bare,” konstaterer Mogens.

Fredericia KFUM var de glade amatører, og det gjorde forholdene svære, når de skule op imod de europæiske storhold.

“Vi havde vores almindelige arbejde, og det gjorde det svært. I særligt det tidigere Jugoslavien var det udbredt, at holdene var hyret af staten. Vi kaldte dem for statsamatører, da de ikke lavede andet, end at spille håndbold. Dengang var de virkelig stormagter derovre,” forklarer Mogens.

Hjalp FHK i slutningen af karrieren

Efter tiden i Fredericia KFUM drog Mogens Jeppesen videre til Ribe, hvor hans ven fra KFUM, Anders Dahl Nielsen, var træner på daværende tidspunkt.

“Det var fint, det var en god tid derovre. Skiftet kom sig af, at vi rykkede i 3. division her, og så var Anders Dahl træner derovre, så det var sjovt at prøve. Jeg stoppede i Ribe i 1987, hvor jeg i et år ikke rigtigt spillede, udover på andetholdet. Efterfølgende spillede jeg to år for KFUM i 3. division, og så kom fusionen i 1990, hvor vi rykkede op i 1. division i 1993. Vi overlevede i 1. division, og så stoppede jeg på højt plan, og spillede lidt hyggebold,” siger Mogens.

Hvordan var det at hjælpe “din” klub på de måde?

“Det var rart, når jeg havde spillet så mange år derude, og så slutte af. Der var stadig mange i klubben, som jeg kendte. Det var min gamle træner fra de to første seniorår, Keld Andersen, der var træner. Jeg kendte mange af dem på den ene eller anden måde,” forklarer Mogens, der sidenhen har været sportschef i FHK:

“Det var en speciel oplevelse. Det var noget helt andet fordi, at vi var semiprofessionelle der. Man skulle forsøge at samle penge dengang, og jeg skulle kigge på det sportslige. Meget af tiden gik med penge i stedet for, at det skulle gå med at hente spillere.”

I 2012 krakkede FHK, og det var en torn i øjet på Mogens Jeppesen.

“Det var trist. Man prøvede at få det til at hænge sammen, men det lykkedes ikke,” siger Mogens, der har fulgt med i FHKs optur på sidelinjen og stadig den dag i dag kender folk i klubben:

“Jeg kender flere omkring klubben, blandt andet Per Hunniche og Thomas Larsen. Det er super at se den måde, som klubben har rejst sig på. Det er rigtig fedt, at der er så mange mennesker ude at se holdet spille, og det giver en god basis for et ligahold

Fra Glashallen til de moderne rammer

Da Mogens snørede håndboldskoene for første gang var det i den legendariske Glashal, hvor der var helt andre forhold, end dem som vi kender i dag.

“Vi vidste ikke andet dengang, og det var fantastisk at komme derinde. Det var noget af en varme, som der var. Der var kun håndbold i hallen, som F’erne og KFUM deltes om. Da jeg var junior blev Fredericia Idrætscenter opført, og det var nogle helt andre rammer,” siger Mogens og fortsætter:

“Det var helt fantastisk at komme i FIC. Det var moderne dengang, og det var ikke noget, som vi var vant til. Der er ikke blevet lavet noget ved hallen siden dengang, hvor den blev opført, så det var vel på tide, at der skete noget nyt,” forklarer Mogens med et smil.

Mogens’ tilstedeværelse i dag

Mogens er i dag 65 år, og han nyder sit otium.

“1. oktober 2018 blev jeg pensionist, så jeg skal lige vænne mig til det. Jeg har masser af at lave, men jeg vil jo heller ikke kunne sidde her i dag, hvis jeg havde et arbejde,” griner Mogens og fortsætter:

“Vi har tre børn, og jeg er stadig ude ved mit gamle arbejde, hvis der er et eller andet, så der er rigeligt at se til.”

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

“Vi rejser rigtig meget konen og jeg. Vi har været på krydstogt de sidste mange år. Det tiltaler os at se et nyt land hver dag, og man rejser med hotellet. Det har været rigtig sjovt at se andre kulturer på den måde,” forklarer Mogens, der blandt andet har været på krydstogt i Asien:

“Vi fløj til Singapore, og så tog vi den derfra. Vi har også sejlet rundt i Caribien, når det er koldt i Danmark,” siger Mogens.

Oplevelsen i TV 2-studiet

I forbindelse med VM-kampen mod Østrig var Mogens Jeppesen tilbage på håndboldscenen, denne gang i en rolle som en af legenderne fra 1978, hvor den seneste VM-slutrunde på dansk grund fandt sted.

“Det var sjovt, og det var nostalgisk for mig. Det var lidt mærkeligt at lokke en gammel mand som mig til studiet,” siger Mogens, der fik minderne frem:

“Jeg tænkte på minderne, men det hele er jo meget større i dag med så mange mennesker og hele det store setup.”

Blev du genkendt af nogle, da du var i Boxen?

“Der var en del, der lige hev fat i mig, men det var mest dem med gråt hår på toppen,” griner Mogens.

En det blev til et gensyn med var TV 2s faste ekspert Bent Nyegaard.

“Bent Nyegaard har jeg jo spillet mod, han har også være træner og jeg kender ham rigtig godt. Så det var sjovt at møde ham igen,” siger Mogens, der for tre uger siden blev kontaktet af TV 2 med henblik på at komme i studiet:

“De ringede til mig, og jeg tøvede ikke med at sige ja,” forklarer Mogens, der skal i Jyske Bank Boxen at se endnu en VM-kamp:

“Jeg skal derop på onsdag mod Sverige. Det bliver rigtig godt. Jeg skal have mine to svigersønner med,” fortæller han.

Hvilke danske spillere er dine favoritter

“Det er svært at sige, men jeg holder jo lidt øje med målmændene,” siger Mogens med et grin og fortsætter: “Landin er fantastisk, og så kan jeg også godt lide Rasmus Lauge.”

Fodbold, snooker og billard

Udover håndbold har Mogens også andet sport at gå op i.

“Jeg ser meget fodbold, men der kan godt være kedelige fodboldkampe. Der er altid intensitet i håndbold, hvorimod der i fodbold kan gå 1,5 time, hvor der intet sker. Men jeg ser både Superliga og Premier League, og min svigersøn holder med AGF, så ham støtter jeg,” siger Mogens og fortæller, at han har lovet at tage med svigersønnen på stadion i Aarhus.

Hvad har du ellers af fritidsinteresser?

“Jeg har spillet meget billard i mine unge dage, det er et rigtig godt spil,” fortæller Mogens.

Med en passion for billard er det nærliggende også at se snooker, der minder om billard i tv, og det er også tilfældet for Mogens.

“jeg ser en del i tv. Ronnie O’Sullivan er min favorit, han er helt vild.”

Hvor god var du til billard?

“Vi spillede faktisk i 1. division, som var den bedste række. Jeg havde okay tid dengang, da jeg ikke havde stiftet familie,” siger Mogens, der vil begynde til billard igen:

“Jeg tænker at tage derud og komme i gang med det. Jeg brugte mange timer med det dengang.”

Sandheden bag cigaretterne i pausen

Alle snakker om det, men det er få personer, der har det fra Mogens’ egen mund. Fortællinger går på, at Mogens Jeppesen røg i omklædningsrummet i pausen, og var den eneste, der måtte det på landsholdet.

“Det er rigtigt, at jeg har gjort det. Jeg var den eneste, der gjorde det i pausen, men i gamle dage var der flere, der røg, så der var ikke noget vildt i det. Vi var jo sportsfolk, så det var alt med måde,” lyder afslutningsreplikken fra den levende håndboldlegende, Mogens “Muggi” Jeppesen.

Fakta Mogens Jeppesen

Er 65 år
Er gift
Har to børn på 30 og 32 år
Kom til Fredericia i 2. klasse
Gik på Købmagergade Skole
Har boet i det samme hus i Snoghøj siden 1978
Vandt fem danske mesterskaber med Fredericia KFUM
Har spillet 141 A-landskampe
Var med til OL i 1984

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere
DEL